Af Maiken Kjær Milthers
Den fremtidige medlemsstruktur og politiske organisering i CISU – samarbejdsplatformen for Danmarks små og mindre NGOer med u-landsvirke – er til debat. Hvorfor det?
Dagens medlemsstruktur i Civilsamfund i Udvikling (CISU) blev oprindeligt, dvs tilbage i 1996, baseret på Udenrigsministeriets bevillingsformer;
Organisationer, der har rammebevilling (flerårig bevilling fra Danida, red.) eller som er optaget direkte på finansloven, kan ikke være medlem af CISU, mens alle andre ikke-kommercielle danske organisationer med interesse for og /eller aktiviteter i udviklingslande kan stå som medlem.
De store NGOer med ramme-bevilling har i mange år bestået af de samme seks, men i disse år udvides antallet til i alt 18, hvor langt de fleste er medlem af CISU og har været det i mange år.
Som vedtægterne er nu, kan disse organisationer ikke umiddelbart forblive medlem af CISU.
CISUs bestyrelse stillede på den baggrund et forslag til generalforsamlingen i 2013 om at ændre vedtægterne, så rammeorganisationer kan være medlemmer af CISU.
Forslaget blev trukket tilbage i forlængelse af en debat, der viste forskellige holdninger og samtidig afspejlede, at medlemmerne ikke anså forslaget for tilstrækkeligt velforberedt og velbegrundet.
Generalforsamlingen besluttede, at bestyrelsen skulle forberede et forslag om en fremtidig medlemsstruktur og evt. ændringer i foreningens organisation frem mod generalforsamlingen i 2014, der finder sted d. 26. april.
De berørte organisationer kunne være medlem indtil da.
Diskussion om en vedtægtsændring er en anledning til mere end blot at håndtere et konkret spørgsmål omkring nogle af medlemmernes fortsatte mulighed for at være medlem af CISU.
Bestyrelsen ser også diskussionen som en mulighed for alle i CISU til at drøfte, hvilken form for forening (politisk organisering) vi ønsker, at CISU skal være.
Bestyrelsen opfordrer derfor alle medlemmer af CISU til at overveje det og byde ind i debatten her på nettet, til medlemsmøderne i februar og marts og på selve generalforsamlingen 26. april.
Hvem skal kunne være medlem af CISU?
Læs videre på
http://forening.cisu.dk/2014/01/cisus-fremtidige-medlemsstruktur-og-politiske-organisering
Hvad er en rammeorganisation?
En rammebevilling er en flerårig aftale, som ikke er bundet op på enkeltprojekter men giver organisationer mulighed for selv at identificere og gennemføre aktiviteter.
Rammeorganisationer belægges nu med krav om op til 20 procent egenfinansiering, hvilket er en stramning i forhold til de hidtidige 10 pct.
De seks oprindelige NGOer med denne status er Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors, IBIS, CARE Danmark og Red Barnet.
Nytilkomne er indtil videre ADRA Danmark, 3F (Fagligt Fælles Forbund), Danske Handicaporganisationer, Ulandssekretariatet, Verdens Skove (tidl. Nepenthes), Caritas Danmark, Danmission, Foreningen Sex & Samfund og Vedvarende Energi (VE).
Der er også et mellemstade, hvor en organisation indgår en programaftale med Danida – og derefter kan kandidere til at blive rammeorganisation.
Mere på
http://www.oes-cs.dk/bevillingslove/doctopic?book=BEVPUBL.FFL14A&topic=6.33.01&searchtype=3
Maiken Kjær Milthers er konsulent i CISU – Civilsamfund i Udvikling. Hun arbejder bl.a. på at samle forslag til CISUs nye strategi, som foreningen skal tage stilling til på generalforsamlingen 26. april 2014.
Se også arbejdsspørgsmålene til CISUs nye strategi på
http://forening.cisu.dk/category/generalforsamling-2014
Kilde: CISUs seneste nyhedsbrev onsdag.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-01-14/store-danske-u-landsnetv-rk-sammensmeltes-og-blive