Regeringen i Sudan holder fast i, at valget skal afholdes; men hvem der deltager, og hvordan valget kommer til at foregå er der stor forvirring om.
Af Janne Bruvoll
MS Sudan – ActionAid
Valgkommissionen i Sudan har bekræftet, at valget vil blive gennemført 11.-13. april, og præsident Bashir har holdt fast på, at han ikke vil acceptere en forsinkelse.
Men ellers er der ikke meget, der er sikkert op til det første demokratiske valg i 20 år i Sudan.
TRÆKKER SIG UD
En række oppositionspartier har valgt at trække sig ud af valget.
Hovedårsagen til den beslutning er, at oppositionen anklager regeringspartiet NCP for at svindle med valgresultatet.
Derudover mener oppositionen, at de ikke har fået lige adgang til medierne, og at de ikke har haft muligheder for at holde de valgmøder, de har ret til.
Samtidig er de love, som skulle have været vedtaget før valget for at sikre et demokratisk valg, endnu ikke blevet vedtaget.
HVEM ER EGENTLIG MED?
Der er stor forvirring om, hvilke partier der stadig er med i valget, for de færreste har meldt klart ud, mens andre har trukket deres beslutninger tilbage.
Da fristen for at trække sig er overskredet, vil alle partier og kandidater være at finde på valgsedlerne, og ingen ved, hvad det vil betyde, hvis de går hen og får flest stemmer.
SYDLIGT REGERINGSPARTI IKKE MED I NORD
Meget overraskende har regeringspartiet i Sydsudan, SPLM, også valgt at trække sig ud af valget i de nordlige stater.
Den beslutning kan ikke undgå at forværre SPLMs forhold til NCP og præsident Bashir.
INGEN OBSERVATØRER I DARFUR
Desuden har EU valgt at trække sine valgobservatører ud af Darfur med begrundelsen, at de af sikkerhedsmæssige årsager ikke vil kunne observere valget i alle områder, og at det derfor ikke giver mening for dem at være der.
Med andre ord har regeringspartiet NCP og Bashir ganske frie tøjler til at gøre, hvad de vil med valgresultatet i Darfur.