Fra sengekanten i danske teenageværelser til storstilede regeringskonferencer opfordres der til sikker sex. Men i store dele af verden forbliver det ved retorikken, for der er ikke præventionsmidler nok, skriver sekretariatschef i foreningen Sex og Samfund, Bjarne B. Christensen, fredag i et indlæg i Weekendavisen.
Af Bjarne B. Christensen
VI kender det godt. Ord og formaninger. Fars mand-til-mand-snak med sønnike. Mor, der sætter sig på datterens sengekant. Pas nu på, beskyt jer. Vi skulle jo helst ikke have en kønssygdom eller uønsket graviditet, vel? I familien, i skolen, ja selv fra folketingets talerstol bliver der opfordret til sikker sex.
I Danmark er adgang til prævention nærmest en selvfølge. I princippet skal vi blot beslutte, hvilken løsning der passer os bedst og så huske at bruge den. Og vi har ret til lægehjælp og medicin – skulle uheldet alligevel være ude.
Sådan er det ikke alle steder. I udviklingslande verden over står flere hundrede millioner par uden mulighed for at beskytte sig mod kønssygdomme og uønskede graviditeter. De har ikke adgang til p-piller, spiraler, kondomer m.m. Samtidig er der mangel på hiv-tests og på medicinsk udstyr til sikre aborter og sunde fødsler.
I verdens fattigste lande er uheldet ofte ude. Hvert år smittes over 330 millioner mennesker med kønssygdomme. Hvert år smittes ca. 5 millioner med hiv. Og hvert år bliver 190 millioner kvinder gravide – halvdelen uden at ønske det.
Det skorter ellers ikke på formaningerne. Ofte lyder det fra den rige del af verden, at folk i u-landene burde få færre børn og beskytte sig noget bedre mod f.eks. hiv. For deres eget bedste selvfølgelig. Hvor svært kan det være?
Faktisk ret svært. For samtidig med, at der prædikes sikker sex, er den vestlige verdens støtte til prævention og reproduktiv sundhedsudstyr i u-landene faldet dramatisk gennem de seneste år.
Hvor Vesten tidligere dækkede ca. 40 procent af behovet for præventionsmidler i udviklingslandene, var andelen i 2002 faldet til ca. 27 pct.. Alene fra 2001 til 2002 faldt det beløb, som donorlandene giver til prævention i u-landene med næste 27 millioner dollars.
Det er store tal vi taler om. Og omfanget af problemet kan måske bedre forstås, hvis man fortæller, at 200 millioner kvinder ikke har adgang til moderne prævention, eller at der i Afrika syd for Sahara kun er 3 kondomer til rådighed pr. voksen mand om året.
Men det er ikke kun penge, det handler om. Også moral spiller en stor rolle. En række konservative og fundamentalistisk religiøse lande vil hellere opfordre til seksuel afholdenhed end give adgang til kondomer. F.eks. skal en tredjedel af alle amerikanske midler til bekæmpelse af hiv/aids i u-lande gå til afholdenhedsprogrammer.
Med til historien hører, at USA, som er verdens største donor af præventionsmidler, på grund af indenrigspolitiske hensyn har sammenkædet abortmodstand og u-landsbistand.
Det betyder konkret, at organisationer i verdens fattigste lande i dag ikke kan modtage dollars eller amerikansk-donerede kondomer, hvis de på nogen måde nævner ordet abort i deres arbejde. Det går især ud over mange familieplanlægningsorganisationer i verdens udviklingslande, som er nogle af de væsentligste distributører af prævention.
Man ved, at det kan redde liv at give folk adgang til prævention. Hvis kvinder sikres adgang til moderne og effektive præventionsmidler, kunne man undgå en femtedel af alle dødsfald relateret til graviditet og fødsel.
I dag dør der hvert minut en kvinde af komplikationer ved graviditet, abort eller fødsel. Alene aborter foretaget illegalt, under uhygiejniske forhold og/eller af uudannet personale koster hvert år ca. 68.000 kvinder livet. Og diskuterer vi sikker sex eller mangel på samme, kommer vi ikke uden om de 2 millioner mennesker, der døde af aids alene i 2004.
FNs generalsekretær, Kofi Annan, har sagt, at uden prævention og reproduktiv sundhed, kan verden ikke afskaffe fattigdom, sult, mødredødelighed eller komme hiv-epidemien til livs.
Og på FNs Befolkningskonference i Kairo i 1994 blev de 179 deltagende lande enige om, at alle i hele verden skulle sikres adgang til sundhed i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel, herunder adgang til prævention inden 2015.
Men det går den forkerte vej. Retorikken er i orden, og fra danske teenageværelser til store regeringskonferencer opfordres der til sikker sex og sundhed. Men der kan ikke skaffes opbakning til at finansiere noget så relativt enkelt, velkendt og billigt som prævention.
Det er tragisk, dybt ulykkeligt, ikke mindst når konsekvenserne indfinder sig – flere hiv-smittede, flere uønskede graviditeter, flere aborter og flere døde.
D. 26. januar mødtes nordiske politikere, embedsmænd og familieplanlægningsorganisationer i Stockholm for at diskutere, hvordan de nordiske lande kan være forgangsland i at sikre verdens fattigste adgang til prævention og reproduktiv sundhed.
Indlægget stod i Weekendevisen fredag den 28. januar og er stillet til rådighed f.or u-landsnyt.dk af Sex og Samfund, Rosenørns Alle 12, 1634 København V, [email protected]
