Om samarbejdet
Samarbejdet består af de fire partnere: SOS Børnebyerne, Solar Group, Ingeniører uden Grænser og Siemens A/S
Projektet går ud på at gennemføre en bæredygtig og energieffektiv renovering af SOS-børnebyen i Stonetown på Zanzibar med installering af blandt andet solceller
Ingeniører uden Grænser har inspiceret børnebyen og bidrager med anbefalinger til renoveringen. Solar Group og Siemens A/S finansierer renoveringen og bringer desuden kernekompetencer inden for bæredygtig energirenovering til projektet
SOS Børnebyerne, Siemens A/S, Solar Group og Ingeniører uden Grænser var onsdag en tur på scenen til den årlige prisuddeling ”CSR Awards,” hvor de fire partnere modtog ”CSR Partnership Prize 2015” for et fælles projekt om grøn omstilling på Zanzibar.
Det skriver SOS Børnebyerne i en pressemeddelelse.
Prisen gives til et partnerskab mellem en privat virksomhed og en NGO, forening eller lignende, der yder en særlig social- eller samfundsansvarlig indsats. Og da prisen blev uddelt, faldt valget altså på de fire partnere, der sammen har taget fat på en større energirenoveringsopgave til fordel for udsatte og forældreløse børn på Zanzibar.
”Vi er helt vildt stolte af prisen. Den er en anerkendelse af, at vi i fællesskab har styrket indsatsen for udsatte og forældreløse børn på en måde, som ingen af os kunne have gjort alene,” siger chef for partnerskaber i SOS Børnebyerne, Rune Sandholt.
“Samarbejdet med Siemens, Solar og Ingeniører uden Grænser er et godt eksempel på, at man ved at forene kræfter på tværs af brancher kan skabe stor værdi for alle parter – ikke mindst for udsatte og forældreløse børn,” siger Rune Sandholt.
Bæredygtig energi til børn på Zanzibar
Projektet, som Siemens A/S, Solar Group, SOS Børnebyerne og Ingeniører uden Grænser, nu altså hædres for, har til formål at energirenovere en børneby på Zanzibar. Børnebyen er hjem for 92 udsatte og forældreløse børn.
Renoveringen, som bliver finansieret af Siemens og Solar, har fokus på bæredygtige og energiforbedrende løsninger. Det er især de nytænkende tiltag som for eksempel test af nye teknologier og installering af solceller, der ligger til grund for juryens vurdering.
”Juryen har lagt særlig vægt på, at parterne har formået at skabe et nytænkende samarbejde med en model, som kan videreudvikles. Partnerskabet har bidraget til en bæredygtig udvikling på Zanzibar gennem forbedrede levevilkår og uddannelse til lokale og har ligeledes skabt stor værdi for parterne ved at bidrage til udvikling af viden, employer branding og test af nye produkter og markeder,” lyder det fra juryen, der består af repræsentanter fra både det private erhvervsliv, universiteterne og den humanitære sektor.
De øvrige nominerede til årets partnerskabspris var Røde Kors i samarbejde med TV 2 og COOP Danmark og Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med Bilka.
SOS Børnebyerne var også i 2014 nomineret til den prestigefyldte pris, men måtte dengang gå tomhændede hjem.