Fredag afsluttede FN’s kvindekommission sin årlige samling. Forud var gået intense forhandlinger, hvor hvert ord blev nøje overvejet. Danmark havde gerne set en sluterklæring med stærkere sprog om kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder og generelt stærkere sprog om eliminering af alle former for diskrimination af kvinder og piger. Det lykkedes ikke.
I stedet har alle FN’s medlemslande ved konsensus vedtaget en sluterklæring, der indeholder nogle andre positive elementer, som danner en platform for verdens landes arbejde med at fremme ligestilling og pigers og kvinders rettigheder.
Eksempelvis har man for første gang i forholdt sig til seksuel chikane og seksualundervisning, ligesom der også er godt sprog om kvindelige menneskerettighedsforkæmpere.
#MeToo har haft stor betydning
Vigtigheden af kvinder og pigers ret til at bestemme over deres egen krop kan ikke understreges nok og det er en målsætning, Danmark arbejder meget målrettet på, siger Ulla Tørnæs.
World Economic Forum skønner, at der vil gå 217 år inden kvinder og mænd er ligestillede.
Ligestillingsminister Karen Ellemann (V), der også deltog i den årlige samling i FN’s kvindekommission, mener, at de lige rettigheder, kvinder og mænd har i Danmark, også skal gælde i resten af verden.
”Jeg arbejder for at fremme kvinders ret til et liv fri for diskrimination og vold, og for at fremme piger og kvinders mulighed for at udnytte deres fulde potentiale. Kampen for piger og kvinder globalt er med den seneste sluterklæring fra CSW vigtigere end nogensinde”, siger Karen Ellemann.
Myten om jomfruhinden
”Mange piger og kvinder rundt om i verden udsættes for jomfrutestning, hvor de pålægges undersøgelser for at afgøre om de er jomfruer. Men jomfruhinden er en myte og man kan ikke ved undersøgelser afgøre om en kvinde er jomfru eller ej. De her undersøgelser bruges alene til at kontrollere og undertrykke kvinder og det må stoppe. Jeg er derfor meget glad for den opbakning jeg fik da jeg bragte emnet op i New York,” siger Karen Ellemann.
Når det så er sagt, så er der stadig er lang vej igen i forhold til international enighed om kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, erkender ministeren. Det viser resultatet af CSW-forhandlingerne med al tydelighed og det er skuffende, siger hun.
FN’s Kvindekommission (Commission on the Status on Women) mødtes fra d.12.- 23. marts 2018. Kvindekommissionen samler årligt mange tusinde delegerede fra FN’s medlemslande for at fremme kvinders rettigheder og ligestilling globalt.
Under samlingen forhandles og vedtages et slutdokument med skiftende tematisk fokus.
Dette års tema var ”Challenges and opportunities in achieving gender equality and the empowerment of rural women and girls”.