Danske skoleelever hjælper i denne uge Lars Løkke Rasmussen (V) med at skrive en tale, som skal overbevise verdens politiske ledere om, at de trods finanskrise skal holde deres løfte om at sende alle børn i en god skole inden år 2015.
Onsdag (22.04) får den ny statsminister spindoktorhjælp, når IBIS inviterer elever, taler og politikere til ”Politiker for en dag” på Christiansborg Slotsplads kl. 10-13.
Emma fra 6.C på Sjælsøskolen har dette gode råd til statsministerens politiske profil: ”Jeg synes, at du skal bruge din nye position og magt til at hjælpe børn i andre dele af verden til at få en uddannelse og et bedre liv,” skriver hun, som indledning til den tale Lars Løkke Rasmussen kan holde for sine kolleger i andre lande.
– Eleverne har lagt et stort arbejde i talerne, som både er relevante og velargumenterede. Jeg håber derfor, at vores nye statsminister vil tage børnenes ord med sig ud i verden, så de 75 millioner skoleløse børn kan komme i en god skole nu, siger Helle Gudmandsen fra IBIS.
Global aktionsuge
Elevernes statsministertaler bliver skrevet og læst op i forbindelse med en global kampagne for at få alle børn i verden i en god skole inden år 2015. Herhjemme står IBIS for den danske del af kampagnen ”Hele Verden i Skole”.
Netop i denne uge er der global aktionsuge. Det betyder at op mod 10 millioner børn verden over arbejder med børns ret til en skolegang.
Elever fra skoler i bl.a. Skive, Vejle, Skanderborg, Helsingør, Ålborg og København vil derfor skrive taler eller på anden vis markere, hvor vigtigt det er, at børn i hele verden kommer i skole.
Events i Ålborg og København
I København og Ålborg står IBIS i den globale aktionsuge for 2 større arrangementer, som skolerne kan være med i. I Ålborg går det løs torsdag 23. april i Studenterhuset fra kl. 10.30-13.30 med elevernes politiker-taler, workshops, dans, konkurrencer, afrikansk mad og musik.
På Christiansborg Slotsplads onsdag 22. april fra 10-13 er der, udover statsminister-taler, mozambikansk live-musik, hip-hoppere, brætspil, workshops, fortælletelt og film om børneliv i Mozambique.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) kommer forbi og lytter til børnenes statsminister-taler kl. 10.15
Yderligere oplysninger hos Helle Gudmandsen, kampagneleder, IBIS, [email protected], tlf: 35 20 05 29 og Hanne Selnæs, presse- og kommunikationsmedarbejder IBIS, [email protected] tlf: 35 20 05 24 eller 23 30 63 07
Om Hele Verden i Skole
• Over 187.000 danske skoleelever er i år med i Hele Verden i Skole-kampagnen, som IBIS skød i gang dagen før påskeferien. Her landede den globale læsebog LæseRaketten på hver anden skole.
• Kampagnen rundes af med politikertaler, events og indsamlinger til skoler i Mozambique i den globale aktionsuge (20.-26. april).
• 75 millioner børn står på verdensplan stadig udenfor skolen.
• Over 120 lande er med i den globale kampagne for uddannelse til alle