”Lige efter fødslen er negerbørn helt lyse, selv om deres forældre er sorte som ibenholt.” Citatet stammer fra filmen ’Congo-hospitalet’ fra 1966 om Danmarks største u-landsprojekt i 1960’erne, og citatet slår ligesom tonen an!
Det var Dansk Røde Kors, der stod for projektet, og i 1966 fik organisationen et af dansk films store navne, Svend Aage Lorentz, til at lave en 12 minutter lang film om det.
Han lod hospitalets karismatiske direktør, Jakob Raft, indtale filmens speak, der slutter af med konstateringen: ”Den danske hjælp til opbygningen af Congos hospitalsvæsen er en lille, men betydningsfuld brik i en ny stats udvikling til selvstændig nation.”
Siger mere end mange ord
Congos udvikling til en selvstændig nation skulle blive noget mere snørklet og langvarig, end den meget engagerede Jakob Raft dengang forudså.
Nok antyder indledningscitatet et noget overbærende syn på ’negrene’, men Jakob Raft troede fuldt og fast på, at congolesiske læger, sygehjælpere, laboranter osv. ved hjælp af den uddannelse, deres danske kolleger leverede, selv ville blive i stand til at opbygge et velfungerende hospitalsvæsen.
Filmen om Congo-hospitalet er tidligere blevet præsenteret på U-landsnyt.dk som led i projektet U-landsgammelt.dk, en serie med film fra dansk udviklingsbistands barndom.
De gamle film siger mere end mange ord. Først og fremmest at alting gik langsommere i de gode, gamle dage. Fortælletempoet er adstadigt.
Og så er de til tider ufrivilligt komiske. Det gælder ikke bare sproget med lystig brug af ord, som for længst er tabuiseret næsten ud i glemsel: ’Negre’, ’sorte som ibenholt’, ’primitive’, ’ukyndige’ osv.
Det gælder også hele opstillingen, hvor djærve danske u-landsfrivillige og journalister i (alt for) korte bukser med den største selvfølgelighed snakker dansk hen over hovedet på de sorte, som de snakker mere om end med.
Retorisk fernis
De gamle film illustrerer meget tydeligt den klare rollefordeling fra dengang, hvor en ’donor’ gav ’bistanden’ (eller ’u-landshjælp’) til en ’modtager’.
Siden hen er bistand i den kanoniserede sprogbrug blevet til ’udviklingssamarbejde’, donor til ’udviklingspartner’ og modtagerland til ’partnerland’.
Det sender vigtige signaler om øget ligeværdighed, men det har vist sig at være en lang og vanskelig proces helt at få aflivet de gamle og ’ukorrekte’ termer.
Både fordi mange af dem var mere konkrete og forståelige end de nye, og fordi vi inderst inde godt ved, at den ligeværdighed, den nye jargon skal signalere, ofte er en retorisk fernis over styrkeforhold, der ikke nødvendigvis er ændret dramatisk.
For ligesom man i filmene om tidlig dansk udviklingsbistand kan finde masser af danskere, der lyser af engagement og mellemfolkelig forståelse trods et antikveret sprogbrug, der ikke lever op til vore dages kodeks, så kan man i dag opleve politikere og udviklingsmennesker, der bag de ’rigtige’ ord og udtryk taler ned til de fattige.
U-landsgammelt
U-landsgammelt kørte som en blog på U-landsnyt.dk i efteråret 2013, hvor en række film om tidlig dansk udviklingsbistand blev præsenteret.
For projektet stod freelance-journalisterne Jesper Heldgaard og Bo Illum Jørgensen, der – i tæt samarbejde med Det Danske Filminstitut /Filmarkivet og med støtte fra Udenrigsministeriet – arbejdede på at opspore og registrere gamle film om dansk bistand – private optagelser såvel som egentlige film – for at få dem registreret og digitaliseret og dermed bevaret for eftertiden.
