Annoncør: Friluftsrådet
Ansøgningsfrist: 10/01/2025
Job: Friluftsrådet søger programkoordinator til internationalt arbejde med uddannelse, miljø og klimatilpasning
Vil du være med til at udvikle og koordinere Friluftsrådets internationale engagement i kvalitetsuddannelse, bæredygtighed og klimatilpasning? Har du erfaring med program- og projektledelse og udvikling af uddannelses- og miljøindsatser? Så er det måske dig, vi søger.
Eco-Schools programmet i Friluftsrådet
Siden 2003 har Friluftsrådet stået i spidsen for en række Danida- og CISU-finansierede projekter og programmer i det østlige og sydlige Afrika. Med afsæt i det internationale miljøundervisningsprogram Eco-Schools omsætter vi principperne i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling til praksis ved at demonstrere bæredygtig naturressourceforvaltning og klimatilpasning for at fremme lokal udvikling.
Indsatsen har primært fokus på at styrke skoleundervisningens relevans og kvalitet i en foranderlig verden, hvor klimaforandringer har stor indflydelse på levevilkår for de mest sårbare grupper. Arbejdet tager udgangspunkt i elevcentrerede undervisningsmetoder, der med afsæt i at styrke handlekompetencer ift. klimaforandringer og naturbeskyttelse har til formål at imødegå de gennemgribende forandringer.
Eco-Schools programmet opbygger undervisningsfaglige kompetencer på skoler, lærerseminarier og hos Friluftsrådets Sydpartnere i tæt samarbejde med nationale undervisningsmyndigheder. Samarbejdet mellem skoler og lokalsamfund om konkrete projekter i skolerne bliver integreret i undervisningen for at skabe sammenhæng mellem teori og praksis.
Siden 2014 har Friluftsrådet samlet Eco-Schools-arbejdet under en programbevilling fra CISU, hvor Friluftsrådets Sydpartnere i Tanzania og Rwanda samarbejder om udvikling og implementering af Eco-Schools metoder. Programorganisationens videreudvikling inkluderer facilitering og styrkelse af det tværgående samarbejde mellem Sydpartnerne og Friluftsrådet, især i forhold til at styrke programmets advocacy tilgang.
Om stillingen
Som vores nye programkoordinator vil du spille en central rolle i udviklingen og administrationen af Eco-Schools arbejdet. Du bliver ansvarlig for:
- Administration og udvikling af Eco-Schools programmet i Afrika.
- Kapacitetsopbygning, monitorering, evaluering og opsamling af læring på tværs af samarbejdspartnere.
- Videreudviklingen af Eco-Schools aktiviteter i tæt samarbejde med Sydpartnerne, især med hensyn til fortalervirksomhed.
- Organiseringen af workshops og internationale møder med Sydpartnere og relevante interessenter.
- Afrapporteringen på Friluftsrådets internationale projekter til CISU og andre donorer
- Udviklingen af Friluftsrådets internationale projekt- og programportefølje, herunder udvikling og formulering af ansøgninger til CISU, Udenrigsministeriet eller andre relevante donorer.
Og så bliver der mulighed for at blive inddraget i Friluftsrådets arbejde i Danmark.
Om dig
Vi lægger især vægt på, at du:
- har en relevant uddannelsesbaggrund med god faglig ballast, der inkluderer mindst 5 års erfaring fra projektledelse og økonomistyring
- har godt kendskab til miljø- og klimadagsordenen – og indsigt i relevante uddannelsesspørgsmål
- har solidt kendskab til CISU og Udenrigsministeriets procedurer, samt erfaring fra anvendelse af relevante monitorerings-, evaluerings- og læringsmetoder
- har solid erfaring fra internationalt civilsamfunds- og udviklingssamarbejde
- har solid erfaring med udvikling af fortalervirksomhed og kapacitetsopbygning
- kan kommunikere på dansk og engelsk på højt niveau såvel skriftligt som mundtligt
- har analytisk sans og gode evner til at planlægge, koordinere og samarbejde i en international og interkulturel kontekst
- kan arbejde målrettet – både individuelt og som holdspiller i et team
- har en god organisationsforståelse og kendskab til organisationsudvikling
Derudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til et eller flere af de lande, vi arbejder i.
Hvem er vi?
Friluftsrådet er en selvstændig, ikke-statslig paraplyorganisation, der samler mere end 80 foreninger og organisationer. Friluftsrådet arbejder for at udvikle friluftslivet, formidle natur og bæredygtighed og forbedre rammerne for at opleve naturen. Vores vision er: Friluftsliv for alle – i en rig natur, og på et bæredygtigt grundlag.
Du bliver en del af en meningsfuld og dynamisk arbejdsplads i København nær Sydhavn station sammen med 30 andre medarbejdere i sekretariatet. Vi har en uformel tone og tilbyder gode personaleforhold.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen indebærer nogen rejseaktivitet.
Ansættelse sker i henhold til Friluftsrådets AC-overenskomst med DM. Arbejdstiden er 37 timer inkl. frokost.
Vi forventer, at du kan starte hos os den 1. marts 2024.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte konstitueret direktør Torbjørn Eriksen, tlf. 21 94 16 66 eller e-mail [email protected].
Du sender din ansøgning og CV til [email protected] senest den 10. januar 2025 og skriver ”Ansøgning programkoordinator” i emnefeltet.
Vi forventer at holde 1. samtaler den 17. og 20. januar og 2. samtaler den 23. januar 2025.