Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Lima
Industrilandene går efter en aftale næste år, hvor kun reduktion af CO2-udledninger vil være juridisk bindende, mens de fattigste u-lande ønsker et lige så forpligtende tilsagn om støtte til klimatilpasning og omstilling. Der er stejle kløfter mellem parterne efter første uge af FN’s klimaforhandlinger i Peru.
Klimaforhandlere fra alle verdens nationer har nu forhandlet om klimaet i en uge i militærbarakkerne i bydelen San Borja i den østlige udkant af Lima.
Et af hovedformålene med forhandlingsrunden COP 20 i Perus hovedstad er at lave et udkast til en international bindende aftale, som kan vedtages om et år ved COP 21 i Paris, men halvvejs inde i forhandlingerne er det tydeligt, at der er stor splittelse mellem det globale nord og syd.
De løfter om reduktioner af drivhusgasser, der er kommet indtil videre, er langt fra nok til at holde en målsætning om, at temperaturen ikke må stige over to grader i dette århundrede. Derudover er der stor uenighed om status på den støtte, industrilandene har lovet de fattigere nationer.
Forhandlingerne foregår ved militærets hovedsæde, Foto: Thomas Jazrawi
De rige nationer har bl.a. lovet støtte til tilpasning og omstilling i Syd for at modvirke /lindre klimaændringernes tordenslag, men de ønsker ikke, at denne støtte bliver del af en juridisk bindende aftale om et år i Paris.
Udviklingslandene på den anden side vil have støtten ind i en bindende aftale, så de har en garanti for, at løfterne overholdes.
Kloden på vej mod 4 graders opvarmning
Der var ellers mange positive takter tidligere på året. I september samlede en global klimamarch omkring 600.000 mennesker verden over. 350.000 var på gaden i New York alene.
I november offentliggjorde Kina og USA en fælles aftale om at udlede færre klimaskadelige drivhusgasser. Det strategiske spil mellem de to stormagter havde ellers hidtil været en af forhindringerne for en international aftale, og begge lande har tidligere været mindre ambitiøse i forhold til klimasagen.
Men USA kom med et løfte om konkrete reduktioner, selv om det absolut ikke er en politisk vindersag i landet med den magtfulde olielobby. Og Kina kom for første gang på banen med konkrete målsætninger om at reducere de klimaskadelige udslip.
Problemet er bare, at det langt fra er nok til at nå målsætningen om, at temperaturen ikke skal stige mere end to grader i dette århundrede i forhold til niveauet før industrialiseringen.
De samlede løfter om reduktioner på nuværende tidspunkt vil sandsynligvis sætte verden på kurs mod en temperaturstigning på fire til fem grader ved slutningen af dette århundrede.
Det globale termometer kan i dag måle en stigning på 0,8 grader, og man skal ikke gå rundt længe ved COP 20-arenaen for at høre historier om, hvordan det allerede nu konkret har forfærdelige konsekvenser for mennesker rundt omkring på kloden – særligt i Syd.
Samtidigt er der flere lande, der ønsker en mere ambitiøs målsætning.
Alliancen af små ø-nationer (AOSIS) og gruppen af de mindst udviklede lande (LDC) ønsker en stigning, der ikke overskrider 1,5 grader, selv om muligheden for dette er meget tæt på at være forpasset.
Der er altså behov for langt mere ambitiøse udspil, hvis temperaturstigningerne skal holdes nede på et niveau, der er blot nogenlunde forsvarligt.
Skal støtten til de fattige med i en bindende aftale om klimaet?
Et andet af de store spørgsmål er, hvorvidt de riges lande støtte til syd-landene skal med som et juridisk bindende element i en aftale i Paris næste år. Støtten gælder bl.a. hjælp til tilpasning, reduktioner af udledninger, kompensation for klimakatastrofer og overførsel af teknologi.
De rigeste lande ønsker ikke, at dette indgår i en internationalt bindende aftale næste år, men dette ønske deles absolut ikke af u-landene.
Lande i Nord går efter en aftale i Paris næste år, hvor kun reduktioner af klimaskadelig udledninger bliver juridisk bindende. Der arbejdes for tiden med alle de andre støttetiltag – the elements, kaldes de – i et såkaldt non-paper. Det vil ikke have nogen juridisk status og kan betragtes som en hensigtserklæring.
De fattigste lande vil imidlertid gerne have disse elementer med i den bindende internationale aftale, så de kan være sikre på, at støtten bliver udmøntet i konkret handling.
Risiko for svag Paris-aftale
Der er dermed risiko for en utilstrækkelig klimaaftale i Paris i december 2015.
Først og fremmest er de foreløbige ambitioner slet ikke nok til at holde kursen mod et mål om højst to grader, og en fremtid, hvor der nok bliver store problemer grundet klimaændringer, men hvor katastroferne dog ikke løber helt løbsk.
Desuden vil udviklingslande have problemer med at komme med ambitiøse udspil om reduktioner i drivhusgasser, så længe de ikke kan være helt sikre på at modtage støtte til tilpasning og omstilling.
Forhandlingerne intensiveres i næste uge, hvor ministrene forventes at deltage fra tirsdag. Derudover vil civilsamfundet kalde til handling ved en stor march onsdag.
