Holdet bag Oscar-slugeren Slumdog Millionaire gav fredag omregnet 4,2 millioner kr. til børneorganisationen Plans arbejde i Mumbais slum.
Pengene går til et 5-årigt projekt, som skal forbedre levevilkårene for tusindvis af familier og børn i den slum, hvor filmen blev indspillet, skriver Plan Danmark i en pressemelding lørdag.
Instruktør Danny Boyle fortæller, at det er hans ønske, at de allerfattigste børn i Mumbai (Bombay) nyder gavn af den kæmpe succes, han selv har haft med sin prisbelønnede film:
– Når man har haft så megen glæde af folks gæstfrihed i Mumbai, er det kun rigtigt, at en del af filmens succes bliver geninvesteret i de områder, hvor der er allerstørst behov, og hvor det gør en forskel i menneskers liv, siger han.
Filmholdets bidrag går til Plans arbejde i slummen i den centrale del af Mumbai, og behovet for støtte er massivt:
Mange af slummens børn fortæller om alkoholiske fædre og vold i hjemmene, seksuelt misbrug, børnearbejde og flere og flere børn tyer til stofmisbrug. Over 80 procent af børnene i slummen går ikke i skole.
Med donationen fra filmholdet kan Plan forbedre de trøstesløse forhold for tusindvis af familier og børn. Plan har arbejdet i Indien i 30 år og haft succes med bl.a. gadeskoler, der bringer undervisningen direkte ind i slummen.
Nyheden om filmholdets donation følger Anil Kapoors mangeårige engagement i Plans arbejde.
Stjernen fra Slumdog Millionaire donerede i januar hele sit honorar for filmen til Plan, og filmholdet deltog i et stort velgørenhedsarrangement i Mumbai for at samle ind. Bollywood-stjernen kommer selv fra Mumbai og har i mange år været ambassadør for Plan.
Plan Danmarks direktør Gwen Wisti siger:
– Jeg kan kun opfordre alle til at støtte Plans Slumdog projekt. Der bor 7,5 millioner mennesker i slummen i Mumbai. I Indien lever 500 millioner i fattigdom. Det kan godt være, at Indien er en af verdens hurtigt voksende økonomier, men halvdelen af befolkningen bliver faktisk tabt på vejen, og det er altid børnene, som er de mest udsatte. Nu kan vi hjælpe tusindvis af børn, men der er lang vej igen.
Plan har arbejdet i Indien siden 1979, både i de fattigste landområder og i slummen i alle de store byer. Der er i dag 75.000 indiske fadderbørn tilknyttet Plan, heraf har 1.000 børn en dansk fadder.
Plan er en af verdens største udviklingsorganisationer baseret på fadderskaber. Plan arbejder med langsigtet udvikling i 49 af de fattigste lande i Afrika, Asien og Latinamerika, hedder det.
Yderligere oplysninger hos Sophie Rosendal, informationsmedarbejder i Plan Danmark, mobil 29 64 94 46, e-mail [email protected] og web: www.plandanmark.dk