Internetportalen Global.dk, der før hed u-land.dk, lukker fra årsskiftet.
Det skyldes manglende statstilskud fra 2006 og kommer efter, at foreningen bag portalen over en årrække er blevet svindlet for tilsammen 940.000 kr. af en medarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke, der stod for foreningens lønudbetalinger m.v.
Global.dk har tirsdag udsendt følgende meddelelse til sine medlemmer:
Kære medlem af Global.dk!
I sidste uge blev Global.dks bestyrelse orienteret om, at (Danidas, red.) Oplysningsudvalg har besluttet ikke at støtte portalen i 2006.
Beslutningen er overraskende, ikke mindst fordi vi de seneste 2 år har været i tæt dialog med udvalget om udviklingen af udvalgets webstrategi bl.a. ved et stort møde i Eigtveds Pakhus i efteråret 2004, hvor mange af jer selv deltog, og på et internt møde med repræsentanter fra udvalget et par måneder senere.
Bestyrelsen undrer sig over, at strategien tilsyneladende bliver lagt til grund for afslaget, selv om den langt fra er færdig. Ikke desto mindre er udvalgets beslutning endelig, og Global.dks bestyrelse har derfor på et ekstraordinært bestyrelsesmøde fredag den 25. november besluttet, at Danmarks globale portal lukker den 31. december 2005.
Det skyldes primært, at der på trods af stor medlemsfremgang ikke er økonomi til at køre portalen videre uden støtte fra Danida.
Siden 1999 har Global.dk modtaget 8,5 mio. kr. i støtte fra Danida med henblik på at skabe en fælles indgang til det danske udviklingsmiljø.
Etableringen af portalen tog tid, men de seneste 2 år er det lykkedes os at fordoble medlemstallet, så vi i dag repræsenterer 72 aktører inden for udviklingsmiljøet – og i modsætning til tidligere er der ikke blot tale om Tordenskjolds soldater. Vi dækker nu både store og små NGOer, højskoler, forskningsinstitutioner og virksomheder med Missionpharma som det seneste nye medlem.
Samtidig kan vi nu fremvise et besøgstal på mere end 11.000 unikke brugere om måneden. Det betyder, at Global.dk nu for alvor er en portal som særligt danske unge har taget til sig, når de skal læse nyheder og søge job inden for udviklingsverdenen (med 6.996 visninger i oktober er jobannoncerne de mest besøgte på global.dk, red.).
Derfor giver det for os at se meget lidt mening, at Danida ønsker at trække sig ud af et projekt, der efter en hård fødsel nu viser sig at være en succes, hedder det i rundsendelsen tirsdag.
Ikke mindst er det overraskende for os, at Oplysningsudvalget nu lægger op til selv at løse opgaven fremfor at trække på de erfaringer og den kapacitet, der allerede findes på området – og som Danida altså allerede har brugt mange penge på at etablere.
De seneste 2 år har portalen været finansieret med en mio. kr. årligt fra Danida og godt 300.000 kr. i medlemskontingenter svarende til 25 procent i egenfinansiering.
I denne uge vil I modtage en indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 13. december kl. 13, hvor bestyrelsen vil søge formel opbakning til også at opløse Foreningen Global.dk. Vi håber I har mulighed for at deltage.
Hvis I har spørgsmål til Oplysningsudvalgets beslutning eller lukningen af portalen, er I naturligvis velkomne til at henvende jer til bestyrelsen eller redaktionen.
På bestyrelsens vegne.
Suzette Frovin
Formand for Global.dk
KOMMENTAR af u-landsnyt.dks redaktion
Som det vil være mange brugere af denne internetside bekendt, samarbejdede u-landsnyt.dk med det daværende u-land.dk i sidste halvår af 2004. Samarbejdet betød, at u-landsnyt.dk leverede nyheder til u-land.dk – mange nyheder.
Faktisk så mange, at det kombinerede net-samarbejde bragte flere nyheder end det danske u-landsmiljø nogensinde havde oplevet. Også takket være en dygtig journalistisk medarbejder på u-land.dk, der nærmest lå i kappestrid med denne redaktion om at komme først med det sidste.
Begge parter ønskede samarbejdet fortsat i 2005, men det strandede på uenighed om økonomien, selv om der kun var ringe afstand mellem parterne, og skønt prisen for at levere nyheder og andre serviceydelser fra u-landsnyt.dk var sat meget lavt og betydeligt under gældende markedsniveau.
U-land.dk/global.dk brugte i stedet pengene til tekniske forbedringer og omlægninger. Men teknik, billeder og fancy opsætning gør det ikke. Slet ikke.
Det, der først og fremmest interesserer brugerne, er masser af hard core news, opslag om jobs, arrangementer, relevante radio- og TV-programmer, personalia-stof osv. osv.
Netop det, der har bragt u-landsnyt.dk så langt i stigende trafik, som tilfældet er. Og uden at hente en krone i støtte fra Danida.
Det må i dag nok engang beklages, at det ikke var muligt at fortsætte samarbejdet, når det var til glæde og gavn for begge parter.
Et samarbejde, der kombinerede en fritstående nyhedstjeneste med et foreningsbaseret service-initiativ, og som tilførte u-landsmiljøet og alle danske udviklingsinteresserede perspektivrig fremadrettet synenergi i nyhedsdækningen.
Og et samarbejde, som kunne have styrket Global.dk og dermed gjort beslutningen om at indstille støtten til portalen sværere. Ja, hvem ved, måske i sidste ende have afværget den.
Efter min bedste vurdering ligger skylden for samarbejdets ophør IKKE hos u-landsnyt.dk.
Jesper Søe, redaktør af u-landsnyt.dk
Læs mere om global.dk ved at gå ind i rubrikken Arkiv i marginen ude til venstre og tast ordet global.dk ind i søgefunktionen for oven. Så kommer artiklerne frem.