Kronik af udenrigsminister Per Stig Møller (K) og admin. direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen, bragt i Berlingske Tidende tirsdag den 7. september.
Verdenshandelsorganisationen WTO forhandler i øjeblikket om at fjerne handelsbarriererne for sine 147 medlemslande. Hvis det lykkes, vil alle kunne vinde. Det vil være til gavn for både virksomheder og forbrugere, industrilande såvel som udviklingslande.
Frihandel skaber økonomisk vækst og er en af de væsentligste årsager bag den stærke internationale velstandsudvikling. Dette er også udgangspunktet for de forhandlinger, som i øjeblikket foregår i Verdenshandelsorganisationen WTO i den såkaldte Doha-runde, der startede for 3 år siden.
Efter et tilbageslag ved WTO-ministermødet i Cancun sidste år lykkedes det ved WTO-mødet i Genève sidst i juli igen at få gang i forhandlingerne. I WTO forpligter de 147 medlemslande sig til at fjerne handelsbarrierer. Samtidig aftales ensartede regler og principper for international handel, som gælder for alle lande og alle virksomheder.
Men resultaterne kommer ikke af sig selv. Det kræver en fortsat indsats at bekæmpe de mange handelsbarrierer, der hæmmer udviklingen af frie samfund med fuld konkurrence på markedet, og at blive enig om fælles internationale spilleregler.
Målet er at sikre en fortsat udvikling af verdenshandelen. Og midlet hertil er at gøre det lettere at handle. Lykkes det, vil alle kunne vinde. Det vil være til gavn for både virksomheder og forbrugere, industrilande såvel som udviklingslande.
Opgaven for WTO burde derfor være ganske enkel. Men virkeligheden er desværre anderledes.
I alle lande er der interesser, som modarbejder frihandel. Det kan være ideologisk betinget, men som oftest ligger der kortsigtede økonomiske årsager bag. For frihandel kan vælte en beskyttet og ukonkurrencedygtig national industrisektor omkuld, og selv om frihandel på sigt vil gavne landet, skal der politisk mod til at vælge løsninger, som i første omgang gør ondt.
I den sammenhæng kan det også have betydning, at toldindtægter i mange u-lande finansierer store dele af statsbudgettet. I nogle tilfælde er modviljen mod øget frihandel baseret på kortsigtede betragtninger, som ikke tager højde for, at mere samhandel kan gavne landets økonomi på sigt.
Udfordringen er derfor at gøre det klart for alle forhandlingsparter, at gevinsten på længere sigt er så stor, at der bør tænkes mere langsigtet og med fokus på de mulige totale samfundsgevinster snarere end på snævre særinteresser.
Et yderligere problem er, at en række udviklingslande er bekymrede for at miste de handelsfordele, som de har i dag.
Mange u-lande har gennem præferenceaftaler med EU eller USA opnået særligt lave toldsatser for eksport af deres varer til det europæiske og amerikanske marked. Hvis forhandlingerne i WTO fører til generelle toldnedsættelser, vil den told, som andre – konkurrerende – udviklingslande skal betale, også blive sat ned. Værdien af præferencerne vil således blive mindre.
Det er et dilemma for både udviklingslandene og industrilandene. U-landene ønsker ud fra kortsigtede betragtninger at beholde de fordele, som de har. Og EU og USA vil ofte gerne – bl.a. af politiske grunde – indrømme udviklingslandene disse fordele. Men det gør det samtidig sværere at opnå bredere, globale løsninger.
Den store taber er som oftest den indbyrdes regionale samhandel mellem udviklingslandene. Omtrent 70 pct. af den told, som opkræves, rammer importen fra andre u-lande. Det hæmmer handelen.
I mange tilfælde er det for et udviklingsland lettere at handle med et land i Europa end med det udviklingsland, som er umiddelbar nabo. Hermed mister u-landene den positive effekt af regionalt samarbejde. Erfaringerne fra det europæiske samarbejde viser klart den betydning, som regional integration kan have for økonomisk vækst.
Et tredje problemkompleks i WTO-forhandlingerne er at sikre udviklingslandene særlige fordele. Det er en forudsætning for Doha-runden, at de fattige lande ikke skal yde på lige fod med rige industrilande, og at de bl.a. sikres længere overgangsordninger.
I WTO forhandler landene i grupper. Med tunge og ressourcestærke forhandlingsmodparter som EU og USA er det umuligt for de enkelte udviklingslande at forhandle individuelt. Gruppeforhandlinger er derfor en forudsætning for, at der overhovedet kan gøres fremskridt i forhandlingerne.
Problemet opstår, når udviklingslande forlanger, at de alle skal behandles ens. Det burde være åbenlyst, at f.eks. Brasilien med et stort og konkurrencedygtigt erhvervsliv bør kunne gøre mere for at øge den internationale samhandel end eksempelvis Benin (i Vestafrika, red.), som har brug for en mere gradvis tilpasning til den globale konkurrence.
Det virker også åbenbart urimeligt at give særlige handelsfordele til de udviklingslande, som har en nationalindkomst pr. indbygger på niveau med nogle af de nye EU-medlemslande. Det gør det vanskeligere at give bedre handelsvilkår til de fattigste lande, der har de største behov. Det gør det også sværere blandt industrilandene at skabe den nødvendige politiske forståelse for at give indrømmelser, når de også skal være til fordel for lande, hvor det er langt sværere reelt at godtgøre det store behov.
Lige så nødvendigt for at opnå et resultat er nemlig, at de rige lande åbner deres markeder for de fattige lande. Et positivt forhandlingsresultat forudsætter, at der er lande, som påtager sig ansvar og går i spidsen med forslag og udspil.
Dette kan illustreres med EUs drivende rolle i forhandlingerne med gentagne udspil og fleksibilitet efter sammenbruddet i Cancun (i september 2003, red.). Ikke mindst EUs tilbud på landbrugsområdet om udfasning af al støtte til landbrugseksporten var en afgørende forudsætning for genoptagelsen af forhandlingerne ved WTO-mødet i juli i år.
Det er nogle af de problemer, som den igangværende forhandlingsrunde i WTO står overfor.
Sommerens midtvejsaftale i Genève pustede nyt liv i de trængte forhandlinger. EUs og USAs indrømmelser på landbrugsområdet og en mere konstruktiv tilgang end tidligere fra nogle af de store udviklingslandes side var uden tvivl væsentlige faktorer i den sammenhæng.
Men der er brug for større politisk vilje, hvis de åbenbare gevinster skal realiseres. I Genève blev rammerne sat. Nu kommer den vanskelige opgave at udfylde dem.
Danmarks interesse i forhandlingerne er åbenbar. Danske virksomheder skal have bedre adgang til markeder uden for EU. De skal have bedre adgang end i dag til at sælge, producere og udvikle på de markeder, hvor de strategisk vælger at placere sig. Det vil give langt bedre betingelser for dansk erhvervsliv på den globale scene.
En aftale i Doha-runden kan således give danske virksomheder nye muligheder, men kun hvis ambitionerne og viljen til resultater er stærke nok. Det kræver ihærdige danske forhandlere, som holder frihandelsfanen højt i det europæiske selskab og fastholder EU-Kommissionen som den fælles forhandler i et dynamisk forhandlingsspor.
Og fokus skal være rettet mod bedre markedsadgang for varer og tjenesteydelser, mod øget liberalisering af handelen med landbrugsvarer og mod internationale handelsregler, bl.a. lettere toldprocedurer.
Markedsadgang til de mange vækstlande vil være den største gevinst for danske virksomheder. Her er både potentialet for vækst og handelsbarriererne størst.
Forudsætningen for at dette kan udnyttes er imidlertid, at det ikke lykkes for store konkurrencedygtige lande at tilkæmpe sig samme ret til at blive friholdt fra liberaliseringer som de fattigste u-lande. Det bliver en hård nød at knække i forhandlingerne. Men hvis ikke det lykkes, vil det store potentiale, som Doha-runden rummer for alle, ikke blive udnyttet tilstrækkeligt.
Danmark er aktiv på flere fronter.
Vi ligger i front med at sikre EU som en aktiv og konstruktiv forhandlingspart. Regeringen har igangsat et særligt afrikansk initiativ med henblik på at engagere en række af de fattigste udviklingslande i en dialog om vigtigheden af frihandel. Og på den hjemlige front har vi i et samarbejde mellem regeringen, erhvervsorganisationer og NGOer sat gang i at identificere konkrete danske forslag til de videre forhandlinger i WTO.
Udenrigsministeriet holder i dag (tirsdag) en konference om forhandlingerne. Målet er at sikre fremskridt i forhandlingerne i dansk interesse. Næste milepæl kommer, når ministre fra WTOs medlemslande mødes i december 2005 i Hong Kong.
