Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har besluttet, at Danmark fremover vil betegne Den Nationale Koalition for den Syriske Revolution og Oppositionsstyrker som den legitime repræsentant for den syriske befolkning.
Dermed lægger udenrigsministeren op til øgede politiske kontakter til Koalitionen og en styrket rolle for Koalitionen i udarbejdelse af planerne for en kommende magtovergang i det hærgede mellemøstlige land, skriver udenrigsministeret i en pressemeddelelse søndag.
Villy Søvndal begrunder:
”Vi har længe i det internationale samfund opfordret oppositionen til at samle sig. Det ønske blev imødekommet, da man på mødet i Doha i november etablerede Den Nationale Koalition for den Syriske Revolution og Oppositionsstyrker”.
“Koalitionen har gjort betydelige fremskridt siden sin etablering i Doha for kun en måned siden og Danmark vælger derfor op til Syrien vennegruppemødet i Marrakesh klart at tilkendegive, at vi anser den som den legitime repræsentant for det syriske folk”.
“Det er vigtigt for dens fremtidige arbejde, at det internationale samfund klart bakker op om Koalitionens bestræbelser og jeg håber, at man på mødet i Marrakesh vil kunne sende et klart signal til Koalitionen om vores opbakning”.
Han fortsætter:
“Samtidig med, at vi sender dette politiske rygstød til Koalitionen er det helt centralt, at den fortsætter med at styrke sin organisation og række helt ud til den syriske civilbefolkning – og til alle etniske grupper i Syrien. Det er selvsagt også centralt, at Koalitionen tager klar afstand fra de ekstremistiske elementer, som desværre opererer i Syrien”.
“Endelig håber jeg, at Koalitionen hurtigst muligt vil tage kontakt til FN’s særlige repræsentant Brahimi med henblik på at engagere sig i en politisk løsning på den ulykkelige krise i landet.”
Yderligere oplysninger hos:
Jean-Charles Ellermann-Kingombe,
Udnerigsm. E-mail: [email protected] og tlf. 25 26 76 06