Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard, U-landsnyt.dk
Efter i to sæsoner at have spiddet præsident Assad med sort revolutions-satire på YouTube, er kunstnergruppen Masasit Mati rejst ind i Syrien for at optræde live og støtte civilbefolkningen, som er trængt mellem stadig flere fronter. U-landsnyt.dk har talt med gruppens instruktør om rejsen.
Det er en modig rejse at tage. Særligt for en gruppe anonyme syriske kunstnere, som har gjort tykt grin med præsident Bashar al-Assad og kritiseret dele af det syriske oprør.
Efter to sæsoner af deres satiriske dukketeater-serie ‘Top Goon – Diaries of a little dictator’, som er blevet vist på YouTube og en række mellemøstlige tv-kanaler, optræder kunstnergruppen Masasit Mati nu live inde i det krigshærgede land.
Uden udsigt til snarlig fred og med stadig flere grupperinger, der kæmper mod hinanden, er det vigtigere end nogensinde at støtte civilbefolkningen og den kulturelle revolution, der kæmpes i sprækkerne af den væbnede konflikt.
Det mener de syriske eksil-kunstnere, der til dagligt lever i Beirut.
“Mange syrere føler sig alene. Efter de kemiske angreb og USA’s beslutning om ikke at gribe ind, føler de sig ladt i stikken. De er fanget mellem regimets bombardementer og ekstremisternes stigende indflydelse”, siger gruppens instruktør Jameel på en Skype-forbindelse fra Beirut, og lægger til:
“Men der er mange små initiativer rundt omkring, der forsøger at samle folk og fokusere på enhed frem for splittelse. Det, synes vi, er vigtigt at støtte”.
Tudeprins i nathue
Første sæson af ‘Top Goon’ introducerede præsident Bashar al-Assad under det pusse-nussede kælenavn ‘Beeshu’. Som læspende papmaché-figur med flyveører og rød nathue indleder han hvert afsnit med manisk at påstå, at han ikke er skingrende skør.
Hans tro følgesvend og kammertjener generalen ‘The Goon’ er altid ved hans side til at trøste ‘Beeshu’, når han er bange for, at ingen længere kan lide ham, eller til at slå nogle demonstranter ihjel.
Sort humor gennemsyrer de seks-syv minutter lange afsnit, som alle har engelske undertekster. F.eks. et hvor ‘Beeshu’ deltager i ‘Hvem vil være millionær’, eller som det hedder her ‘Hvem vil dræbe en million’.
Mubarak var i den varme stol i sidste show, fortæller studieværten, mens den dramatiske kendingsmelodi bygger stemningen op. Han dræbte 3.000. Også Gadaffi har deltaget og dræbte 20.000. Der er høje forventninger til, at ‘Beeshu’ går hele vejen til en million.
Støtte frem for anonymitet
Serien vakte en vis opsigt i regionen og er blevet set af mere end 200.000. Finger-dukkerne var en ideel måde for de 10 medlemmer af Masasit Mati at forblive anonyme på og en effektiv måde at pille præsident Assad ned fra hans gudelignende magtposition.
Men krigen har gjort det vanskeligt for folk i Syrien at følge med nu. Hyppige strømafbrydelser og manglende adgang til internet har fået gruppen til at gå på kompromis med deres anonymitet og rejse ind i landet for at optræde live og holde workshops med lokale unge.
“Med daglige bombardementer og folk, der kæmper for bare at finde brød, syntes vi ikke, at flere on-line forestillinger gav mening. Ikke for andre end vesterlændinge og andre udenfor Syrien ihvertfald. Og det har hele tiden været meningen, at projektet var for folk inde i landet,” fortæller Jameel om projektet, der blandt andet har modtaget støtte fra Center for Kultur og Udvikling.
Sammen med gruppens skuespillere rejste han i december 2013 for anden gang til Manbij, en by nord for Aleppo, som er kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Her har en gruppe lokale kunstnere og aktivister åbnet et kulturhus, hvor de kunne optræde, og hvis arbejde de gerne vil støtte.
Men I kunne vel ikke forblive anonyme så?
“Nej, det er klart, at folk så, hvem vi var. Det var et kompromis. Vi talte ikke højt om vores rigtige navne, og vi reklamerede ikke for forestillingerne, før vi var der. Vi gik lidt stille med dørene. De lokale aktivister fra kulturhuset gav folk besked om, hvornår vi ville optræde og holde workshops. Ideen var at skabe noget for lokalbefolkningen uden at gøre det til en større mediebegivenhed.”
For selvom situationen i Manbij er nogenlunde stabil, så er stemningen anspændt. Flere byer i området bliver dagligt bombet af regeringsstyrker, og nord for Manbij kæmper islamister og kurdere.
Jameel og skuespillerne havde planlagt at optræde i flere byer i regionen, men måtte aflyse det på grund af sikkerhedssituationen. Både for dem selv og publikum.
“Islamister er begyndt at arrestere kunstnere og aktivister, så selv i de “befriede områder” følte vi ikke, at det var sikkert at rejse videre. Mange aktivister, som tidligere har været tilbageholdt af regimet, er nu eftersøgt eller arresteret af islamister. Der er to fronter nu.”
National enhed har trange kår
Sort humor er der dog stadig masser af, når Masasit Mati selv går på scenen. I Manbij optrådte de med en blanding af teater og dukketeater, hvor to skuespillere står på scenen med hver sin fingerdukke. Den ene dukke er en ung kvinde, den anden en ung mand, hendes elskede.
De vil gerne giftes, men alt går galt. De kan ikke finde ringene, de har problemer med deres familier, og så begynder de to skuespillere at skændes om, hvem af dem, som er den bedste dukkefører. Det udvikler sig til et komisk lystspil, hvor vi ikke aner om, de to unge får hinanden til sidst.
Publikum forstod udmærket den indirekte kommentar til de interne konflikter, der breder sig i landet. Manbij er en blandet by med et arabisk flertal og et primært kurdisk mindretal, men der bor også kristne og armenere. Det var folk med alle disse forskellige baggrunde, der kom og så gruppen optræde.
Hvordan reagerede folk på forestillingen?
“Der var meget latter og mange kommentarer bagefter. For de er dødtrætte af den splittelse. De er fanget i politiske og militære konflikter, som de ikke føler, de er en del af. Folk ændrer ikke deres fundamentale værdier på to år. Når alle disse mennesker med forskellige baggrunde sidder sammen efter forestillingen og diskuterer, så opstår den gamle følelse af national enhed, som ellers er under stærkt pres nu. Det var ret smukt at opleve.”
Den kulturelle aktivisme har i høj grad til formål at få folk til at mødes og tale sammen. I en tid hvor mange ikke har elektricitet, adgang til internet eller har en computer, så er den eneste måde at udveksle synspunkter på, at sætte sig ned sammen.
Hvad kan folk bruge teater og dukketeater til i denne situation?
“Det vigtigste er at skabe et nyt offentligt rum, som hverken er politisk eller militant. Selv før revolutionen var det offentlige rum kontrolleret af staten. Der fandtes ingen private, uafhængige mødesteder. Teater og andre kulturaktiviteter giver folk noget at samles om og et sted, hvor de kan mødes og tale om, hvad der sker i deres by. Det har stor betydning for folk.”
Sort humor holder folk i live
Jameel understreger, at det er vigtigt ikke at komme med bedrevidende budskaber og klare konklusioner på de problemstillinger, revolutionen har ført med sig. Folk har i forvejen mistet en stor del af kontrollen over deres eget liv, de skal ikke også fratages retten til selv at tage stilling og have deres egen mening.
I bruger meget sort humor i jeres forestillinger, hvorfor det?
“Satire er det hemmelige våben. Du kan kritisere og bringe kontroversielle emner op gennem komedie, som folk i langt højere grad vil acceptere, end hvis du gjorde det på en alvorlig måde”.
“Og humor er med til at styrke følelsen af ikke at være offer. Syrerne kan ikke lide hele tiden at blive skildret som ofre. Når du kan grine, så viser du dig selv og verden, at du har selvtillid og tror på, at du kan påvirke den situation, du er en del af.”
“Syrere bruger humor meget. Situationen er så slem nu, at sort humor er en af de få måder, man kan klare sig igennem denne her krise på. Ellers har man jo lyst til bare at give op…”
I holdt også workshops med lokale børn og unge, hvad lavede I med dem?
“Vi hjalp de unge med selv at udvikle historier og opføre dem for hinanden. De har brug for at tale om det, de oplever, og teater kan være en måde, at sætte ord på ting, du ellers ville gå og gemme på. Mens vi var der, forsøgte islamister at angribe en gruppe tyrkiske kurdere. Det var der en gruppe unge, som lavede en forestilling om. De ville gerne understrege deres syriske identitet frem for deres etniske.”
Hvordan er de unge ellers påvirkede af situationen?
“Som teenager er du meget entusiastisk og vil gerne ændre verden. Men du er også sårbar overfor ekstreme synspunkter. Islamisterne forsøger derfor at rekruttere de unge. Vi oplevede, ved de checkpoints vi passerede, at vagterne ikke var mere end 15-16 år gamle. De havde våben og bar masker, men vi kunne høre på deres stemmer, at de var meget unge.”
Så er det her en ny fase for Masasit Mati, er I færdige med YouTube serier?
“Vi har ikke en klar plan for fremtiden, det kommer an på hvordan situationen udvikler sig. Da vi startede, havde vi ingen planer om at optræde live, men nu er det den bedste måde for os at kommunikere med folk inde i Syrien på. Det er hele tiden det, som er det vigtigste.”
Læs mere om Masasit Mati og se alle afsnit af ‘Top Goon – Diaries of a little dictator’ på deres hjemmeside: http://www.masasitmati.org
Eller se serien på YouTube, søg på ‘Top Goon’.
Det omtalte afsnit, ‘Who wants to kill a million?’, er sæson 1, episode 2.
