Søren Brix Christensen atter MSF-formand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den 37-årige speciallæge Søren Brix Christensen blev i den forløbne weekend genvalgt som formand for den internationale medicinske nødhjælpsorganisation Læger uden Grænsers (MSF) danske afdeling. Det skete på organisationens årlige generalforsamling i Dronningmølle i Nordsjælland.

Søren Brix Christensen – der arbejder som praktiserende læge i Nivå – blev første gang valgt som formand for Læger uden Grænser i 2001 og har været udstationeret for organisationen i Sydsudan, Mozambique og Sydafrika. Arbejdet som formand og bestyrelsesmedlem er ulønnet.

De øvrige medlemmer, der blev valgt til MSFs bestyrelse på weekendens generalforsamling, var sygeplejerske Charlotte Kragbøll, journalist Michael Loua, arkitekt Mauro Lucardi, de 2 internationale MSF-repræsentanter Nigel Jenkins (MSF-Holland) og William Bourgeois (MSF-Belgien), læge Vibeke Brix Christensen og administrator Alice Verghese. Som suppleanter blev valgt læge Alexandra Kruse, læge Birgitte Riis Andersen og sygeplejerske Helle Borg.

Blandt emnerne, der blev debatteret på generalforsamlingen, var den humanitære katastrofe i Darfur, hvortil MSF-Danmark foreløbig har sendt 3 danske frivillige nødhjælpsarbejdere og de stadigt stigende sikkerhedsproblemer, de neutrale nødhjælpsorganisationer oplever i verdens brændpunkter, bl.a. fordi militæret ofte udvisker forskellene mellem militære og humanitære operationer.

Generalforsamlingen kunne notere fortsat stigende støtte til organisationens humanitære arbejde, både hvad angår antallet af donorer og størrelsen af de økonomiske bidrag.

Ingen af bestyrelsens medlemmer har lønnede tillidshverv i MSF-Danmark.