Den hollandske regering har bevilget 1 million euro (ca. 7,5 mio. kr.) årligt de næste 4 år til Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), der har hovedsæde i København.
IRCT er den internationale paraplyorganisation for op mod 200 rehabiliteringscentre og programmer for torturofre fra hele verden.
Organisationens generalsekretariat i Borgergade i Københavns centrum bliver nu i stand til markant at styrke sin hjælp til behandlingen af torturofre og til arbejdet med at forebygge tortur over alt i verden, skriver IRCT i en pressemedddelelse fredag.
Netop nu søger IRCT nye medarbejdere (Læs også “Anti-torturråd opruster med 9 nye medarbejdere” i u-landsnyt under International bistand, 15.12.04).
De nye folk skal bl.a. være med til at øge indsatsen mod tortur i multilaterale organisationer som EU, FN, OSCE og Europarådet. IRCT planlægger netop nu et nyt program til rehabilitering af torturofre i Irak og Uzbekistan, og målet er føre programmet videre i andre centralasiatiske lande.
Desuden skal støtten anvendes til en øget informationsindsats og til at styrke det regionale arbejde.
– Der er stadig mange sorte pletter på verdenskortet, hvor ingen for alvor gør noget for at hjælpe torturofrene. Derfor skal vi sætte ind og uddanne læger og andet sundhedsfagligt personale til at behandle ofrene for tortur. Vi er den hollandske regering uhyre taknemlig for den store og meget vigtige støtte til vores arbejde, siger IRCTs generalsekretær, Brita Sydhoff, som tilføjer:
– Støtten hjælper os også til at opbygge regionale kraftcentre for arbejdet mod tortur i de nye demokratiske stater og u-landene.
For bare et år siden måtte IRCT som følge af en alvorlig økonomisk krise sige farvel til et betydelig antal medarbejdere, men i kraft af stor opbakning fra Danida har IRCT klaret sig gennem krisen og kan nu høste frugten af en stor og målrettet indsats, hedder det videre.
IRCT støttes af Danmark, de øvrige nordiske lande, Holland, EU, OAK Fonden og andre private fonde. Blandt de danske støtter kan nævnes Roskildefonden, som i år har bidraget med 100.000 kr. til IRCTs arbejde.
Yderligere oplysninger hos mediekoordinator Poul Struve Nielsen, 33 76 06 49 eller 23 34 55 09. International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), Borgergade 13, P.O. Box 9049, 1022 Copenhagen K, Tel. 33 76 06 00, Fax: 33 76 05 00