”Vi skal gøre det for de afrikanske børn. Vi skal gøre det for de afrikanske familier. Men vi skal også gøre det for vores egen skyld”.
Socialdemokratiet samstemte sig dermed den tyske udviklingsminister Gerd Müllers (CSU) forslag om, i forbindelse med de nuværende EU budgetforhandlinger for de næste 7 år, at målrette den europæiske udviklingsbistand til Afrika gennem en såkaldt Marshall-plan, hvor Danmark skal være bannerfører.
Et kortsigtet perspektiv på en langsigtet problematik
At Socialdemokratiet vil intensivere støtten til nærområderne, er en vigtig prioritet. I al for lang tid har nærområderne været under alt for hårdt pres.
At man samtidig forsøger at komme med et udspil, der kan imødegå det presserende behov for ærligt at italesætte og finde løsninger til den foruroligende nedsmeltning af en europæisk migrationspolitik, hilser vi velkommen.
Ligeledes finder vi det glædeligt, at Socialdemokratiet igen vil tage ansvar og tage imod (et ukendt antal) kvoteflygtninge, og vi er enige med Socialdemokratiet i, at EU er en nøgleaktør til målet om at skabe nye langsigtede løsninger for Afrika.
Men ved granskning af forslaget står det desværre klart, at Socialdemokratiet mest af alt har øje for kortsigtede nationale interesser, fremfor at se strategisk og løsningsorienteret på de bagvedliggende årsager til de store globale flygtningestrømme.
Socialdemokratiets udspil – og alle lignende udspil fra eksempelvis England, Frankrig, Danmarks nuværende regering og Dansk Folkeparti – formår med placeringen af asylcentre i Nordafrika muligvis at løse et akut problem ved at mindske flygtninge og migranters dødelige færd over Middelhavet, selvom forslaget er blevet skudt ned som praktisk umuligt på grund af udfordringer om eksempelvis konsensus blandt europæiske lande, sikkerheden for de civile i lejrene og juridiske omstændigheder.
Den langsigtede plan udhules
I Socialdemokratiets Marshall-plan lægges der op til, at vi skal investere i Afrika gennem udviklingsprojekter indenfor blandt andet klimadagsordenen, infrastruktur og uddannelse. Samtidig fremsættes et konkret forslag om at ville investere 3,5 milliarder kroner mere i nærområderne frem mod 2025, hvilket er en fordobling af Danmarks humanitære bistand og indsats i nærområderne.
Men reelt set lægger Socialdemokratiet blot op til en omfordeling af de allerede afsatte bistandsmidler. Det vil sige, at de ekstra 3,5 milliarder kroner, som eksempelvis vil gå til at drive flygtningecentre i såkaldte nærområder, vil blive taget fra allerede eksisterende langsigtede bistandsprojekter i blandt andet flere afrikanske lande og skrøbelige stater. Med andre ord er Socialdemokratiets eget udspil med til at undergrave idéen om en langsigtet Marshall-plan for Afrika.
Den økonomiske saltvandsindsprøjtning, som USA i sin tid gav flere lande i Europa efter 2. verdenskrig for at få gang i den økonomiske udvikling – bedre kendt som Marshall-hjælpen – fungerede netop i form af dens langsigtede perspektiver, der skulle skabe handel landene imellem og opbygge moderne samfund og forbedre borgernes liv.
En Marshall-plan for Afrika kræver ligeledes en tilføjelse af økonomiske midler og ikke blot en omfordeling af allerede afsatte bistandsmidler. Derfor opfordrer vi på det kraftigste Socialdemokratiet til at lade deres udspil blive fulgt op af de nødvendige økonomiske ressourcer, som en langsigtet investering i Afrika givetvis vil kræve for at undgå overfladiske symptombehandlinger med kortsigtede løsninger.
Udover flere ressourcer kræver forandring og udvikling desuden et stærkt samarbejde og lederskab. Derfor ser vi meget positivt på Socialdemokratiets udspil om, at EU stiller sig i spidsen for et historisk løft af Afrika med Danmark i spidsen.
Hermed tilslutter Danmark sig en mere direkte sammenkobling af EU’s udlændinge- og udviklingspolitik med en styrket indsats i de lande, hvor flest flygtninge og migranter kommer fra – i tråd med EU´s politiske dagsorden for 2018. Der er behov for en gennemgående tro i EU på, at man kan afhjælpe migrationsudfordringer ved at understøtte Afrika.
Der er behov for en europæisk strategi som åbner op for bæredygtig handel med rettigheder og vækst for og med afrikanere i højsædet. Og endelig er der behov for en stærk dansk, europæisk og global privat sektor, som ser potentialet i Afrika.
Verdens udfordringer kræver samarbejde, nytænkning, investeringer og lederskab som aldrig før, og Danmarks bidrag til det vil kunne være med til at understøtte den enkelte afrikaner – fra nord til syd, kvinde som mand og rig som fattig – leaving no one behind.
