Skole til børnesoldater i Liberia

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den lutherske Kirke i Liberia har fået en humanitær bevilling på 1,9 mio. kr. til at genindsluse tidligere børnesoldater i samfundet og uddanne liberianske unge på kirkens skole, Lutheran Training Institute i byen Salayea, skriver Dansk Ethioper Mission i en pressemelding.

Bevillingen er givet af Danida efter afsøgning fra Dansk Ethioper Mission og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

Pengene skal i løbet af 2007 bruges til at istandsætte skolens bygninger og købe undervisningsmaterialer og udstyr, så man i løbet af i år kan uddanne de første 250 børnesoldater og andre unge i forskellige håndværksfag: tømrer, murer, bilmekaniker, blikkenslager og landmand.

Samtidig skal Lutheran Training Institute gøres klar til også at omfatte en junior high school (7. – 9. klasse), så skolen på sigt kommer op på i alt 500 elever, hvoraf halvdelen kan bo på skolen.

Selve undervisningen i 2007 betales af en bevilling fra Den svenske Kirke, mens støtten fra Danmark går til at genskabe de fysiske rammer for undervisningen.

Lutheran Training Institute
Lutheran Training Institute ligger i Salayea i Lofa amt (nordøstlige Liberia). Før borgerkrigen 1997-2003 var det et gymnasium med 25 bygninger og 600 elever hvoraf ca. halvdelen var kostelever på skolens kollegium. Skolens bygninger blev ødelagt i flere omgange under krigen.

I 1997 så kirken behovet for fagundervisning som et rehabiliteringstilbud til unge, der havde lidt under krigen. Denne træning blev dog afbrudt i 2000, da skolens bygninger igen blev ødelagt.

I 2005 begyndte kirken igen med forskellig fagundervisning for tidligere børnesoldater og tilbagevendte unge, og man har renoveret fire klasseværelser og en spisesal.

Nu da flygtninge vender tilbage til Lofa amt i stor stil, er der et massivt behov for uddannelse og rehabilitering af de mange børn og unge som er svært traumatiserede efter de 14 års krig i Liberia.

Undervisningen på Lutheran Training Institute omfatter derfor også emner som traumeheling, forsoning, psykosocial rådgivning og hiv/aids.

Læs mere på www.dem-dk.dk