Sikkerhedsrådet fordømmer børnegidseltagning i Uganda

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

“LRA skal øjeblikkelig stoppe alle angreb på børn i det nordlige Uganda. De stridende parter skal undersøge alle muligheder for en fredelig dialog. Ugandas regering skal øge beskyttelsen af civile i det nordlige Uganda.”

Sådan lød udtalelsen fra medlemmerne fra FNs Sikkerhedsråd, da de forleden for første gang nogen sinde debatterede situationen i det nordlige Uganda, hvor 10.000 børn de seneste 2 år er bortført og brugt som børnesoldater. Det er første gang, Sikkerhedsrådet har behandlet denne konflikt, og det er sket efter mange års pres fra blandt andre Internationalt Red Barnet, skriver Red Barnet Danmark i en pressemeddelelse fredag.

– Midt i den grusomme krig mellem oprørshær og regering, hvor de bortførte børn er ofrene, er udtalelsen fra FNs Sikkerhedsråd et lyspunkt. For Internationalt Red Barnet er det en stor sejr. Vi har i mange år kæmpet for international bevågenhed på konflikten. Det er et første skridt på vejen, at Sikkerhedsrådet nu fordømmer og har fokus på konflikten, siger Red Barnets programchef Niels Hjortdal.

I løbet af de seneste 18 år er flere end 20.000 børn bortført i det nordlige Uganda af oprørshæren “Lords Resistance Army”, LRA. I de sidste 2 år er krigen eskaleret, og 10.000 børn er bortført.

Børnene bliver via tvang, vold og mord tvunget til at deltage som børnesoldater eller sexslaver i en blodig konflikt mellem Ugandas regering og LRA. Det skønnes, at i alt 10.000 børn er sluppet væk fra bortførerne, mens skæbnen for 10.000 børn er ukendt.

Red Barnet har gennem flere år gjort den danske regering opmærksom på problemerne i Uganda. Red Barnet appellerer hver gang til regeringen om at bruge al international indflydelse til at medvirke til en fredelig løsning af konflikten og øget beskyttelse af børnene.

Red Barnet opfordrer den danske regering til via den muligvis kommende plads i Sikkerhedsrådet at:

Medvirke til at fremme en fredelig dialog til løsning af konflikten i Nord Uganda – dette kan evt. ske ved udnævnelsen af en Special Envoy, udpegelse af en “Group of Eminent Persons” etc.

Medvirke til at beskyttelse af børn i væbnede konflikter (i Uganda og alle andre steder) får højeste prioritet i den internationale indsats. Det gælder både for fredsbevarende operationer og humanitært arbejde.

Red Barnet har arbejdet i det nordlige Uganda siden 1995 og var på det tidspunkt den første internationale organisation i området til at hjælpe de børn, for hvem det lykkedes at undslippe LRA.

Børnenes beretninger var rystende. Både drenge og piger har ofte været tvunget til at slå egne familiemedlemmer, venner og civile ihjel. Piger har levet som oprørshærens “koner” og vender tilbage med børn på armen, og mange er hiv-smittede.

Red Barnet støtter et modtagelse- og rehabiliteringscenter i byen Gulu, hvor de børn,  der undslipper LRA, kan få behandling, beskyttelse, mad og tøj.

I 2003 havde Red Barnet forventet, at 200 børn ville slippe væk fra oprørerne og henvende sig. På grund af den intensiverede konflikt havde imidlertid i alt 1.200 børn henvendt sig og fået hjælp fra Red Barnet ved udgangen af 2003.

I øjeblikket søger flere end 10.000 børn fra omkringliggende landsbyer hver nat ind til byen Gulu for at sove i sikkerhed. Til trods for krigens grusomheder har der ikke været større international bevågenhed på konflikten.

Red Barnet værdsætter i den sammenhæng nordmanden Jan Egeland, chef for FNs Humanitære koordinationskontor OCHA for sine åbne udtalelser efter et besøg i efteråret 2003 i Uganda. På det tidspunkt sagde Egeland, at det er “moralsk forkasteligt, at verden gør så lidt for børnene i Uganda.”

Efter Sikkerhedsrådets fordømmelse i onsdags af bortførelserne sagde Jan Egeland:

– Krigen i det nordlige Uganda er nok den mest glemte – underreported – historie i verden i dag. Hvor ellers ville der blive kidnappet 10.000 børn på kun 18 måneder. Børn, der bliver terroriseret til at deltage i en krig – og blive krigsmaskiner…

 
For flere oplysninger kontakt Red Barnets programchef Niels Hjortdal: 20 22 06 44. Vibeke Vinther, Communication Director, Red Barnet – Save the Children Denmark. tlf. 20 82 55 88/ 35 24 85 43. Rosenørns Allé 12, 1634 Copenhagen V, www.redbarnet.dk