Generalsekretær Jann Sjursen i Caritas Danmark kan godt glæde sig over, at VK-kabinettets nye regeringsgrundlag opererer med stigende u-landsbistand, men han forudser i en presseudtalelse fredag, at der er lang vej igen, før bistanden atter kommer op på 1 procent af BNI (nationalrigdommen) som under SR.
– Det er naturligvis en god begyndelse. Men arbejdet er jo langt fra fuldendt. Regeringen har ikke sat nogen som helst målestok for, hvor meget og hvornår u-landsbistanden skal vokse. Det bliver et af mange spørgsmål, der skal indgå i finanslovsforhandlingerne. Det giver ikke garanti for noget som helst, og tværtimod giver det en ringe planlægningshorisont for de ny midler, der måtte blive givet til området, siger Jann Sjursen.
Han finder, at regeringen burde lægge en konkret plan for stigningen i u-landsbistanden. Et andet element, der er afgørende for Caritas i relation til bistanden er finansieringen af de forskellige indsatser.
– Der har i de senere år været en tendens til, at stadig mere bliver finansieret inden for u-landsrammen. Nye indsatser og øremærkede indsatser har reelt gjort spillerummet mindre. Regeringsgrundlaget lægger op til, at en forstærket klimaindsats i u-landene skal finansieres over bistandsrammen. En sådan indsats blev tidligere finansieret over MIFRESTA-rammen, som ikke længere findes. Derfor kan man godt frygte, at fattigdomsorienteringen i den danske udviklingsbistand går fløjten, anfører Jann Sjursen, der har siddet som partiformand for det dav. Kristeligt Folkeparti og været minister under Nyrup.
For Caritas er det således vigtigt, at diskussionen om den danske udviklingsbistand kommer til både at dreje sig om størrelse og indhold. Sjursen mener derfor også, at der bør nedsættes en udviklingskommission:
– Det er næsten 25 år siden, at dansk udviklingsbistand sidst blev kulegravet af et udvalg. 25 år er lang tid, og derfor er det mildt sagt ikke for tidligt, at en ny kommission bliver sat på opgaven at give bistanden et serviceeftersyn med et globalt perspektiv, siger han og lægger til:
– Hvis vi skal forhindre, at verden fortsat går sin skæve gang, og gabet mellem rige og fattige lande øges, så kræver det, at langt flere politikområder bliver afstemt efter, hvordan vi kan bidrage til at skabe en mere hel verden. Derfor er det globale perspektiv afgørende.
Yderligere oplysninger hos Jann Sjursen, tlf. 38 18 00 24