EU’s udenrigsministre nåede i weekenden til enighed om at skærpe menneskerettighedernes placering i Den Europæiske Unions udenrigspolitik.
Enigheden blev opnået på et uformelt ministermøde fredag og lørdag i Bella Centret, hvor ministrene drøftede, hvordan EU’s udenrigspolitik kan styrkes i en tid med økonomisk krise.
Ministrene var enige om at styrke menneskerettigheder som den røde tråd i EU’s udenrigspolitik.
Der blev opnået bred politisk tilslutning til et dansk forslag om at styrke EU’s profil ved at udpege en særlig repræsentant for menneskerettigheder og udarbejde en handlingsplan med konkrete tiltag inden udløbet af det danske formandskab 1. juli 2012.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF):
”Menneskerettigheder skal stå skarpt i EU’s udenrigspolitik. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi som formandsland har bidraget til en række konkrete tiltag for at styrke EU’s udenrigspolitik og særligt skærpe vores profil på menneskeretsområdet”.
“Det er konkret aftryk på et område, der lægger regeringen meget nært. Det er uhyre vigtigt, at vi også i tider med øget pres fastholder vores kerneværdier. Her står respekten for demokrati og de universelle menneskerettigheder centralt”.
“Udnævnelsen af en særlig repræsentant vil være et meget synligt skridt. Repræsentanten skal særligt bidrage til at skabe nye alliancer og føre dialog om menneskerettigheder med andre lande.”
Udenrigsministrene drøftede også aktuelle krisesituationer, herunder Syrien. Der var enighed om at forsætte den gradvise skærpelse af sanktioner mod Assad-regimet i Damaskus.
Ministrene var tillige enige om i endnu højere grad at fokusere på de helt centrale prioriteter for EU’s udenrigspolitik, særligt målrettet støtte til den politiske udvikling i EU’s nabolande og udbygning af forholdet til nye vækstlande.
Yderligere oplysninger hos:
Jean Ellermann-Kingombe, tlf. 25 26 76 06