BISHKEK: Søndag (04.10.15) holdes der valg til parlamentet, hvilket ikke er nogen selvfølgelighed i denne del af verden.
Siden Sovjetunionens sammenbrud er befolkningerne i Centralasien underlagt undertrykkende og korrupte regimer af forskellig karakter med Turkmenistan og Usbekistan som eksempler på politistater på højde med Nordkorea.
Forholdene er mærkbart bedre i Tajikistan og Kasakhstan, som dog stadig regeres af præsidenter, der har fået så megen smag for magten, at de gør alt for ikke at dele ud af den eller give den fra sig.
Midt i dette hav af diktaturstater og pseudo-demokratier ligger Kirgisistan som en lille demokratisk ø.
Demokratisk humlebi
Som humlebien – der ifølge metaforen – ikke kan flyve, er det siden selvstændigheden i 1991 lykkedes Kirgisistan at udvikle og styrke sit demokrati imod alle odds.
To gange (i 2005 og 2010) har befolkningen gennemlevet revolutioner, hvor præsidenter er tvunget fra magten og flygtet ud af landet.
Umiddelbart efter revolutionen i april 2010 blev den sydlige del af landet sat i brand af en etnisk konflikt mellem usbekere og kirgisere, som efterlod flere end 400 dræbte og tusinder (primært usbekere) med udbrændte huse.
Ligesom kollegerne i nabolandene blev de to tidligere præsidenter, Askar Akayev og Kurmanbek Bakiyev, lidt for glade for magten, som de primært brugte på at gøre sig selv og deres nærmeste rige på bekostning af den fattige befolkning.
Den nuværende præsident, Almazbek Atambayev, skal på valg i oktober 2017 og hvis han formår at holde sig på god fod med befolkningen og politiske rivaler, kan han være den første præsident, som forlader embedet i ro og mag.
Det unge demokrati
Kirgisistan er et ungt demokrati og mangler fortsat at opbygge en rodfæstet demokratisk kultur i befolkningen – for slet ikke at tale om landets politikere og politiske partier.
14 partier kæmper om de 120 pladser i parlamentet (Jogorku Kenesh) og udfaldet af søndagens valg er, i modsætning til valg andre steder i Centralasien, langt fra givet på forhånd.
Det nuværende parlament udgøres af fem partier hvoraf tre – Socialdemokratiet (SDPK), Ar-Namys og Ata-Meken) – danner en regeringskoalition.
Partiet Ata-Zhurt, som indtil oktober 2011 var med i koalitionen, er fusioneret med oppositionspartiet Respublika. Det kommende parlament vil med stor sandsynlighed bestå af de samme partier samt et eller to nye.
Præsidentens parti, Socialdemokratiet (SDPK), spås til at få flest pladser og vil med stor sandsynlighed komme til at stå i spidsen for en ny koalitionsregering.
Ifølge loven har partierne kun én måned til at føre officiel valgkamp og det tog derfor heller ikke mange timer før hovedstaden Bishkek var fuld af valgplakater, da startskuddet lød den 4. september.
Det giver ikke mening at se på de politiske partier i Kirgisistan ud fra den typisk danske højre-venstre skala eller med afsæt i et ideologisk tankesæt.
Partierne er ofte løse og opportunistiske koalitioner af enkeltpersoner (som f.eks. fusionen af Ata-Zhurt og Respublika), der ser en fordel i at gå sammen for at sikre egne økonomiske interesser eller varetage særlige regionale hensyn.
Valgets temaer
De største temaer i valgkampen er korruption og arbejdsløshed.
I en nylig meningsmåling fra International Republican Institute kan man læse, at 80 procent af de 1.500 adspurgte mener, at medlemmer af parlamentet er korrupte i større eller mindre grad.
Og 76 pct. mener det samme om de politiske partier.
Som vælger i Kirgisistan står man derfor ret magtesløs, hvis man ønsker et opgør med korruptionen i det store og små.
Partierne kommer med forskellige bud på korruptionsbekæmpelse i deres valgkamp, men ingen af dem virker for alvor til at være omfattende nok til at ændre en allestedsnærværende korruptionskultur.
Ifølge den internationale organisation, Transparency International, rangerer Kirgisistan som det 136. mest korrupte land ud af 175 lande.
Mange fattige – og mange arbejder i udlandet
Kirgisistan er rigt på guld og sjældne metaller og jordarter. Desværre har man ikke lykkedes med at få en ordentlig og bæredygtig udnyttelse af disse ressourcer.
Økonomien er skrøbelig og afhængig af hjælp udefra. Tæt på 40 pct. af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen og det offentlige budget til sundhed, undervisning, infrastruktur og sociale ydelser er meget begrænset.
Derfor er det heller ikke så underligt, at meningsmålinger peger på arbejdsløshed, korruption, inflation og økonomisk udvikling (i nævnte rækkefølge) som de største problemer i dagens Kirgisistan.
Mangel på arbejde og troen på en bedre økonomisk situation driver op mod en million kirgisere – ud af en befolkning på 5,7 millioner – til at søge arbejde i udlandet.
Migranterne rejser primært til Rusland, hvorfra de sender penge hjem til deres familier.
Kirgisistans økonomi er stærkt afhængig af disse overførsler, som ifølge Verdensbanken udgør 32 pct. af nationens bruttonationalprodukt. Grundet den økonomiske krise i Rusland forventer Verdensbanken en 23 pct. nedgang i de penge, som migranterne sender hjem.
Valg i Ruslands skygge
Den kirgisiske befolkning er generelt meget glad for Rusland og Ruslands stigende indflydelse i landet. I takt med at USA's indflydelse langsomt er trængt i baggrunden, er Rusland blevet den helt centrale spiller.
Mens 96 pct. af befolkningen i meningsmålingen fra International Republican Institute ser Rusland som en partner for Kirgisistans økonomiske udvikling, anser blot 15 pct. USA for en partner. USA bliver oftest set som en trussel mod kirgisiske værdier og selvstændighed.
I sommeren 2014 lukkede USA sin militære luftbase (Manas), der har fungeret som transitcenter for ISAF styrkerne til og fra Afghanistan.
Basen var i flere år en fast indtægtskilde til en økonomisk hårdt trængt regering, men har lige så længe været en torn i øjet på Rusland. Derfor var det en stor diplomatisk sejr for russerne, da Kirgisistans præsident, Atambayev, viste den gestus ikke at forlænge lejeaftalen med USA.
Lavpunkt overfor USA
De diplomatiske relationer mellem USA og Kirgisistan nåede denne sommer et nyt lavpunkt.
Det skete da USA’s udenrigsministerium tildelte en kendt fængslet menneskeretsforkæmper i Kirgisistan (Azimjon Askarov) den årlige menneskeretspris.
Reaktionen fra den kirgisiske regering var at annullere en mellemstatslig aftale fra 1993 om amerikansk udviklingsbistand.
Ruslands økonomiske indflydelse er taget til efter Kirgisistans indtræden i den Euroasiatiske Økonomiske Union (EAEU). Denne fælles toldunion styrker de økonomiske bånd mellem Rusland og Kirgisistan, men Kirgisistans indtræden denne sommer er uheldigt nok faldet sammen med Ruslands økonomiske krise.
Derfor er der heller ikke megen optimisme at spore i den kirgisiske befolkning, der mest af alt ser den lettere adgang til det russiske arbejdsmarked som den alt overvejende fordel.
I de politiske partiers valgprogram er der ikke megen uenighed om, at Rusland er den vigtigste strategiske partner i udlandet. Desværre ser det ud til, at partierne vil lægge stort set alle æg i den kurv, der står Rusland på.
Man kan spørge sig selv, om det er en klog strategi nu da Rusland er i økonomisk krise og udfordret diplomatisk på flere fronter, som kræver både ressourcer og opmærksomhed.
Biometrisk registrering – løsning eller udfordring?
Det forrige valg til parlamentet i 2010 blev af OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa) betegnet som i overensstemmelse med internationale standarder.
Det største kritikpunkt gjaldt valglisterne, som enten var ufuldstændige eller med samme person registreret flere gange.
Årsagen til valglisternes dårlige stand skal bl.a. findes i et gammelt og dårligt fungerede registreringssystem af borgerne (tilsvarende det danske CPR-nummer).
Som svar på de problematiske valglister førte regeringen sidste sommer en kampagne for at få alle over 16 år til at registrere sig med biometriske data (fingeraftryk og foto) i en central database.
Denne database skal bl.a. danne grundlag for valglister og hindre snyd under valget. Kravet er nemlig, at man for at kunne stemme skal have registeret sig med sine biometriske data.
Tre problemer…..
Hvad der umiddelbart kunne lyde som en god løsning kommer dog ikke uden problemer.
For det første kan man spørge, om det krænker den enkeltes ret til at stemme, hvis han/hun ikke er registreret i den biometriske database og derfor nægtet adgang til stemmeboksen? Det vil nogle menneskeretorganisationer hævde.
Et andet problem er relateret til den million kirgisere, der arbejder i Rusland. For at blive registeret har de skullet rejse til nogle få udvalgte steder i Rusland, hvilket ikke er nemt, endsige økonomisk muligt for en ofte underbetalt migrantarbejder.
Ønsker de at stemme, skal de tage den samme tur igen, hvilket uden tvivl vil afholde de fleste fra at deltage i den demokratiske valghandling.
Et tredje problem er det udstyr, som skal anvendes ved selve valget. Det har vist sig, at det ikke altid fungerer optimalt, så hvad der normalt bør tage et par minutter kan pludselig tage op til 20 minutter.
“Folkelige” protester og rigmænd
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at usikkerheden omkring den nye biometriske database og mulige tekniske problemer ved valgstederne kan give ammunition til en eller flere utilfredse tabere af valget.
Kirgisistan er notorisk kendt for sine ”folkelige” protester, som ofte er styret og betalt af rigmænd. At vinde valget er én ting, men at få samlet en funktionsdygtig regeringskoalition og undgå sponserede folkelige protester er en anden.
Den virkelige udfordring for Kirgisistans unge demokrati bliver dagene og ugerne efter valget den 4. oktober.
Thomas Skov-Hansen er regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp med sæde i Kirgisistans hovedstad, Bishkek. Artiklen er skrevet som privatperson og har ikke noget med Folkekirkens Nødhjælps arbejde at gøre.