”Ligestilling, lige rettigheder, lige muligheder og styrkelse af kvinder er nødvendig i den globale kamp for demokrati, fattigdomsbekæmpelse, anstændigt arbejde og bæredygtig udvikling,” siger Ulandssekretariatets formand og næstformand, Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey.
Kvindesag er arbejdersag
Ligestilling har i mange år været et vigtigt område for fagbevægelsen både herhjemme og internationalt. Det gælder også i Ulandssekretariatets arbejde. Størstedelen af Ulandssekretariatets partnere i udviklingslandene har nu ligestillingspolitikker samt indført ligestillingsudvalg og kvindelige ledere på lokalt, regionalt og internationalt plan.
På verdensplan udgør kvinder en stor del af medlemmerne af fagbevægelserne i forskellige lande, men der er stadig alt for få kvinder, som er tillidsfolk, og der er for få kvinder i de organer, som træffer beslutningerne.
Ulandssekretariatet har en ligestillingsstrategi, som understøtter kvinders repræsentation og aktive deltagelse i fagforeningsarbejdet – og udgiver i dag, den 8. marts, en manual, som er et helt praktisk redskab for fagbevægelsen i udviklingslandene til at opnå større ligestilling.
Materialet anviser metoder til at skrive ligestillingsstrategier og indeholder en række forslag til træningsseminarer og aktiviteter, som kan styrke kvinders rolle og indflydelse i fagbevægelsen.
Lang vej endnu
I de sidste 50 år er antallet af kvinder på arbejdsmarkedet steget enormt. Der er nu næsten lige så mange arbejdende kvinder som mænd (1.2 milliarder ud af den globale arbejdsstyrke på 2.9 milliarder mennesker).
Læs også: Langt til lighed mellem kønnene på det globale arbejdsmarked (08.03.2016)
Men der er stadig lang vej, før man kan tale om lige vilkår for kvinder og mænd på arbejdsmarkedet i udviklingslandene. Dertil kommer en række andre forskellige sociale, kulturelle, økonomiske, politiske og religiøse barrierer mod ligestilling i mange lande.
Det er stadig svært for kvinder at få et lønnet arbejde, og kvinder ender ofte med at arbejde på korttidskontrakter, i sæsonarbejde eller som daglejere. Det sker tit gennem underleverandører i særlige eksportzoner eller i hjemmet – under usikre forhold og meget lave lønninger.
Tusinder af kvinder arbejder desuden på arbejdspladser, hvor det er forbudt at organisere sig, og dermed bliver kvindernes stemme for rettigheder på arbejdsmarkedet endnu svagere.
I den offentlige sektor i mange lande har kvinder ofte de jobs, der har lavest status og lavest løn. Og dertil kommer, at flertallet af kvinder i udviklingslandene må finde en eller anden form for beskæftigelse i den uformelle økonomi. Ligesom kvinder er de primære omsorgspersoner i familien og skal finde tid til husholdning, madlavning og børnepasning.
”Det er i sandhed fagbevægelsen over alt i verden, som må tackle udfordringen og sikre, at ligestilling kommer højt på dagsordenen i vores organisationer,” siger Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey og fortsætter:
”Som fagbevægelse spiller vi en kæmpe rolle verden over i at sikre ligestilling – og at de nye FN-verdensmål, som fokuserer på ligestilling og anstændigt arbejde bliver nået.”
Læs Ulandssekretariatets manual for ligestilling i udviklingslandene her. (PDF, 44 sider)
