Den anden kolonitid
Troen på den hvide mands overlegenhed lever i bedste velgående. Men ønsker afrikanerne at blive koloniseret en gang til? Kronikøren er formand for Socialdemokraternes Internationale Udvalg.
Kronikken blev bragt i Politiken mandag den 25. oktober og bringes her på u-landsnyt.dk med tilladelse fra forfatteren og Politikens chefredaktion.
Af Steen Christensen
Den kolde krigs ophør skabte ikke det fredelige paradis, som mange havde forventet. Konflikterne fortsatte, mange steder endnu mere blodigt. Stater er gået i opløsning, og når det gælder Afrika, er de økonomiske prognoser for fremtiden dystre. Også Mellemøsten ser ud til at være gået i stå i et voldeligt opgør, uden udsigt til fred og demokratiske tilstande.
De økonomiske udsigter er særdeles bekymrende for Afrika. For et par år siden satte FN sig nogle ambitiøse mål om at halvere fattigdommen i år 2015, de såkaldte millenniummål.
Men en beskeden vækst i 2003 på 3,7 procent, som rapporteret af den afrikanske udviklingsbank, ligger langt fra målet om en gennemsnitlig vækst på 7 procent, der er forudsætningen for at nå målet om en halvering af fattigdommen i 2015. Sydafrikas finansminister, Trevor Manuel, forudser derfor, at det vil tage yderligere 100 år.
Har fattigdommen således godt fat i Afrika, har også volden godt tag i Mellemøsten. Trods bedre vækst end i Afrika lider også Mellemøsten under voldelige konflikter og mangel på demokratisk fremgang.
De, der forsøger at forstå, hvorfor problemerne er opstået, deler sig i 2 kategorier.
De, der ser forklaringerne udefra, i voldsomme krav fra det internationale samfund om markedsøkonomiske tilpasninger, globalisering, marginalisering, manglende adgang til de rige landes markeder, bundløs gæld og sygdomme.
Og de, der ser problemerne som dyrket i egen have, diktatorer, der udbytter deres egen befolkning, manglen på demokrati og korruption. I dagens debat har den sidste kategori klart vundet førerskabet. Som nu Rasmus Hylleberg i Politiken 16. oktober (gengivet i u-landsnyt.dk). Med de diktatorer, der plyndrer deres egne befolkninger, er økonomisk bistand illusorisk, ja nærmest skadelig.
Men de, der alene betragter patientens tilstand og ikke undersøger årsagen til sygdommen, kommer nemt til at udskrive en forkert medicin. Malariamedicin hjælper ikke på hiv og analfabetisme.
Men håbløsheden og utålmodigheden har været fødselshjælper for en ny tilgang til problemerne og deres løsning, eller måske snarere til genopliven af en gammel tilgang.
Den manglende udvikling og den medfølgende håbløshed har skærpet debattens karakter og gjort det muligt i dag at fremføre revisionistiske synspunkter, som for få år siden var utænkelige.
Efter 3 slidsomme år som det anerkendte engelske tidsskrift The Economists korrespondent i Afrika har Robert Guest publiceret en meget problematisk bog om kontinentets tilstand (“The Shackled Continent. Africas Past, Present and Future”, London 2004).
Det problematiske består ikke i kritikken af afrikanske politikeres adfærd, men det tonefald og den intellektuelle arrogance, kritikken serveres med. Guests bog er fuld af nedladende og patroniserende holdninger, som minder om de tidlige europæiske missionærers beskrivelser af de vilde og primitive indfødte, der mødte dem i Afrika.
Robert Guest er ikke nogen enlig svale. Der har i de seneste års debat om international politik sneget sig en ny tendens ind. Det er blevet stuerent igen seriøst at tale om behovet for at rekolonisere dele af verden.
Kaosset i verden, især i den fattige del, kalder på indgreb, på en ny imperialisme, hævder denne tendens. Som under kolonitiden bør den vestlige verden, og især USA, tage hånd om den del af verden, som helt åbenbart ikke selv kan finde ud af at løse deres problemer uden vold og krig. Derfor må andre hjælpe dem med at indføre ægte demokrati og menneskerettigheder.
I Mellemøsten bør f.eks. Israel overtage ansvaret for palæstinenserne, mener Dansk Folkepartis Søren Espersen (Politiken, 21.6.). Det vil være den største tjeneste, Israel kan gøre palæstinenserne. Den anerkendte islamkender, professor Bernard Lewis er inde på samme tankegang.
Da de arabiske stater, der er resultatet af det ottomanske imperiums opløsning, ikke magter at løse de udviklingsmæssige og demokratiske problemer, bør USA overveje at udfylde det politiske tomrum i Mellemøsten, på samme måde som Storbritannien gjorde det efter Første Verdenskrig. Toner, der blev lyttet ivrigt til i Washington under opspillet til invasionen i Irak.
Utålmodighed har været banebryder for denne nye holdning. I en nylig bog (Geoff Hill: “The Battle for Zimbabwe. The Final Countdown”, Paarl 2003) står sort på hvidt formuleringer, der for få år siden var utænkelige: “Karangaerne, zezuruerne, manyikaerne og korekorerne er blevet bløde og fede i løbet af de sidste århundreder”.
Som om denne nedladende beskrivelse, der ville vække ramaskrig, hvis den var blevet anvendt på europæere, ikke var nok, skriver forfatteren, at hvis apartheid var blevet udøvet af en afrikansk stamme, og ikke af hvide, ville en sådan politik ikke have oprørt nogen i det internationale samfund. Altså apartheid blev kun fordømt, fordi hvide udøvede det. Havde det været afrikanerne, havde vi blot forventet en sådan adfærd.
Det er utroligt, men sandt: Det er blevet legitimt i dag, som ved den første imperialismes begyndelse for 200 år siden, at nedgøre afrikanerne for at forsvare dem. Det er blevet omkostningsfrit, og der er ingen politisk korrekthed til at varetage afrikanernes interesser.
Det skyldes nok også, at politisk korrekthed, dette udskældte begreb, nu ikke længere er et venstreorienteret begreb. Den politiske korrekthed er i dag blevet højreorienteret. Så bliver den nok heller ikke så udskældt mere.
Niall Ferguson, der er professor ved New York University, har i to bøger (“Empire”, London 2003, og “Colossus”, London 2004) argumenteret for et nyt liberalt imperium under amerikansk ledelse med forbillede i det hedengangne britiske imperium.
Et imperium, der skal overtage nyordningen af hele verden. Nu er Fergusons betragtninger ikke kun en uskyldig akademisk øvelse. De bizarre synspunkter fik en politisk dimension, da de neoliberale i den amerikanske regering, Cheney, Rumsfeld og Wolfowitz, inden de satte gang i krigsforberedelserne i Irak, rådførte sig med den engelske professor.
I sin bog om det britiske imperium giver Ferguson en overvejende positiv bedømmelse af det britiske kolonistyre. Uden det britiske herredømme er det svært at forestille sig, at den liberale kapitalisme ville have været i stand til at brede sig til så mange lande, som tilfældet rent faktisk er i dag. Og uden det britiske imperiums indflydelse ville det parlamentariske demokrati heller ikke være indført i de fleste lande verden over.
Han benægter, at kolonimagten udbyttede kolonierne, og hævder, at det er for nemt af de fattige lande at lægge skylden for deres fattigdom for fødderne af kolonimagten. Som eksempel angiver han, at forskellen mellem indkomsten i Zambia og Storbritannien er vokset med eksplosiv kraft siden uafhængigheden.
Det er i sig selv en selektiv betragtning, som reducerer menneskerettigheder (herunder politiske rettigheder) til en underkategori under økonomisk fremgang. Og så er det zambianske eksempel desuden tvivlsomt som generel rettesnor. Indien begyndte f.eks. sin koloniale periode under Storbritannien med en per capita-indkomst stort set på højde med det victorianske Englands og endte efter kolonitiden som et af verdens fattigste lande.
At skønmale det britiske imperium er forudsætningen for Fergusons anden bog, der tilegner USA den rolle som imperialistisk magt, som Storbritannien udøvede i det 19. og 20. århundrede. USA er i dag en imperialistisk magt, hævder Ferguson, også selv om USA benægter det.
Der er i dagens internationale situation stater, der ikke er i stand til at klare sig selv, stater, der er ved at falde sammen, og stater, hvor de demokratiske og menneskelige rettigheder ikke respekteres. Ville det derfor ikke være en god idé for nogle lande at komme under en eller anden form for imperial ledelse. Ville et oplyst amerikansk styre ikke være at foretrække frem for “fuld selvstændighed, ikke blot i et par måneder eller år, men i årtier”, spørger Ferguson sig selv retorisk.
Alternativet til et amerikansk imperium er for Ferguson ikke en verden i harmoni, men en verden i kaos, en ny anarkistisk, mørk middelalder.
Forventeligt har disse retrohistorikeres renvaskning af den britiske imperialisme mødt forarget modsigelse.
Et relevant spørgsmål, som Ferguson og hans åndsfæller ikke svarer på, er, hvordan de afrikanske samfund ville have udviklet sig uden det voldsomme europæiske kirurgiske indgreb over for kontinentet i form af slavehandel og kolonialisme. Og, hvorfor skulle folk i den tredje verden stille sig anderledes an end folk i USA og Vesteuropa, der altid har modsat sig udenlandsk indblanding og besættelse.
Sandheden er, skriver en amerikansk historiker, der er uenig med Ferguson, at ethvert amerikansk indgreb uanset baggrunden skaber dybe modsætninger og had til besættelsesmagten “og sender de mest upolitiske gadebørn hovedkulds hen til den lokale Kalasjnikov-forhandler”. Se blot, hvad der sker i disse dage i Sadr City og utallige andre steder i Irak.
Problemet for retrohistorikerne er, at deres skønmaleri af den imperiale verden slet ikke eksisterer. Det er et tankespind, et fantasifoster. Båret frem af en romantisk forestilling om det engelske imperiums velsignelser. Det er i bund og grund en akademisk debat, afskåret fra den forstyrrende verden derude.
Den “liberale” imperialisme, som ingen i den vestlige verden kunne drømme om at byde velkommen i deres egen verdensdel, møder heller ingen klangbund i den tredje verden. Og af samme grund. At mene noget andet har en farlig undertone af racetænkning. Troen på den hvide mands byrde er grundlæggende knyttet sammen med troen på den hvide mands medfødte åndelige overlegenhed.
Mere bekymrende er det, at en mere tænksom, om end stærkt konservativ filosof, Francis Fukuyama, også bekender sig til den begrænsede nationale suverænitet.
Med de mange fejlslagne stater og manglen på egentlige institutioner i mange lande i den tredje verden stiller han sig det spørgsmål, om der er noget alternativ til et “kvasipermanent, kvasikolonialt forhold” mellem visse udviklingslande og det internationale samfund (“State-Building: Governance and World Order in the 21st Century”, New York 2004).
Problemet med hele denne diskussion er, at den helt foregår på vestlige præmisser. De lande, det handler om, behandles ikke som ligeværdige. Der udskrives recepter for deres helse, recepter, der afprøves, og hvis de ikke virker, og måske endda skaber yderligere problemer, så er det bare ærgerligt.
I 1980erne og 1990erne gennemtvang de internationale økonomiske institutioner, IMF og Verdensbanken, omfattende strukturtilpasningsprogrammer.
Hensigten var at omdanne et stift bureaukratisk og statsdirigeret økonomisk system til et smidigt markedsøkonomisk system. Ud fra den filosofi at det havde været opskriften på velstand og fremgang i Vesten. Så måtte det også være det her.
Strukturtilpasningsprogrammerne indebar privatiseringer og deregulering samt institutionelle reformer for at forbedre regeringsapparaternes effektivitet og gennemføre gennemsigtighed.
Men følgerne blev ikke som tilsigtet. Privatiseringerne åbnede de afrikanske økonomier for udenlandsk konkurrence, uden at den nødvendige forberedelse for at beskytte de nationale økonomier blev gennemført.
Resultatet blev en styrtsø af importerede varer og medfølgende sammenbrud af hele industrier. I virkelighedens verden blev strukturtilpasningsprogrammerne en ond cirkel: Der blev optaget lån for at forbedre og reformere det eksisterende nedslidte apparat, lånene forøgede gældsbyrden; importen, investeringerne og regeringens udgifter faldt, ligesom eksporten.
Alt dette udløste en nedadgående negativ spiral.
En række af de konservative økonomer, der dengang var prominente talsmænd for, at den eneste vej til økonomisk udvikling var at mindske statens rolle, er kommet alvorligt i tvivl.
Det konservative ikon over alle, Milton Friedman, skrev i en bemærkelsesværdig artikel i 2001, at for 10 år siden havde han kun 3 anbefalinger til lande, der befandt sig i overgang fra statsdirigeret økonomi til markedsøkonomi: privatiser, privatiser, privatiser. Men jeg tog fejl, ordentlige institutioner er formentlig vigtigere end privatisering, måtte Friedman erkende.
Også Francis Fukuyama tilslutter sig denne bemærkelsesværdige mea culpa og skriver i sin bog, at troen på den økonomiske liberaliserings velsignelser, med den lille stat, og de mange penge i borgernes egne lommer, har vist sig forkert.
I virkeligheden er de vigtigste variabler, der påvirker udviklingen, ikke økonomiske, men institutionelle og politiske. Og da havde Afrika været laboratorium for en forfejlet økonomisk politik, gennemført benhårdt af de internationale finansielle institutioner og de vestlige donorer.
Hovedarkitekterne bag strukturtilpasningsproblemernes hærgen i den tredje verden erkender altså nu, at problemerne var nogle andre, end de troede. Nu har nogle nye politikere fundet en ny opskrift, om end mere radikal.
Men den vil lige så uundgåeligt fejle. Og taberne vil nu som før være at finde i den fattige verden, især i Afrika.
Steen Christensen er en af de danske socialdemokrater med flest kontakter i Den 3. Verden. Han har bl.a. været international sekretær og partisekretær i partiet og leder af U-landssekretariatet, fagbevægelsens bistandsorganisation.
