Per Stig om Danmark og Sudan

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FNs Sikkerhedsråd har den 24., 29. og 31. marts 2005 vedtaget 3 resolutioner, der øger FNs engagement i Sudan. Med resolutionerne har Sikkerhedsrådet besluttet at støtte nord-syd fredsaftalen i landet og udsende en fredsbevarende styrke på ca. 10.000 soldater.

Samtidig har Sikkerhedsrådet vedtaget yderligere sanktioner, der øger presset på parterne i Darfur, og styrket samarbejdet med den Afrikanske Union. Der er også fundet en løsning på spørgsmålet om retsforfølgning, hvor Sikkerhedsrådet henviser retsforfølgning til Den Internationale Straffedomstol, ICC, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

I den forbindelse udtaler udenrigsminister Per Stig Møller (K):

– Danmark har arbejdet for et stærkt FN engagement i Sudan. Det er glædeligt, at Sikkerhedsrådet har vedtaget en række initiativer, der kan bidrage til at stoppe volden og fremme fred og stabilitet i området.

– Det er især glædeligt, at det på spørgsmålet om retsforfølgning er lykkedes at finde et kompromis, der omfatter en henvisning til den internationale straffedomstol, ICC. Det er første gang straffedomstolen får henvist et retsopgør direkte fra Sikkerhedsrådet.

– Det ser jeg som et meget betydeligt skridt mod at cementere ICC som dén permanente, universelle straffedomstol, som det internationale samfund naturligt vender sig til for at sikre retsforfølgning af de alvorligste forbrydelser. Det er hvad Danmark og et stort flertal af Sikkerhedsrådets medlemmer aktivt har arbejdet for.

– De amerikanske forbehold over for ICC er substantielle. Det er der ikke noget nyt i og derfor indeholder henvisningen til ICC af situationen i Darfur en undtagelse for bl.a. amerikanske statsborgere. Det har dog ingen praktisk effekt for ICCs arbejde i Sudan. Selv om vi helst havde været foruden denne undtagelse, synes jeg, at vi samlet set har fået et godt resultat.

– Alt i alt er resolutionerne udtryk for, at Sikkerhedsrådet har levet op til sit ansvar og vist, at det kan agere handlekraftigt på en af verdens alvorligste humanitære kriser. Efter mange ugers forhandling gælder det nu om at få resolutionernes ord omsat til handling.

Herefter gennem udenrigsministeren situationen i Sudan og det danske engagement:

FN styrke udsendes med dansk deltagelse.
Udsendelse af en fredsbevarende styrke (UN Mission in Sudan/UNMIS) imødekommer parternes eget ønske om FN-støtte til gennemførelse af den historiske fredsaftale, som Sudans regering og oprørsbevægelsen i det sydlige Sudan efter årtiers borgerkrig indgik den 9. januar.

Fra dansk side har målet være at sikre, at styrken ud over de militære opgaver med bl.a. overvågning af våbenhvilen også får ansvaret for en række civile opgaver, som f.eks. fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og retsstatsprincipper.

Regeringen ønsker dansk deltagelse i fredstøtteoperationen og vil inden for kort tid fremsætte beslutningsforslag i Folketinget om udsendelse af ca. 45 danske soldater gennem den multinational brigade på højt beredskab (SHIRBRIG) til de første indledende 6 måneders opbygning af styrken.

Presset i Darfur øges.
Danmark har støttet et øget pres på parterne i Darfur, herunder yderligere målrettede sanktioner mod de ansvarlige. Med resolutionen har Sikkerhedsrådet vedtaget en mere håndfast gennemførelse af den eksisterende våbenembargo mod de militser, der hærger i Darfur.

En sanktionskomité vil blive nedsat til at overvåge eksisterende sanktioner, og identificere yderligere personer mod hvem målrettede sanktioner skal rettes, herunder indrejseforbud og fastfrysning af økonomiske midler.

Samarbejdet med den Afrikanske Union styrkes.
Det er helt i tråd med regeringens Afrika-politik, at AU’s ønske om i stigende grad at blive inddraget i konflikthåndtering på kontinentet imødekommes. Jeg har derfor især lagt vægt på, at Sikkerhedsrådet anerkender den indsats, AU yder i Darfur, og at AU samtidig sikres den nødvendige internationale støtte til gennemførelse af denne meget krævende opgave. Det gælder såvel de politiske mæglingsbestræbelser som AUs mission i området (AMIS).

FNs medlemslande opfordres i resolutionen til at øge bidragene til AMIS, og samtidig får den kommende FN-styrke (UNMIS) til opgave at indlede et tæt løbende samarbejde med AMIS på alle niveauer, herunder yde logistisk og administrativ støtte.

Udviklingsbistand til Sudan.
Sikkerhedsrådet anerkender i resolutionen, at international bistand til at føre fredsaftalen mellem nord og syd ud i livet er afgørende for dens succes. Samtidig understreges det, at fremskridt i løsning af krisen i Darfur vil virke fremmende på donorlandenes vilje til at yde bistand.

Regeringen har øremærket 500 mio. kr. til stabiliserings- og genopbygningsbistand til Sudan. Danmark vil deltage i den kommende donorkonference i Oslo den 11.-12. april 2005 og arbejde for internationalt koordinerede fredsstøtteindsatser.

Danmark har løbende ydet omfattende humanitær bistand til Sudan. Alene i 2004 beløb det sig til ca. 100 mio. kr., herunder knap 80 millioner til Darfur-ofrene i Sudan og Tchad.

Yderligere oplysninger i Danidas Afrikakontor, tlf. 33 92 03 90, og i UMs Sikkerhedspolitiske kontor, tlf. 33 92 06 69 (vedr. UNMIS) og Juridisk Tjeneste tlf. 33 92 03 09 (vedr. retsforfølgelse).