Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, er sammen med 5 andre parlamentarikere fra NATO-lande på overraskelsesbesøg i Afghanistan fra mandag til lørdag. Detaljerne om besøget er hemmeligholdt af sikkerhedsmæssige årsager, skriver partiet på sit website søndag.
Delegationen skal drøfte udviklingen i Afghanistan og bl.a. mødes med NATO’s øverstkommanderende for Afghanistan, Stanley McChrystal, danske Kai Vittrup fra EUPOL, udvalgte ministre fra den afghanske regering og parlamentet.
– Jeg ser meget frem til denne tur, der ligger på et afgørende tidspunkt for Afghanistans fremtid. Udfordringerne er enorme både i forhold til sikkerhedssituationen, følgerne af præsidentvalget og i det hele taget muligheden for at stabilisere landet, siger Jeppe Kofod.
– Jeg efterlyser en realistisk og ærlig diskussion af den internationale indsats og kriterierne for succes i Afghanistan. Ved besøget får jeg også mulighed for en bedre forståelse af de udfordringer, som NATOs soldater og det internationale samfund står overfor til daglig, ikke mindst de dygtige danske soldater og andre udsendte.
Jeppe Kofod ser en træningsindsats af afghansk politi og militær som et af de vigtigste elementer for at afslutte indsatsen i Afghanistan.
– Samtidig er det også utrolig vigtigt med en styrkelse af den civile indsats. Både en stærk civil og militær indsats er afgørende for en bedre sikkerhedssituation, der vil gøre det muligt at overlade et stabilt Afghanistan uden Taliban og terrorister til Afghanerne, siger han.
Jeppe Kofod har besøgt Afghanistan 3 gange før, nemlig i september 2005 som valgobservatør ved parlamentsvalget, i maj 2006 med bl.a. møde med præsident Karzai og endelig i januar 2009 med besøg hos de danske soldater i Helmand.