Ved Folkekirkens Nødhjælps landsmøde lørdag i Nyborg gjorde landsdommer Stig Glent-Madsen status over nogle af de begivenheder, der det sidste år har præget organisationens arbejde.
Det skete som afgående formand for Nødhjælpen efter 8 år på posten, hvorefter den store humanitære organisation indenfor få måneder har skiftet hele sin top ud – ny generalsekretær (Henrik Stubkjær), ny international chef (Christian Friis Bach) og nu ny formand, som udpeges af den nyvalgte styrelse på dens første møde i maj.
Af Stig Glent-Madsen
Aldrig har Folkekirkens Nødhjælp været omtalt i så mange avisledere på en gang som i sommeren 2004. Det er mærkeligt og tankevækkende, at vi kan bruge hundredetusinder af kroner på at gøre opmærksom på en glemt og klemt befolkningsgruppe i Afrika, uden at der sker noget. En lille notits på side 33 måske.
Men et lille stykke mur på Roskilde Festivalen – det gav omtale i ca. 25 ledere i diverse aviser, og så dertil al det løse med læsebreve og andet.
Vi skal koncentrere os om Sudan og andre steder, hvor nøden er stor, hed det bebrejdende. Det gør vi også. Gennem mere end 20 år har vi hjulpet i Sudan med fødevarer, minerydning og andre helt nødvendige ting – vi gør alt, hvad vi kan for at sætte fokus på de grove overfald og den armod, befolkningen i Darfurprovinsen er udsat for.
Vi kritiserer og forsøger at påvirke den sudanesiske regering, der i sidste ende har ansvaret for tingenes tilstand. Men det er svært at råbe den danske presse op og fortælle om vores arbejde.
I den hurtige verden vi lever i, hvor alting forandres, og dagsordenen til et møde aldrig passer, fordi virkeligheden har indhentet planerne, så burde mine oplevelser og fortællinger om armoden i Darfur fra august 2004 også være historier til et arkiv.
Men sådan er det ikke, når virkeligheden hedder Sudan. Her fortsætter overgrebene – udryddelsen – den menneskelige fornedrelse. Her griber verdenssamfundet ikke ind. Her tæller menneskeliv ikke med samme vægt, som var det andre steder på kloden.
En borgerkrig, der har raset i mere end 20 år, er afsluttet, for at en ny kunne begynde. Rædslerne i Sudan fortsætter – og verdenssamfundet ser stadig passivt til.
Israel har en legitim interesse i at forsvare sig mod selvmordsbomberne, hed det videre i sommerens hede debat om muren i Roskilde. Enig. Jeg kan kun tilslutte mig fordømmelsen af de selvmordere, der skaber død og rædsel blandt civile israelere.
Men det giver blot grobund for yderligere had og ekstremisme, når man bygger en 8 meter høj betonmur ikke på grænsen mellem de 2 samfund, men mange steder langt inde på palæstinensisk land. Eller som det hedder i jurididsk terminologi: En mur mellem 2 naboer skal stå i skel.
Folkekirkens Nødhjælp politiserer, skriver aviserne videre. Når der opstår nød, ser vi det som vores opgave at gøre opmærksom på, hvorfor nøden opstår og forsøge at gøre noget ved det.
Hvis en diktator udsulter befolkningen, er det ikke nok at dele fødevarer ud, så bliver man nødt til at reagere og hjælpe dem, der arbejder for mere demokratiske tilstande, sådan at befolkningen kan få en anden styreform og på langt sigt klare sig selv.
På tilsvarende måde hjælper vi også, hvis høsten igen slår fejl i et fattigt område – her kan den bedste hjælp være bistand til at finde forbedrede dyrkningsmetoder eller andre afgrøder.
Også i de palæstinensiske områder er der nød – det ved vi fra mere end 40 års arbejde med hospitaler og sundhedsklinikker i de palæstinensiske områder.
Derfor har vi også valgt at fortælle, at muren er fejlplaceret, for den skaber yderligere nød og håbløshed i de palæstinensiske områder, som blot kaster palæstinenserne i armene på Hamas, eller som en tidligere israelsk general og borgmester i Tel Aviv udtrykte det: “Den nuværende linjeføring, som skærer palæstinensiske landsbyer midt over, gør befolkningen yderligere uret og får hadet mod os til at vokse.”
Men når alt det er sagt, så har muren selvfølgelig givet anledning til selvransagelse for Folkekirkens Nødhjælp. Hvordan kan vi kommunikere budskaberne bedre og mere nuanceret, sådan at medierne og befolkningen ikke lades tilbage med det indtryk, at vi hader staten Israel?
Løgn, politiseren og lignende blev vi også beskyldt for, da vi rejste sagen, om de fattige kvinders høns i Malawi. Udenrigsminister Per Stig Møller og andre lagde ikke fingre imellem.
Det var ærgerligt, at diskussionen blev præget af sådanne beskyldninger, for det er selvfølgelig vores opgave at være de fattiges talerør på den danske scene, hvor vi må påpege, at det ikke er uden store menneskelige omkostninger, når Danmark skærer ned på sin u-landsbistand.
Man kan selvfølgelig ikke – med kort varsel – trække sig ud af fattige lande som Eritrea og Malawi, sådan som den danske stat gjorde i 2001, uden at de fattige lider under det.
Hvis man kunne, ville der i øvrigt også være noget galt med den hjælp, der hidtil var givet. Et lille eksempel var kvinderne i Malawi, som var efterladt uden høns, men med gæld og bristede illusioner.
Uden at vi skal hovere – blev det senere til anerkendelse og oprejsning, da den daværende udviklingsminister Bertel Haarder godt et års tid senere gav en uforbeholden undskyldning og sendte penge via os til kvinderne. Det var godt nok i forbindelse med en valgkamp, men pengene var gode nok – og faldt på et – i mere end en forstand – tørt sted.
Anden juledag og dagene derefter gik det gradvist op for os alle, at en katastrofe af dimensioner havde skyllet ind over en række lande i Asien.
Men mens vi spiste resterne af julemaden var Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere i Indien og Sri Lanka i fuld gang med at komme ofrene til undsætning. Lokale medarbejdere ydede en formidabel indsats og sammen med lokale partnere har deres indsats betydet en fantastisk forskel for de mange mennesker, der med et slag mistede pårørende, bolig, arbejde – og måske samtidig følte, at de også mistede meningen med livet.
Jeg landede selv på Sri Lanka nytårsmorgen og var efter en rundtur langs kysterne i Sri Lanka og Indien dybt berørt over de massive ødelæggelser, der bare blev ved og ved og ved.
Det værste var dog ikke de mange hundrede kilometer med murbrokker og smadrede fiskerbåde, men de tomme ansigtsudtryk – der på en og samme tid berettede om det chok, som mange befandt sig i og den smerte og tvivl, som flodbølgen havde efterladt.
Midt i det kaos og den sorg var det utroligt opløftende at vide, at hele Danmark – og med os resten af verden – var fælles om en kæmpe indsats for alle dem, der havde mistet.
Jeg kan ikke mindes, at der har været en tilsvarende velvilje og eksponering. Folkekirkens Nødhjælp og de andre hjælpeorganisationer blev nærmest båret frem – og alle mulige og umulige initiativer blev søsat, og pengene væltede næsten ind.
Et halvt år forinden var vi på grund af muren kritiseret ned til sokkeholderne – nu blev vi fremhævet som noget af det ypperligste indenfor hjælpearbejde.
Også her var det bærende element dygtige og engagerende medarbejdere og mange frivillige, der bare knoklede og improviserede og således også i året, der gik, virkeliggjorde sætningen: Fra ord til handling, anfører Stig Glent-Madsen.
