92-gruppen – et samarbejde mellem danske miljø- og udviklingsorganisationer – har opfordret VK-regeringen til at gøre en sidste kraftanstrengelse for at få FN til at tage hånd om sammenhængen mellem konflikter og udnyttelse af naturressourcer, mens Danmark endnu sidder i Sikkerhedsrådet.
I den anledning siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) i en presseudtalelse mandag:
– Danmark har gennem sit medlemskab af Sikkerhedsrådet ydet en meget stor indsats for at sætte fokus på netop naturressourcernes rolle i forbindelse med væbnede konflikter.
– Lad mig som eksempler pege på DR Congo, hvor et ekspertpanel på dansk foranledning med støtte fra de øvrige Sikkerhedsrådsmedlemmer er blevet anmodet om at fremkomme med forslag til indførsel af et kontrolregime, som kan forhindre illegal handel med DR Congos naturressourcer.
– Et andet eksempel er, at Danmark som formand for FNs sanktionskomite for Liberia har ydet en kæmpeindsats og spillet en central rolle i Sikkerhedsrådets håndtering af sanktioner mod Liberia.
– Fra dansk side er vi imidlertid også nødt til at forholde os til, at konflikterne i Afrika ofte har flere årsager. Det gælder bl.a. fattigdom og økonomisk marginalisering, samt fravær af god regeringsførelse og demokrati.
– Som medlem af Sikkerhedsrådet arbejder Danmark for, at alle relevante aspekter inddrages og håndteres. Kun gennem en sådan sammenhængende tilgang til konflikthåndtering, vil konflikterne kunne forebygges og løses, og naturressourcer beskyttes ordentligt, slutter udenrigsministeren
Baggrund ifølge udenrigsministeriets redegørelse:
Naturressourcer er en væsentlig finansieringskilde for mange af de aktuelle konflikter på Sikkerhedsrådets dagsorden. Det gælder navnlig konflikterne i Vestafrika og Centralafrika, herunder i Liberia og DR Congo.
Danmark har gennem sit medlemskab af Sikkerhedsrådet ydet en meget stor indsats for at sætte fokus på netop naturressourcernes rolle i forbindelse med væbnede konflikter. I DR Congo har Danmark fokuseret på naturressourcers anvendelse til finansiering af våbenindkøb og krigsførelse.
Denne sammenhæng er beskrevet i diverse rapporter fra FNs Generalsekretær og det nedsatte ekspertpanel til overvågning af våbenembargoen i landet.
Ekspertpanelet er derfor på dansk foranledning med støtte fra de øvrige Sikkerhedsrådsmedlemmer blevet anmodet om at fremkomme med forslag til indførsel af et kontrolregime, som kan forhindre illegal handel med DR Congos naturressourcer. Anbefalingerne forventes fremlagt den 20. december.
Som formand for FNs sanktionskomite for Liberia har Danmark også spillet en central rolle i Sikkerhedsrådets håndtering af sanktioner mod dette land. Bl.a. besøgte den danske FN-ambassadør Liberia i april 2006 kort før sanktionsregimet for Liberia skulle genovervejes af Sikkerhedsrådet i juni.
FN-ambassadøren (Ellen Margrethe Løj, red.) havde møder med alle involverede parter i Liberia inklusive præsidenten. Sanktionerne mod handel med tømmer blev ophævet, mens forbudet mod handel med diamanter blev forlænget.
Som et kriterium for ophævelsen har Danmark været med til at presse på for, at der for diamanter etableres et internationalt anerkendt kontrolregime for diamanternes oprindelse (Kimberley-processen). Dette kriterium var endnu ikke er opfyldt.
Danmark har desuden løbende under Sikkerhedsrådets drøftelser og i dialogen med Samarbejdsorganisationen for de Vestafrikanske Lande, ECOWAS, påpeget den regionale dimension af konflikterne, herunder smugling af naturressourcer over landegrænserne.
Samtidig har man fra dansk side arbejdet på at få en bedre erfaringsopsamling mellem FN missionerne i Vestafrika, herunder om naturressourcespørgsmål.
Danmark har også spillet en fremtrædende rolle i etableringen af FNs Fredsopbygningskommission, som netop skal sikre, at der bliver taget hånd om alle relevante aspekter i en konflikt, herunder også brugen af naturressourcer til at finansiere fortsat konflikt.
Fredsopbygningskommissionen er nedsat på den triste baggrund at op mod halvdelen af de lande, der har været i konflikt, falder tilbage i konflikt igen.
Med Fredsopbygningskommissionen får vi samlet alle aktører om samme bord og kan dermed sikre, at alle aspekter i konfliktforebyggelse og fredsopbygning herunder også udnyttelse af naturressourcer tages med.
Læs også telegrammet “92-gruppen: Regeringen må holde sine FN-løfter om Afrika”, dato 03.09.06, i rubrikken Nyt fra 3V