Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og sognepræst i Seem i Vestjylland, Søren Krarup, afviste søndag aften i nyhedsprogrammet “Søndag” på DR 1 begrebet global ansvarlighed og tog afstand fra indsamlinger, som den Dansk Flygtningehjælp vil foretage søndag den 14. november for ofrene for volden og konflikten i Darfur i Vestsudan.
Indslaget tog udgangspunkt i indsamlingen om små 14 dage under overskriften “Hvor langt rækker vor barmhjertighed”.
Det skete på baggrund af tal, der viser, at Kræftens Bekæmpelse var i stand til at opnå indtægter/bidrag fra danskerne på 376 mio. kr. i 2003, mens de 3 store indsamlende organisationer i u-landsmiljøet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, tilsammen måtte nøjes med 242 mio. kr. – altså 134 millioner mindre.
Søren Krarup og filminstruktøren Ole Bornedal tog skiftevis indirekte – uden at konfrontere hinanden i studiet – stilling til hinandens synspunkter. Sådan var udsendelsen i hvert fald klippet sammen.
Her en udskrift af ordskifterne:
Søren Krarup: – Den der trang til, at vi skal være ansvarlige for alt i hele verden, det er også udtryk for en dyb usandhed. Mit ansvar gælder dér, hvor jeg er, og hvor jeg altså netop har et forhold til min næste, til mine nære sammenhænge, i hvilke jeg har mulighed for at gøre noget.
Ole Bornedal: – Man sætter jo spørgsmålstegn ved noget grundlæggende her. Hvis en mand er kørt ind i et vejtræ, skal jeg så køre forbi, eller skal jeg standse op? Hvis man taler om nærmiljøet, og at man kan være ansvarsfuld overfor nærmiljøet, hvor langt rækker det nærmiljø så? Inkluderer det svenskerne? Indkluderer det tyskerne? Eller er det for langt væk?
– Problemet er, at hvis du ser det her land (Danmark) ca. 60.000 km ude fra (rummet), så er vi altså på en lille planet, der hedder Jorden midt i universet, og vi sidder allesammen på den. Og det er den planet, det er Jorden, dét er landsbyen, det er naboen, det er os allesammen.
– 0g – undskyld – hvor svært kan det være at tage resten af verden ind? Jeg finder det overhovedet ikke svært, men måske er det et spørgsmål om begavelse.
Søren Krarup (i efterfølgende klip, ikke som direkte svar): – Det er uanstændigt, at man skal høste penge ved at fremstå som afladshandlere – afladskræmmere -, der tilbyder folk deres synders forladelse. At man altså siger: Nu kommer jeg og forærer dig en god samvittighed, hvis du bare vil betale så og så meget.
Ole Bornedal: – Det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan det der bliver solgt – overfor at give en tyver eller en halvtredser eller en skærv – det er pragmatik, ikke noget som helst andet end pragmatik.
Søren Krarup: – Det, at man afviser hele denne falske globale samvittighed, det at man afviser det, det er et fremskridt i redelighed – for så vidt et sundhedstegn.
Ole Bornedal: – Snak med de nødlidende om det for pokker. Hvad vil de sige? (Mon de vil sige). “Jamen, det kan vi godt se (jeres problem), vi er også virkelig, virkelig kede af, at vi gav jer dårlig samvittighed. Alle mine børn, de er døde her mellem hænderne på mig, og jeg synes det er frygtelig synd for jer, at I skal sidde der og have ondt af mig. Det kan jeg godt se. Undskyld.”
Indslaget slutter med, at sygeplejerske Jette Toft (se nedenfor) fortæller, at hun har lavet en beregning, der viser, at danskerne rundt regnet har givet en tier hver til ofrene i Darfur. – Og det vil jeg jo nok mene, vi kan gøre en smule bedre, siger hun.
Læs også “Tager Danmark rundt for Darfur”, 26.10.04, under rubrikken Dansk bistand i menuen ude til venstre.
