Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten bør ikke længere være et stridspunkt mellem Danmark og de arabiske lande.
Det aftalte udenrigsminister Per Stig Møller (K) torsdag i en telefonsamtale med Amr Moussa, generalsekretær i Den Arabiske Liga, skriver flere nyhedskilder.
– Vi er enige om, at den her sag skal til at slutte, beretter Per Stig Møller, som følger samtalen op med et brev, som Mousaa har lovet af rundsende til de arabiske lande.
Også Den Islamiske Konferenceorganisation, som tæller 56 muslimske lande, vil modtage brevet. Netop dene organisationen har forleden opfordret sine medlemslande til at boykotte kulturfestivalen “Images of Middle East”, som afvikles i Danmark til august, i protest mod Muhammed-tegningerne.
Per Stig Møller opnåede forståelse hos Moussa for den danske regerings holdninger på 2 områder: At der skal være gensidig respekt mellem religionerne, og at politikerne ikke skal blande sig i private mediers anliggender.
Dokument: KRONIK: NYBRUD OG OPBRUD
Verden står over for en ny totalitarisme i al-Qaeda, og belært af nazismen og kommunismen ved vi, at den slags bevægelser skal stoppes i tide. Derfor gælder det om at bidrage til de reformer, som den muslimske verden er i fuld gang med.
Af udenrigsminister Per Stig Møller (K)
kronik i Politiken onsdag, gengivet fra udenrigsministeriets hjemmeside
For lidt over og lidt under 4 hundrede år siden sluttedes 2 fredsaftaler med historisk lang rækkevidde.
Den første var Religionsfreden i Augsburg, 1555, som slog fast, at den, der har statsmagten, bestemmer religionen (cujus regio, ejus religio). Denne fred udnyttede statsmagten til at udrydde de andre religioner på sit territorium.
Heraf fulgte Trediveårskrigen mellem katolicisme og protestantisme, som afsluttedes med den anden fredsaftale: Den westfalske Fred, 1648, som grundlagde statsretsprincippet. Derefter havde hver af disse kristne religionsretninger hver sit europæiske område.
Med oplysningstidens tolerance-lære i midten af det attende århundrede fulgte anerkendelsen af, at “enhver må blive salig i sin tro”, som Voltaire udtrykte det, hvorefter jøderne gradvist blev inddraget i de europæiske samfund.
I begyndelsen af vort århundrede synes en del af dette arvegods at høre historien til. At der kun er én religion på territoriet, er for længst passé. Indtil vore dage var der imidlertid kun forskellige kristne trosretninger i landet, samt jødedommen, som vi deler Det gamle Testamente med.
Nu er den næststørste religion i flere europæiske lande islam, som vi har mindre tilfælles med. Her kommer så toleranceprincippet til virkeligt at stå sin prøve. Og dette princip gælder ikke kun de kristne, men også muslimerne. Et samfund, hvor religionerne ikke tolererer hinanden, er dømt til at genoptage stridighederne i kølvandet på Den augsburgske Fred.
Tolerancen udfordres kraftigt i denne tid, hvor Irans præsident både benægter holocaust og staten Israels ret til at eksistere.
På et møde hos mig for nyligt forklarede den iranske viceudenrigsminister det sidste med, at Israel ikke var en legitim stat, hvortil jeg blot kunne replicere, at Israel er en af denne verdens mest legitime stater, eftersom den er oprettet som følge af en beslutning i FN. Det er der ikke mange andre, som er.
I november besluttede FN endda med konsensus (og altså også Irans billigelse) at indstifte en global holocaust-dag 27. januar, hvilket er noget besynderligt, hvis holocaust aldrig har fundet sted!
Hvad Irans præsident her gør, er i realiteten at blæse på den statsorden, som har eksisteret siden Den westfalske Fred. Samtidig legitimerer han den intolerance over for jøderne, som stadig grasserer i flere arabiske TV-indslag og skrifter, men denne intolerance fører lige så lidt som før til en fredelig international orden.
Netop denne fredelige, internationale orden, som var meningen med Den westfalske Fred og siden med oprettelsen af FN og dettes Sikkerhedsråd, er afgørende undermineret af, at vi ved årtusindskiftet har set noget ganske nyt i historien: Civile kampgrupper, der bekæmper og myrder civile i andre lande for at nå deres ideologiske mål.
De er ikke under kommando af nogen stat, og der kan ikke sluttes en fredsaftale med dem, for de kan ikke indgå nogen aftale, som forpligter nogen stat til at overholde disse aftaler.
De er ukendte for folkeretten, der kun kender til stater og aftalesystemer. De genopfører religionskrigene med henblik på at få genindført en orden, hvorefter den, der har magten, bestemmer religionen. Derfor vil de ekstreme forkæmpere for denne religionsideologi have genindført Kalifatet, der skal omfatte hele den muslimske verden, herunder alle steder, hvor muslimerne har haft magt.
Først når Kalifatet er oprettet, kan dette måske indgå en “westfalsk” fred, hvorefter alle i den muslimske verden skal leve ortodokst efter shariaen i den fortolkning, talebanerne gav den i Afghanistan, og så har vi en ny augsburgsk fred under devisen “cujus regio, ejus religio”. Men den førte jo kun Trediveårskrigen med sig og vil sikkert gøre det igen.
At Kalifatstanken ikke kun findes hos al-Qaeda, oplevede jeg på et møde i foreningen Norden i efteråret. Her rejste en ung mand af tyrkisk oprindelse sig og sagde på fejlfrit dansk, at Tyrkiet ikke skal med i EU, for Tyrkiet skal være centrum for det ny Kalifat. Men dette, svarede jeg, er jo en god grund til lige netop at optage Tyrkiet i EU!
For at nå frem til sit Kalifat vil de totalitære, ideologiske kæmper, der anvender terror for at skræmme befolkningerne fra at modarbejde dem og til at samarbejde med dem, bekæmpe både “den nære fjende” og “den fjerne fjende”.
Den nære fjende er de muslimske stater, der ikke efterlever Koranen, som bin Laden og al-Qaeda forstår den. Lederne af disse stater skal styrtes, og ortodoksien med al dens intolerance indføres.
Derfor ser man så megen terror i den muslimske verden, som især rettes mod stater, der samarbejder med den vestlige verden, og som udvikler deres lande i demokratisk retning.
De totalitære anerkender nemlig ikke demokratiet, fordi dette med sine politiske afgørelser ikke følger den religiøse ledelse af landet (og derfor sætter Iran præstestyret til at kontrollere og korrigere demokratiet). Og de anerkender ikke menneskerettighederne med disses individuelle rettigheder til at være af en anden mening og tro end flertallet og staten.
Derfor kan de heller ikke anerkende den ligeberettigelse af kvinder og mænd, som følger af menneskerettighederne, eftersom kønnene skal leve, som de mener, Koranen foreskriver det.
Den “nære” fjende er således hele den udviklede og reformerende, tolerante del af den muslimske verden. Eftersom denne “nære” fjende samarbejder med den “fjerne” fjende, den vestlige verden og den kristne kultur, sættes skytset i form af terror ind mod begge.
At der er ønske og vilje om samarbejde og dialog mellem de muslimske og vestlige lande, bevidnede både ASEM-mødet i 2004 og G-8-mødet i november i år i Bahrain med de arabiske lande, hvori Danmark deltog. På det førstnævnte møde fremhævede de sydøstasiatiske, muslimske ledere deres liberale udlægning af Koranen.
På det sidstnævnte understregede de arabiske ledere både viljen til og nødvendigheden af reformer. Og der går faktisk en reformbølge igennem den muslimske verden.
Der har været holdt demokratiske valg i Afghanistan, det palæstinensiske selvstyre og Irak. Der har været de første lokalvalg i Saudi-Arabien og præsidentvalg i Egypten, hvor der kunne vælges mellem flere kandidater.
Libanon har genvundet sin reelle selvstændighed og har haft frie valg. Israel har trukket sig ud af Gaza, der har haft valg, og palæstinenserne står foran et nationalt valg. Kvinderne er blevet kraftigt inddraget i Jordan, der med dansk assistance arbejder på at indføre en ombudsmandsinstitution.
Med sit “Arabiske Initiativ” medvirker Danmark til at fremme demokrati, menneskerettigheder, kvindeinddragelse og mediefrihed med mere.
I Egypten indviede vi i 2005 dialoginstituttet inspireret af vores kulturinstitut i Syrien. I Yemen bidrager vi til kvindernes inddragelse i samfundslivet og til mediefriheden. I Marokko bidrager vi med assistance til menneskeretsudviklingen, som vi også har forsøgt at fremme i Iran, dog uden held.
Vi blev i november 2005 i Bahrain medstiftere af Fund for the Future, som foreløbig omfatter Egypten og Marokko, og som skal støtte etableringen af små virksomheder og fremme udviklingen af den mellemklasse, der som oftest er demokratibærende.
Under mit efterfølgende møde med Jordans konge gav denne udtryk for, at også Jordan ville tilslutte sig initiativet. Mødet i Bahrain skabte først og fremmest “The Foundation for the Future”, hvortil mange vestlige (herunder Danmark) og arabiske lande bidrager med henblik på at fremme demokrati og reformer i den arabiske verden.
Danmark støtter aktivt fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere. Konflikten her er for mange arabere en anstødssten mod det vestligt-arabiske samarbejde.
Vi bidrog i 2002 til Køreplanen for Fred, som begge parter tilslutter sig, og bistår det palæstinensiske selvstyre med henblik på at få skabt en levedygtig og fredelig tostatsløsning.
Uden en sådan kommer der ikke fred i området, og uden den vil den demokratiske stat Israels eksistens i det lange løb være truet. Thi enten kommer palæstinenserne til at udgøre flertallet i Israel, og så er det ikke en jødisk stat, eller også vil Israel fastholde sig selv som jødisk stat, men så kan det ikke forblive en demokratisk stat.
Derfor er en positiv udvikling i Gaza afgørende for det næste og nødvendige skridt: etableringen af en palæstinensisk stat, og derfor har EU imødekommet parternes ønske om at være til stede ved grænseovergangen Rafah. Her som i Libanon må militserne afvæbnes, så man får demokratisk kontrol over alle våben efter devisen: en præsident, en hær og flere partier.
Så længe militser kan føre deres private udenrigspolitik, vil landene ikke være i stand til at indgå troværdige og holdbare aftaler.
Der er således reformer og udvikling i gang, som skal støttes uden at omfavnes, for dette skal udvikles og bæres af de muslimske lande selv for at være bæredygtigt. Men lige netop denne moderne udvikling frygter de fundamentalistiske islamister, og derfor vil de underminere den og ved hjælp af terror skræmme borgerne langt væk fra den.
Et vellykket samarbejde mellem den “nære” og “fjerne” fjende er det værste, der kan overgå bin Laden, al-Zawahiri og al-Zarqawi. Det forhindrer jo deres ønske om at eliminere al indflydelse og påvirkning fra den vestlige kultur og kortslutter deres langsigtede mål, som er civilisationernes sammenstød og opgøret med den ‘fjerne’ fjende.
For at få dette store opgør med den “fjerne” fjende må al-Qaeda skaffe sig en stærk udgangsposition i den muslimske verden. Derfor forsøger denne bevægelse at destabilisere såkaldt skrøbelige stater for atter at få en stat, som de havde i Afghanistan og håbede at få i Sudan.
Denne stat skal udgøre kernen i det nye Kalifat, og derfra skal genoprettelsen af middelalderens muslimske rige udgå. Herfra kan det store opgør med den “fjerne” fjende siden tages.
I al-Qaedas verdensbillede er dette opgør uundgåeligt, for “fjendskabet er dybt rodfæstet og sammenstødet er uundgåeligt”, som al-Qaeda har formuleret det. For at fremme dette opgør vil de anvende masseødelæggelsesvåben, i fald de kan få fat i sådanne.
Ifølge forskeren Fawaz A. Gerges har de forsøgt. I 1996 sendte bin Laden 2 mand til Afrika for at få fingre i en “dirty bomb”, hvilket mislykkedes, og siden har bin Laden pralet af at være i besiddelse af et masseødelæggelsesvåben, hvilket heldigvis og foreløbig kun er pral (“The Far Enemy”, s. 18, 197. 2005).
Men der er næppe tvivl om, at han vil anvende det, hvis han får det. Thi derved kan han skabe den eskalation, som han mener på tværs af alle statsgrænser og på trods af alle muslimske statsledere vil samle hele den muslimske verden omkring ham og hans aftapning af Koranen.
Det er denne totalitarisme, verden er oppe imod.
Men belært af de 2 europæiske, totalitære bevægelser, nazismen og kommunismen, ved vi, at den slags bevægelser skal stoppes i tide. Nok består de i begyndelsen kun af nogle få ideologisk forstyrrede galninge, men de kan ende med at forstyrre hele verden.
Derfor drejer det sig om ikke i intolerance at skyde alle muslimer al-Qaeda i skoene, men om at samarbejde med bin Ladens “nære” fjende og bidrage til den udvikling og de reformer, som den muslimske verden faktisk er i gang med.
Det store flertal af muslimer ønsker ikke al-Qaedas samfund, og talløse er de muslimer, der med personlig risiko offentligt i skrift og tale har taget og tager skarp afstand fra bin Laden og hans medsammensvorne og medløbere.
Som en stærkt tilhyllet yemenitisk kvindesagskvinde sagde til mig i Yemen, så er der ikke noget i vejen med Shariaen og islam, men der er noget i vejen med mændene, for de misbruger enhver religion!
I “The Far Enemy” fremdrager Fawaz A. Gerges hele denne af os alt for oversete debat og refererer f.eks. lederne af “Den islamiske Gruppe” for at opfordre til ægte dialog og et ægte engagement med Vesten, baseret på gensidig respekt og gensidig anerkendelse, så vel som på fredeligt samarbejde og ikke-aggression (s. 203).
Det er netop denne fremgangsmåde, som kan slå benene væk under bin Laden og hans netværk og snyde ham for det civilisationssammenstød, han går efter. Og denne fremgangsmåde forudsætter just den gensidige tolerance, uden hvilken der ikke kan være ægte dialog og ærligt samarbejde.
Der er nok, som ønsker at forpurre denne udvikling. Så meget desto stærkere skal vi søge og praktisere den, slutter udenrigsministeren.
Kronikken stod i dagbladet Politiken onsdag den 4. januar 2006.
Kilde: www.um.dk
