Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) mødtes torsdag med Tunesiens udenrigsminister, Rafik Abdessalam. Mødet er et signal om, at Danmark betragtes som privilegeret partner i den reformproces, der er begyndt i Tunesien, siger Søvndal.
Tunesiens udenrigsminister, Rafik Abdessalam er på arbejdsbesøg i Danmark.
I en pressemeddelelse fra udenrigsminister siger Villy Søvndal om mødet:
’’Danmark har en høj anseelse i Tunesien, fordi vi tidligt støttede omvæltningerne i landet, der førte til diktator Ben Alis fald. Jeg var glad for at kunne byde udenrigsminister Abdessalam velkommen i København.
Det er et signal om, at vi ses som privilegeret partner i den reformproces, der nu er begyndt. Tunesiens overgang til demokrati er endnu ikke tilendebragt, og jeg understregede den danske opbakning i denne vigtige overgangsfase.
Vi drøftede, hvordan vi fra EU’s side bedst kan understøtte og tilrettelægge den videre indsats for en demokratisk udvikling i Tunesien og de lande, der er berørt af det arabiske forår. Tunesiens vurdering af den regionale udvikling er interessant i lyset af det netop afholdte parlamentsvalg i Algeriet og det forestående nationalforsamlingsvalg i Libyen. Tunesien spiller en aktiv og konstruktiv rolle i at fremme det regionale samarbejde.’’
Da den unge tuneser Mohamed Bouazizi i december 2010 satte ild til sig selv, startede han den civilopstand, som førte til præsident Ben Alis flugt i januar 2011, og som blev indledningen på Det Arabiske Forår.
Ved valget til en grundlovsgivende forsamling i oktober 2011 vandt det moderate islamistiske parti, Ennahda, som udenrigsminister Rafik Abdessalam kommer fra.
Der skal snart vedtages en ny grundlov, der skal ligge til grund for det første parlamentsvalg, som planlægges afholdt i foråret 2013.
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr om mødet:
’’Jeg glæder mig over, at den danske samhandel med Tunesien er steget, men der er et stort potentiale for mere. Gennem den Arabiske Investeringsfond er der skabt en ramme for, at der kan laves partnerskaber mellem danske og tunesiske virksomheder.
Fondens formål er at fremme vækst og beskæftigelse i de lande i regionen, som oplever en demokratiseringsproces. Der bor mange mennesker i Danmark med en anden oprindelse end dansk – også tunesere. Med deres kontakter i Tunesien og kendskab til sprog og kultur er de en ressource, som kan være til gavn for dansk erhvervsliv.”
Tunesien var Danmarks 75. største eksportmarked i 2011, hvor landet aftog for 405 mio. kr. Vareeksporten til Tunesien steg med hele 136 pct. ift. 2010 blandt andet forårsaget af en markant stigning i eksporten af korn og kornvarer, som tegner sig for over en fjerdedel af eksporten, samt en stigning i salg af specialmaskiner til forskellige industrier.
Yderligere information hos Frej Jackson, presserådgiver, tlf.: 29724477