Udenrigsministerens indlæg i Politiken Søndag (20. juni), som gengivet dags dato (mandag) på udenrigsministeirets hjemmeside
Af Per Stig Møller, udenrigsminister (K)
I Darfur i Sudan er 1,2 millioner mennesker tvunget fra deres hjem og på flugt, de fleste kun med meget få ejendele. Næsten 200.000 er drevet over grænsen til Tchad.
Den såkaldte Janjaweed-milits, der angiveligt støttes af den sudanske regering, hærger regionen og terroriserer civilbefolkningen med drab, voldtægter og nedbrænding af landsbyer. Situationen er blevet kaldt etnisk udrensning af FNs nødhjælpskoordinator.
Flygtningene fra Darfur har ikke udsigt til at kunne vende hjem foreløbig. Og når de engang får muligheden for det, er der ikke meget at vende hjem til. Årsagen til situationen er en blanding af politisk marginalisering, underudvikling og regeringens støtte til Darfurs arabiske nomadestammer, som kæmper om jorden mod sorte afrikanske jorddyrkere.
Krisen i Darfur er således både politisk og humanitær, men dens menneskelige konsekvenser er entydigt uacceptable.
FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) markerer søndag den internationale flygtningedag med temaet “Et sted man kan kalde hjem”. Så enkelt kan det siges, når man skal forsøge at beskrive et meget komplekst problem, som påvirker over 20 millioner mennesker verden over. Spørger man disse mennesker om, hvad de ønsker mest af alt, vil svaret helt sikkert omfatte ordene “et sted man kan kalde hjem”.
I Afrika ser vi i dag en positiv udvikling for flere store grupper af flygtninge. Der er gået 10 år siden folkemordet i Rwanda, hvor det internationale samfund svigtede massivt. Nu vender flygtninge fra Rwanda hjem.
Også flygtninge fra Burundi, Liberia og Sierra Leone kan nu komme hjem efter mange års krig og ødelæggelse. Det optimistiske håb er, at 2004 bliver et gennembrud på dette område og for alvor bliver indledningen til en varig løsning af Afrikas mange flygtningeproblemer.
Der er dog stadig alt for mange, som ikke kan vende hjem – også i Afrika. Darfur er ikke et enestående eksempel.
Så længe sådanne humanitære katastrofer kan opstå, gør vi ikke nok. Kravene er på sin vis enkle. Det internationale samfund må sætte aktivt ind og gøre det muligt at finde politiske løsninger.
Det gør EU i Darfur, og det førte i april til en våbenhvile, som imidlertid ikke respekteres af parterne. Der er behov for mere politisk pres for at sikre overholdelse af våbenhvilen. En observatørmission, som skal overvåge situationen, er ved at blive sendt ud, og Danmark deltager i denne.
Også i selve Sudan er der kommet gang i hjælpen – både politisk og humanitært. FNs Sikkerhedsråd vedtog i sidste uge en resolution, som hilser den foreløbige aftale mellem Khartoum-regeringen og oppositionen velkommen. En fredsbevarende operation i Sudan overvejes, når en samlet fredsaftale er underskrevet. Danmark har meldt positivt ud om at deltage i denne.
De humanitære organisationer kæmper mod uret for at få nødhjælpen frem. Regntiden er sat ind. Sudans regering har foreløbig svigtet, men den skal få standset overgrebene mod civilbefolkningen nu. Den skal give adgang, så den internationale nødhjælp kan komme ind og forhindre videre udvikling af katastrofen. Det internationale samfund kan ikke risikere en ny Rwanda-katastrofe.
Det internationale donorsamfund må reagere mere generøst i disse situationer. Og hurtigere. Danmark gav allerede sidst i 2003 den første bistand øremærket til Darfur. Over de seneste måneder har vi givet næsten 25 mio. kr. til Darfurkrisen. Vi følger situationen tæt og vil bistå yderligere om nødvendigt.
Når UNHCR søndag (20. juni) markerer den internationale flygtningedag, er det med til at gøre os alle opmærksomme på vores humanitære forpligtelser til at hjælpe, hvor der er nød. Politisk og menneskeligt engagement er afgørende i en urolig verden, og vi må indstille os på fortsat at skulle bruge mange ressourcer på nødhjælp og hjælp til flygtninge.
Behovene er enorme, og verdens flygtninge og fordrevne har krav på at blive hjulpet. Vi har alle en forpligtelse til at hjælpe. Indsatserne skal gennemføres dér, hvor behovene er størst, og hvor vi har bedst mulighed for at hjælpe.
Og det har vi i nærområderne. Hjælp, som ydes til flygtningene tæt på, hvor de kommer fra, gør det muligt for flygtningene at have kontakt hjemover, og dette forøger muligheden for at vende hurtigt tilbage, når konflikten er overstået.
I virkelighedens verden – den virkelighed, som millioner af flygtninge møder – vil store grupper desværre være flygtninge i mange år. På grund af nye sociale, etniske og klanmæssige forhold i hjemlandet bliver tilbagevenden måske slet ikke muligt for mange. For dem er det vigtigt, at vi hjælper dem og de mennesker, som de bor blandt, til at finde en løsning.
I mange tilfælde er der tale om, at flygtninge og befolkningerne i nærområderne er beslægtede, og at sociale og kulturelle normer derfor også er tæt forbundne. Udfordringen til værtslandene og det internationale samfund er her at hjælpe befolkningerne med lokal integration.
Når det gælder Darfur, må vi forberede os på, at krisen kan trække ud. Og være indstillet på at hjælpe de nødstedte der, hvor de er, indtil de kan vende tilbage under sikre forhold.
Men vi skal først og fremmest sikre, at “Darfur 2004” ikke huskes på linje med “Rwanda 1994”. De mange på flugt fra Darfur skal ikke vente i 10 år, før de kan vende hjem.
