Udenrigsministeren udtrykte stor ros til Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i en tale på Københavns Rådhus i anledning af RCTs 25 års jubilæum 30. oktober 2007.
Af Per Stig Møller (K)
Et jubilæum er jo en glædens dag. Og det er som bekendt sundt at fejre fødselsdag. Som statistikken viser, bliver de folk, der fejrer flest fødselsdage, ældst. Men det er ikke et sundhedstegn, at der er brug for RCT, og vi må håbe, at der ikke bliver flere jubilæer – for det vil være et tegn på, at verden er blevet bedre.
Tortur forbinder vi med middelalderen og den formørkelse, der hærgede i det tyvende århundrede. Det burde og bør høre fortiden til.
For tortur er ikke blot en af de groveste krænkelser af menneskerettighederne. Tortur er et af de mest afskyelige indgreb i den menneskelige integritet – og en af de mest oprørende krænkelser af menneskelig værdighed. Ikke blot for ofrene, men også for bødlerne og de andre ansvarlige.
”Ingen må underkastes tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, står der i FN’s Menneskerettighedserklæring. Det er jo ganske enkelt. Man skal blot afholde sig fra at udøve tortur. Og alle lande er forpligtet til at efterleve det. Men det er tilsyneladende ikke så enkelt, og tortur udøves i alle egne af verden.
Paradoksalt nok ved de fleste af dem, der har ansvar for tortur, at de handler umenneskeligt, og som fortidens bødler ved de godt, at de ikke kan prale af deres job i det daglige. De ved altså, at tortur er skamfuldt. Derfor vil alle regimer og regeringer officielt afsværge tortur.
Det har trods alt ført til, at tortur er mindre udbredt end tidligere, men det har desværre ikke ført til, at torturen er forsvundet. Det har nok først og fremmest ført til, at torturen gennemgående foregår i dybeste hemmelighed og altid benægtes.
Derfor skal tortur tvinges frem i lyset, og bekæmpelse af tortur må derfor fortsat være en mærkesag for Danmark. Her er RCT en central og vigtig allieret. Vi har gennem de sidste 25 år haft et tæt, godt og frugtbart samarbejde om det fælles mål at få udryddet tortur.
Det gælder beskyttelsen mod tortur i de internationale regelsæt. Det er således Danmark, som fremlægger og forhandler de store såkaldte omnibusresolutioner i FN.
Det gælder torturforebyggelse og rehabilitering, hvor der med rette er grund til at takke for den aktive og engagerede rolle, RCT har spillet og fortsat spiller.
Det gælder påtale af konkrete krænkelser af torturforbudet, således som det f.eks. sker i udmøntningen af EUs retningslinjer for bekæmpelse af tortur, som EU har bedt Danmark om at lede.
Det gælder udbygningen af vores kendskab til tortur, hvor RCTs forskningsindsats er uovertruffen.
Og det gælder ydelse af bistand til bekæmpelse af tortur, hvor regeringens rolle først og fremmest er den at stille midlerne til rådighed, medens RCT har den formidlende rolle, derude hvor torturen gør ondt.
Både RCT og regeringen bruger store ressourcer på opgaverne. Men resultaterne vil kun indfinde sig ved en vedholdende og insisterende indsats.
For os er RCT også en solid og givende sparringspartner i vores arbejde mod torturen.
Nogen har måske bemærket, at vi ikke altid er enige. Det synes jeg er godt. Diskussion fremmer forståelsen, og for mig er selve retten til at tvivle et grundfundament i demokratiets væsen – det er tvivlen, der forandrer verden og fremkalder de fundamentale spørgsmål, der er nødvendige for fornyelse og dynamik.
Det, som er særligt karakteristisk for RCT, er, at det personlige engagement går hånd i hånd med en dybt professionel tilgang. Lægerne og det øvrige social- og sundhedspersonale i RCT arbejder hårdt – sammen med andre professioner – på at fastholde og udbygge en professionelt fast funderet indsats mod tortur. Derved har RCT skabt en særlig tværfaglig disciplin: Torturbekæmpelse.
Fra at være et af verdens første rehabiliteringscentre for torturofre har RCT gennem årene udviklet sin ekspertise inden for områder som behandling af torturofre, forskning og dokumentation, forebyggelse af tortur, internationale partnerprojekter og informationsvirksomhed. Derfor fremstår RCT nu som et af verdens førende professionelle videnscentre på torturområdet.
Faktisk begyndte det hele, allerede inden RCT blev skabt for 25 år siden, idet arbejdet blev startet i Amnesty Internationals lægegruppe i 1970erne. Det skete i et tæt og engageret samarbejde blandt unge læger.
Mange af dem er stadig med i torturarbejdet. Selv om man ved ikke at nævne nogen heller ikke glemmer nogen, vil jeg især gerne fremhæve Inge Genefke, som ikke blot har været en ildsjæl, men stadig er en dynamo i dette arbejde.
Inge Genefke citerer ofte Halfdan Rasmussens digt ”Ikke bødlen”. I dette digt nævner Halfdan Rasmussen en række ting, som netop ikke gør ham bange: Bødlen, hadet, torturen, døden og smerten. Det, som gør ham bange, er, hvad han meget overbevisende kalder ”den nådesløse verdens blinde ligegyldighed”. Denne ligegyldighed bør vi også være bange for.
Det er nemlig desværre ikke bødlernes – eller andre ansvarliges – brutalitet eller hårdhed, der er vores største problem i bekæmpelsen af tortur og andre krænkelser af menneskerettighederne. Måske heller ikke deres afstumpethed. Det er den ligegyldighed, som ofte bliver udvist over for andre menneskers lidelser.
Der har i efterhånden mange år været spirende tegn på opblomstringen af en “straffrihedskultur – a culture of impunity”. Vi har – bl.a. i FNs Sikkerhedsråd, med oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol og i det almindelige menneskerettighedsarbejde – forsøgt at imødegå denne udvikling og sikre, at menneskerettighedskrænkere bliver draget til ansvar.
Det er vigtigt. Men det er måske ligeså vigtigt at modvirke udviklingen af “en ligegyldighedskultur – a culture of indifference”, hvor der ses stort på andre menneskers lidelser og på krænkelser af deres menneskerettigheder.
Lidelsestrætheden holder gang i torturen, men der er heldigvis en stor og stigende interesse for menneskerettighederne i den danske befolkning. Denne interesse skal plejes, styrkes og underbygges sagligt, så vi undgår at synke ned i lidelsestrætheden og ligegyldighedskulturen.
Det er et stort fælles, individuelt og også professionelt ansvar for os alle. Det ansvar har RCT mere end mange andre været med til at løfte.
RCTs engagement og ekspertise er en inspiration for regeringens arbejde for menneskerettighederne. Det fastholder vores opmærksomhed og styrker Danmarks markante profil på menneskeretsområdet, og ikke mindst hjælper det de mennesker, hvis personlige og fysiske integritet er udsat for de groveste krænkelser, anførte udenrigsministeren.
Kilde: www.um.dk
