På FNs 2005 Topmøde blev der opnået enighed om at skabe en Fredsopbygningskommission. Dens formål vil være at sikre koordination mellem de involverede parter i konfliktramte lande umiddelbart efter en fredsslutning og bygge bro til den langsigtede genopbygning.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtaler i den anledning:
– Fredsopbygningskommissionen er den hidtil største succes i arbejdet med FN-reformerne og samtidig en betydningsfuld sejr for de danske bestræbelser for at sikre en sammenhængende strategi for konfliktløsning.
– Konkret bliver Kommissionens opgave at udfylde et hul i FN systemet og det internationale samfund til at støtte konfliktramte lande i den vanskelige overgang fra krig og konflikt til fred og stabilitet. Halvdelen af de lande, der har været i konflikt, falder tilbage i konflikt igen. Det kan vi ikke leve med.
– Derfor har Danmark sat en Fredsopbygningskommission højt på den internationale dagsorden. Vi var med til at sætte processen i gang med et seminar i København i juni 2004. Og en debat under dansk formandskab for Sikkerhedsrådet i maj satte yderligere fokus på behovet for en Kommission.
– Med Kommissionens succesfulde etablering bliver næste skridt at sikre, at den kommer i gang med det store arbejde, som venter. Også her påtænker Danmark at fortsætte den aktive indsats bl.a. med et bidrag til træning og seminarer for både ansatte i FN og i lande, der bliver omfattet af Kommissionens arbejde, slutter Per Stig Møller.
Kontaktperson: Kontorchef Dan E. Frederiksen, Udenrigsministeriet. Telefon 24257502
Kilde: www.um.dk