Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er tirsdag blevet opereret for en blodprop i hjertet på Rigshospitalet i København.
Operationen er vellykket. Ministeren har det godt, og det forventes, at han genoptager arbejdet i løbet af kort tid, skriver udenrigsministeriet i en
pressemeddelelse.
61-årige Villy Søvndal fik et ildebefindende og blev efterfølgende opereret i hjertet med en såkaldt ballonudvidelse.
“Det siger sig selv, at jeg og hele regeringen er meget lettede over og meget meget glade for, at Villy Søvndal har det godt, og at vi selvfølgelig ønsker ham rigtig god bedring”, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Den læreruddannede Søvndal blev udenrigsminister efter regeringsskiftet i oktober 2011. Han var formand for SF fra 2005 til 2012.