Det er ikke hver dag en forhenværende minister stemmer imod sit parti, og da slet ikke hos Socialdemokraterne.
Men det gjorde dagens fødselar i januar, da hun sammen med to partifæller stemte imod Venstre-regeringens lovforslag L87 om omfattende stramninger i asylreglerne.
Det var der mange grunde til. En af de mindre synlige i medierne er Mette Gjerskovs tristesse over u-landsbistandens skæbne efter regeringens drakoniske besparelser. Og da ikke mindst det store oppositionspartis træden vande i sagen.
Der kom lidt frem i Berlingske: “Jeg er uenig med partilinjen, når vi ikke finder nogen modkrav om udviklingsbistanden, når vi laver noget, der er så skarpt som det her”, sagde Gjerskov.
“Jeg har behov for at vide, at vi hjælper de her mennesker et andet sted, når vi strammer så hårdt i Danmark”, lød det.
Siden er hun nok banket mere på plads af partiledelsen – som her i juni
Skuffet og irriteret
Irritationen, ja magtesløsheden hos u-landsengagerede socialdemokrater over milliardnedskæringerne i bistandsmidlerne – og partiets passive rolle – er ellers næppe større i noget S-hjerte end hos Mette Gjerskov.
Skuffelsen kommer oven i et personligt dårligt valg for Gjerskov i juni i fjor, hvor hun akkurat lige slæbte sig ind i Tinget med det fjerde laveste personlige stemmetal blandt alle 47 indvalgte socialdemokrater.
Selv om hun var været folketingsmedlem i ti år og stod overfor en “new comer”. Kun listestemmerne reddede hende
En kvinde for u-landsoplysning
Men lad os se lidt nærmere på hendes u-landsengagement. For det er ikke af ny dato. Især oplysningsindsatsen om u-landene og bistandsvirket har hendes interesse.
Allerede i foråret 2006 var hun medstiller til et forslag om at mangedoble u-landsoplysningen.
Det hed dengang i marts for snart ti år siden, at “Folketinget opfordrer (VK-)regeringen til:
- at oprette en oplysningspulje med årlige midler på 45 mio. kr. Formålet er fremover at sikre bred folkelig forståelse i Danmark for udviklingsarbejdet og globaliseringens konsekvenser for verdens fattige.
- Puljen skal kunne søges af enkeltpersoner, grupper og organisationer, der ønsker at oplyse om forholdene i udviklingslandene eller om globaliseringens konsekvenser for udviklingslandene”.
Det vandt ikke politisk gehør hos en borgerlig regering, der lå i ske med Dansk Folkeparti. Tværtimod. Udviklingsminister Ulla Tørnæs fra Venstre havde helt andre planer.
I december 2006 barslede hun med et projekt, hvor kendte personer – uden andre u-landsforudsætninger end at de var kendte – skulle fordele en pulje af bistandsmidler på 12 mio. kr. – med Danida som overdommer i sidste ende.
Dilemma-projektet
Så gik Mette Gjerskov i aktion og indkaldte UllaTørnæs i åbent samråd med følgende spørgsmål:
Ministeren bedes redegøre for projektet med at bruge kendte til at udvælge bistandsprojekter ”Empower the poor, engage the Danes”, herunder:
- om det er korrekt, at der bruges 20 mio. kr. på projektet, – hvor pengene kommer fra,
- hvilke kompetencer konsulentfirmaet Carl Bro har som forudsætning for at påtage sig opgaven (firmaet fik otte mio. kr. for det),
- hvilke konkrete opgaver, de kendte personer har i forbindelse med udvælgelsen af projekter, samt
- hvilke kendte danskere, der er tale om og hvilke kriterier de er udvalgt efter.
Ulla Tørnæs forklarede, at det eneste man så på, når man udvalgte de kendte var, at de var kendt for noget andet end udvikling.
“Dermed sikrer udviklingsministeren, at dem, der indstiller vinderprojektet, ingen ekspertise har”, tordnede Gjerskov, som kaldte det "en helt uhørt praksis for brugen af skattepenge og uværdigt, for de mennesker, det drejer sig om".
“Det svarer til at lade kendisser og internetafstemninger afgøre, hvilke sygehuse, der skal have strålekanoner. Princippet er det samme. Enten har de kendte reel indflydelse, og så holder man de fattige for nar, eller også har de kendte ingen indflydelse, og så holder man offentligheden for nar”.
Mette Gjerskov anførte, at VK-regeringen havde taget penge fra de folkelige organisationers oplysningsvirksomhed.
”Nu mener ministeren åbenbart, at den folkelige forankring klares meget bedre af ministeren selv, et konsulentfirma og kendte danskere”, lød det.
Tonen er betegnende for Gjerskovs og flere andre socaldemokraters opfattelse af Tørnæs, der grænsede til foragt. Men Tørnæs-projektet var nok også noget af det slemmeste en ansvarlig minister for området er kommet med til dato.
Det er så vidt vides aldrig undersøgt nærmere, hvad Dilemma-projektet endte ud med. Websitet www.dilemma.dk endte en overgang som et dating-site og i dag er det helt udgået.
Agronomen og ministerposten
Vi kommer nu til et break i u-landstilknytningen, idet Mette Gjerskov som uddannet agronom fra Landbohøjskolen ikke var sen til at sige ja, da den nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), ringede efter valget i september 2011 og tilbød hende posten som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Gjerskov var ellers en af de politikere, der blev tippet som mulig ny udviklingsminister, såfremt Socialdemokraterne havde overtaget taburetten efter valget det år – i øvrigt en selvstændig ministerpost, der blev skabt af en tidl. socialdemokratisk statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, i 1993.
Men statsministerpartiet lod posten gå til en radikal – Christian Friis Bach – for at få kabalen til at gå op og tog i stedet Europaministerposten.
Gjerskov var inde i billedet, fordi hun har udvist international interesse og engagement i mange år, først og fremmest i Dansk Røde Kors.
Hun var initiativtager til at oprette en lokalafdeling i hjembyen Gundsø nord for Roskilde for snart 20 år siden og var formand for Dansk Røde Kors, Gundsø lokalafdeling 1994-2005 og næstformand for organisationen i det dav. Roskilde amt.
Hun var også vicepræsident i Dansk Røde Kors 1999-2004.
Roste frivillige i Røde Kors
Som hun skriver på sin hjemmeside:
"Jeg blev hurtigt bidt af arbejdet i Røde Kors og organisationens værdigrundlag om at hjælpe. Som vicepræsident arbejdede jeg med de 15.000 frivillige i hele landet, som gør et beundringsværdigt socialt arbejde".
"Som vicepræsident deltog jeg også i Røde Kors' internationale drøftelser, bl.a. verdensgeneralforsamlinger, hvor folk fra Røde Kors fra 180 lande verden mødes med repræsentanter for verdens regeringer. Her blev truffet vigtige beslutning om det humanitære arbejde med aids og katastrofeforebyggelse".
Og så var hun medlem af Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde 2001-2004 og senere leder af Center for frivilligt socialt arbejde (2004-2005), hvorfra hun har orlov; hvilket kunne antyde, at hun har en del til overs for de frivillige ildsjæle, som føler sig trængt i disse år i u-landsmiljøet.
Men nu blev hun altså fødevareminister – så længe det varede. Ministerforbruget i SRSF-regeringen var omfattende og Gjerskov ikke populær hos et landbrug, der ikke kunne affinde sig med den miljøvenlige randzonelov, som forbød dyrkning tættere end ti meter på størstedelen af de danske vandløb.
Partiledelsen gav hende flere plastre på såret. Mette Gjerskov blev efter tiden som fødevareminister (oktober 2011 – august 2013) tildelt en stribe u-landsrelaterede poster.
Hun blev formand for Udenrigspolitisk Nævn, u-landsordfører for sit parti, næstformand for Folketingets udenrigsudvalg og i foråret 2014 i øvrigt formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder.
"Vi lever i en verden, hvor kvinder diskrimineres, handles og voldtages, hvor seksuelle minoriteter lægges for had og kriminaliseres, og hvor mennesker stadig dør af aids på trods af gode behandlingsmuligheder. Derfor er det helt afgørende, at vi står sammen på tværs af partierne for at have en klar stemme", som den nye netværks-formand sagde.
Senere samlede hun andre af sin partifælle Jeppe Kofods hverv op (han kom i Europa-parlamentet) og indtrådte i august 2014 i bestyrelsen for Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD), der bl.a. kanaliserer midler til danske politiske partiers arbejde for at støtte søsterpartier i Den 3. Verden.
Mandatperioden løber fra 1. august 2014 og fire år frem.
Stiller op
Mette Gjerskov har stillet op stort set hver gang, der blev kaldt på hende i en u-landssammenhæng.
Således var hun en aktv kraft bag en høring i Folketingets udenrigsudvalg i maj 2014 om “Hvordan vi skaber mere folkelig forankring og større opbakning til dansk udviklingsbistand”.
”I morges stod hundredvis af skoleelever hernede på slotspladsen med sange og balloner. Det gjorde de, for at gøre opmærksom på alle de børn i verden, der ikke kommer i skole. Begejstringen i deres øjne, det engagement man kunne mærke dernede – det er det, vi gerne vil have mere af.”
Sådan indledte hun, da udvalget havde inviteret godt 50 repræsentanter for de danske NGO’er til høringen.
Udgangspunktet var en bekymring over, at den folkelige opbakning til udviklingsbistanden – målt i den årlige holdnings-undersøgelse fra Danida – viger en anelse år for år, og at andelen af danskere, der ved “ret meget” om emnet, ligeledes falder.
En nærliggende konklusion er, at de to ting hører sammen, og at løsningen på at skabe mere opbakning skal findes i bedre kommunikation.
Sendte regulær efterlysning ud
På folkemødet på Bornholm i juni 2014 gik hun et skridt videre og sendte en regulær efterlysning ud.
Som det hed: "Den folkelige forankring af u-landsbistanden er meldt savnet, formentlig er der tale om en forbrydelse, men der kan også ligge en familietragedie bag".
"Den indledende efterforskning er i gang, og lørdag foretages afhøringer af højtstående personer fra miljøet med kendskab til den savnede. Offentligheden opfordres til at møde frem for at overvære afhøringen, og om muligt bidrage til efterforskningen med observationer eller vidneudsagn".
“Volontør i Verden”
Og det blev ikke ved ordene. Sammen med dav. handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) strikkede hun en stor oplysningspakke sammen med øgede bevillinger og et helt nyt frivillligprogram, “Volontør i Verden”, som skulle være sat i gang i efteråret 2015.
Imellem kom imidlertid valget i juni i fjor, og det ændrede alt. En tsunami af milliardbesparelser – allerede fra 2015 – rev det hele med i faldet, også “Volontør i Verden”. Senere er de fem nye internationale undervisere i Folkeskolen, som Mogens Jensen var så glad for, også røget med i købet.
Ikke så mærkeligt, hvis Mette Gjerskov føler sig en anelse bitter over, at hendes parti ikke kæmpede mere aktivt for at redde, hvad reddes kunne.
Valget betød også en svækket politiker, der nok kunne fortsætte som sit partis u-landsordfører og sidde i det prestigefyldte udenrigsudvalg, men heller ikke mere – og hendes formandspost for Udenrigsnævnet gik til en borgerlig.
Om Mette Gjerskov:
Født 28. juli 1966 i Jyllinge og har boet det meste af sit liv i Gundsø nord for Roskilde. Valgt ind i Folketinget i februar 2005 og var 2011-13 minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Bor med tre generationer af familien på Dyssegården i Gundsømagle.
Student fra Amtsgymnasiet i Roskilde og i 1993 agronom fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København.
Efter endt uddannelse blev hun i 1995 ansat i Fødevareministeriet. Arbejdede fra 2001 i Forbrugerstyrelsen og fra 2004 som leder af Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
Udpeget til medlem af forberedelskomiteen for den store Women Deliver-konference, der finder sted i maj i år i Bella Center i København.
Komiteen er sammensat af 20 personer fra bl.a. forenings- og kulturlivet, fagbevægelsen og u-landsNGOerne og skal forsøge at skabe et folkeligt engagement bag kampen for kvinders og pigers rettigheder og sundhed.
Derudover har Gjerskov deltaget flittigt i u-landsdebatten, ikke mindst på U-landsnyt.dk /Globalnyt.
