3. Verdens-reporteren Steffen V. Knudsen, København, døde tirsdag den 23 maj, kun 44 år gammel af en ondartet form for sclerose.
Hermed har dansk u-landsjournalistik mistet en af sine fremmeste og kendteste udøvere. For kendt det var Steffen, efter at han blev krigsreporter på TV og var den eneste danske mediearbejder, der fik lov at drage ind i Irak sammen med de amerikanske tropper. Og vel at mærke evnede at holde den journalistiske balance på fornemste vis.
Men det var ikke i Irak, at hans 3. Verdens-udgangspunkt lå. Det var i det Latinamerika, han vidste så meget om og holdt så meget af.
Steffen V. Knudsen var i en årrække stationeret som informationskooperant for Ibis i Bolivia, men drog også rundt til andre lande i regionen. Det var altid de fattige og undertrykte, der lå ham på sinde. Det var deres sag, han ville tale og fortælle om.
Således f.eks. i bogen “De nye indianere”, udgivet af Ibis i 1996, der vidner om en mand, som har været på stedet – helt ude – og beretter om den barske virkelighed, som er indianernes.
Undertegnede fik den store fornøjelse at arbejde sammen med ham ved tilblivelsen af et særnummer om Bolivia af Danidas tidsskrift “Udvikling”, der udkom i august 1997. Steffen øste gavmildt af sin enorme viden om landet og folket og skrev flere artikler til nummeret, som endte med at vokse til 64 tætpakkede sider.
Intet under, at Danida bad ham om at skrive håndbogen “Bolivia – en politisk og økonomisk oversigt”, på 140 sider; den udkom i 2001.
Som bekendt kom han til Danmarks Radio som udlandsreporter, hvor han dækkede væbnede konflikter i mange lande, først for magasinet Deadline og Temalørdag på DR 2, senere for TV-avisen.
Steffen V. Knudsen var en af de få u-landsjournalister, der oplevede at blive kendt i en større offentlighed. Glemt bliver han ikke, og slet ikke i u-landsmiljøet.
Han efterlader sig sin kone, TV-værten Eva Jørgensen, og 2 sønner.
Æret være hans minde.
Jesper Søe
Redaktionen af u-landsnyt.dk
MINDEORD om Steffen V. Knudsen af journalist på TV-avisen, Jørgen Laurvig
Det er, når de mest livskraftige tages fra os, at livets skrøbelighed for alvor går op for os – og Steffen V. Knudsens alt for tidlige død er en kraftig påmindelse om det.
For Steffen var en af de mest livskraftige af vore mange dynamiske kolleger. Og hans næsten altid smilende og insisterende øjne var ikke kun udtryk for hans usædvanlige appetit på livet, men også den drivkraft, der gjorde ham til en fremragende reporter.
På TV-avisens udlandsredaktion blev han snart en af drivkræfterne med sit store engagement og sin journalistiske tæft.
Mange blev overrasket over Steffens enorme viden, specielt om Latinamerika. For Steffen var ikke typen, der insisterede på at underholde selskaber med journalistiske anekdoter, ligegyldig paratviden og opremsninger af kendte navne.
Han var til stede i nuet, for og med de mennesker, der netop omgav ham. Med humor, varme og sit altid afvæbnende glimt i øjet.
Så det var ikke kun på grund af sin højde og drøjde, at han fyldte godt op i ethvert selskab. Derfor var det nærmest ufatteligt, at netop han skulle rammes af den uhelbredelige sclerosevariant, nervesygdommen ALS, sidste år. Og ubegribeligt, at den så hurtigt fik tag i ham.
Steffen kæmpede imod. Han insisterede på at blive ved med at arbejde, selv om sygdommen tvang ham væk fra skærmen til en mere ydmyg rolle i kulissen.
Han tog på studierejse med journalistkolleger til Egypten og Libanon så sent som i januar og følte at have vundet en delsejr over sygdommen, fordi han ikke havde haft brug for den medbragte kørestol en eneste gang.
For få uger siden nød han varmen fra solen og gode venner i Malaga i Spanien. Steffen var stolt. Men det pinte ham, at han gradvis blev mere og mere afhængig af andres hjælp.
Han forbandede sygdommen langt væk, når han blev nødt til at bede venner om så simple ting som at snøre en sko.
Han døde af lungebetændelse i kombination med sin uhelbredelige sygdom.
