Annoncør: Danske Handicaporganisationer (DH)
Ansøgningsfrist: 04/12/2024
Job: Danske Handicaporganisationer søger bevillingskonsulent til Handicappuljen (deltid)
Danske Handicaporganisationer (DH) søger en erfaren konsulent til fagligt at vurdere og indstille ansøgninger til Handicappuljen.
Baggrund:
Via Handicappuljen kan danske handicaporganisationer søge bevillinger til at indgå partnerskaber med søsterorganisationer i det Globale Syd samt i Ukraine og EU’s øvrige østlige naboskabsregion. Puljen indgår i DH’s Globale Handicapprogram og forvaltes af DH med støtte fra dansk udviklingsbistand under Udenrigsministeriet. Ansøgninger til Handicappuljen behandles af en af DH’s to bevillingskonsulenter, som foretager en faglig og administrativ vurdering på baggrund af Handicappuljens retningslinjer. Handicappuljens bevillingsudvalg træffer afgørelse på baggrund af indstillingen. Bevillingsudvalget består af en repræsentant fra DH’s bestyrelse samt 4 eksterne fagpersoner. Rådgivning, monitorering, tilsyn og forvaltning sorterer under DH’s sekretariat.
Arbejdsopgaver:
- Sagsbehandling, vurdering og indstilling af indkomne ansøgninger til Handicappuljen
- Deltagelse i bevillingsudvalgsmøder, herunder udarbejdelse af referat
- Løbende faglig sparring vedr. vurderingspraksis i relation til puljeretningslinjer
- Deltagelse i kalibreringsmøder og faglige seminarer med DH’s afdeling for Internationalt Samarbejde
- Ad hoc-opgaver i tilknytning til bevillingssystemet
Omfang: Arbejdet forventes at udgøre mellem 75 og 125 timer årligt. Mindre ansøgninger behandles løbende, mens større ansøgninger behandles i forlængelse af puljens 2 årlige ansøgningsfrister.
Det er afgørende, at bevillingskonsulenten kan tilrettelægge sit øvrige arbejde således, at det kan tilpasses Handicappuljens arbejdsrytme, dog med indbygget fleksibilitet i den konkrete tilrettelæggelse af arbejdstiden.
Kvalifikationer: Bevillingskonsulenten skal have dokumenteret erfaring indenfor følgende områder:
- Mindst 10 års arbejdsmæssig erfaring indenfor civilsamfunds- og udviklingssamarbejde, herunder erfaring med indsatser relateret til mennesker med handicap eller andre marginaliserede grupper
- Indgående kendskab til Danmarks udviklingspolitiske strategi, den rettighedsbaserede tilgang til udviklingssamarbejde samt til Handicapkonventionen og Verdensmålene
- Omfattende erfaring med konkret vurdering af udviklingsindsatser, herunder programmer og projekter
- Erfaring med kapacitetsvurdering af civilsamfundsorganisationer
- Systematisk og grundig tilgang påkrævet og god forståelse af bevillingspraksisser
- Gode skriftlige kommunikationsevner samt stærke dansk- og engelskkundskaber
Vi lægger derudover vægt på høj integritet og stor lyst til at være en del af et folkeligt udviklingsarbejde, hvor personligt og foreningsmæssigt engagement går hånd i hånd med faglige ambitioner om at skabe bedre vilkår for mennesker med handicap.
Honorar: Der honoreres med en timetakst på kr. 657,56 + 12½ % i feriepenge.
Information: Du kan læse mere om Handicappuljen og DH’s Globale Handicapprogram her. Yderligere information kan fås ved henvendelse til International Konsulent Dennis Fris Kuhlmann [email protected] eller tlf. 92 82 15 27.
Ansøgningsprocedure: Stillingen søges gennem DH’s ansøgningssystem. Ansøgning samt CV skal medsendes.
Ansøgningsfrist: torsdag d. 4. december.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 50. Stillingen ønskes besat fra 1. januar 2025 eller snarest muligt.
Vi ønsker en mangfoldig medarbejdergruppe og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund. Vi glæder os til at høre fra dig!
Om DH
DH er fælles talerør og paraplyorganisation for 36 handicaporganisationer og repræsenterer cirka 400.000 medlemmer. Vi har til huse i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup – verdens måske mest tilgængelige kontorhus.