Socialdemokraternes, Det radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis u-landsordførere efterlader i en fælles kronik i dagbladet Politiken lørdag ingen tvivl om deres mål: Danmarks u-landshjælp skal genrejses til sin gamle højde som under det forrige SR-kabinet – nemlig 1 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).
Ordførerne Jeppe Kofod, Elisabeth Geday og Steen Gade skriver bl.a.:
“U-landsbistanden er som konsekvens (af de seneste års besparelser, red.) nu 3,5 milliarder lavere hvert år.. Det betyder færre programsamarbejdslande, forringet dansk kapacitet i FN og reduceret humanitær bistand i katastrofesituationer.
3,5 milliarder i bistandsmidler kan give millioner af fattige en chance for et bedre liv – det kan muliggøre, at familiens piger kommer i skole og lærer at læse, det kan være med til at give hiv-ramte forældre medicin, så de kan forsørge deres børn, og det kan skaffe elektricitet og rent vand til landsbyen.
Men foruden at udgøre 1 procent af BNI skal den danske bistand målrettes fattigdomsbekæmpelse og 2015 Målene. Det er desværre ikke tilfældet for en stor del af det, regeringen på sin finanslov kalder u-landsbistand. I 2006 udgjorde ikke-fattigdomsbekæmpende tiltag finansieret via u-landsbistanden anslået ca. 3 milliarder kr. ud af cirka 13 milliarder.
Pengene går i stedet til at modtage flygtninge i Danmark og til nogle af forsvarets og politiets internationale operationer. Eller til gældseftergivelser, hvor Danmark de sidste par år har eftergivet Nigerias gæld til Danmark.
Vi argumenterer ikke imod, at Danmark skal give gældseftergivelser, og der skal selvfølgelig afsættes midler til at modtage flygtninge i Danmark osv. Men det skal ikke tages af u-landsbistanden. Vi skal have 1 ren procent i u-landsbistand, hvor der reelt er tale om initiativer, der er til fordel for de fattige i udviklingslandene”, anfører de 3 politikere bl.a.
Kronikken stod i Politiken lørdag den 3. november 2007.
Man kan læse hele kronikken på www.politiken.dk/debat/kroniker