Tegneren Klaus Albrectsen, København, fylder 75 fredag den 11. maj.
Denne “tegnernes lederskribent”, som han er kaldt, har hele sit aktive liv været på de svages, de udbyttedes og krigsramtes side i sin stærkt offentlige metier.
Klaus Albrectsen har tegnet fra han var 3-4 år; fra 1936 er bevaret en tegning af Ras Tafari, den senere kejser Haile Selassie. Det skulle også blive den senere 3. Verden og dens problemer, som tit og ofte optog ham som voksen.
Den dybt engagerede og passionerede mand har i en stribe danske og svenske aviser med sin let genkendelige streg kritiseret den amerikanske krigsførelse i Vietnam, militærdiktaturet i Grækenland og Franco-Spanien, apartheid-styret i Sydafrika og udbytningen af u-landene generelt.
Her lagde han ikke fingrene imellem, når han gengav fede danskere, der æder sig ihjel, mens Afrika sulter. Nogle syntes, han var ædende ond, andre nød hans bramfrie sarkasme.
Men een ting var sikkert: Han nåede altid igennem med sit budskab og har gennem årene modtaget en stribe priser og hædersbevisninger.