Af Camilla Wass
Den dialogsøgende sheikh med de danske forbindelser er så nysgerrig på dialog, at han har deltaget i en sexdemonstration på Istedgade i København.
Han er med i et farverigt persongalleri i et højspændt libanesisk drama, der har udspillet sig de seneste to uger, mens hele verdens øjne har været rettet mod Egypten.
De to andre nøglepersoner er en radikaliseret sheikh, der står på ski, bader i havet – og nu har grebet til våben med mange dødsfald til følge samt en berømt popsanger, der har forladt hovedstaden Beiruts glitter og glamour for at blive hellig kriger.
Kulissen er Saida – en pittoresk kystby 40 km syd for Beirut. Indtil for nylig har Saida været kendt som det sydlige Libanons rolige hovedstad. Men nu er idyllen blevet brudt.
Den 24. juni gik Sheikh Assir, der regerede i moskeen Bilal Bin Rabah i Abraa, en lille forstadskommune til Saida, amok ved et checkpoint i byen og provokerede den libanesiske hær til at skride ind.
Med sit angreb på hæren, som han beskyldte for at være i lommen på Hizbollah, formåede Sheikh Assir at sætte området i brand og bringe mindelser om Libanons lange borgerkrig.
Angrebet kom efter længere tids skærmydsler mellem shiiter og sunnier i området. 19 libanesiske soldater og et ukendt antal Assir-tilhængere blev dræbt i løbet af de to dage, kampene varede.
”Sheikhen har misbrugt moskeen ved Saida til at føre en radikal retorik. Han har rejst rundt i landet og er på meget kort tid blevet nationalt kendt. Han er angiveligt blevet finansieret af Qatar og har åbenlyst haft en bevidst strategi om at komme i clinch med Hizbollah,” siger Jan Top Christensen, Danmarks ambassadør i Libanon.
Puster til sunni-shia konflikt
Læs videre på
http://www.detarabiskeinitiativ.dk/dialog/sheikh-med-danske-forbindelser-overtager-omstridt-moske-i-libanon
Journalist Camilla Wass er redaktør af nyhedsbrevet for Det Arabiske Initiativ, en særlig puljer under udviklingsbistanden.
Kilde: Seneste udgave af nyhedsbrevet torsdag (11.07.13).