Omkring 8,1 millioner cubanere trodsede silende regn og gik til stemmeurnerne, søndag, svarende til en valgdeltagelse på 95%, skriver statsavisen, Granma.
Der er dog ikke den store spænding om udfaldet af valget til landets parlament, Nationalforsamlingen, og uafhængige iagttagere beskriver stemningen som “uinteresseret” omend den dækker over en stor trang til forandring.
Medvirkende til den store valgdeltagelse er formentlig også, at der bliver uddelt gaver til de vælgere, der møder først frem. De får blomster, et diplom eller et stykke sæbe.
MÅSKE HISTORISK VALG
Valget kan dog vise sig at blive historisk, idet det måske bliver det sidste med Fidel Castro som diktator i Cuba. Og valget kan give et fingerpeg om, hvad folket mener, der skal ske med ham – alt efter hvordan deres stemmer sammensætter Nationalforsamlingen.
PARTIET DELT
Det kommunistiske parti menes at være delt i spørgsmålet. En stærk fløj, ledet af Raúl Castro, Carlos Lage og udenrigsminister Felipe Pérez Roque ønsker en ny leder og at give Fidel en ny rolle som “revolutionens vogter”, eftersom hans helbred er svagt og han har brug for konstant lægehjælp.
En anden fløj ønsker, at han skal genoptage ledelsen af landet.
Fidel Castro har ikke vist sig offentligt siden juli 2007, da han gennemgik en mave- tarmoperation og midlertidigt overdrog magten til sin bror, Raúl Castro.
Fornylig antydede Fidel selv i et af sine mange indlæg i aviserne, at det er på tide at træde tilbage. Og Raúl Castro har bebudet en afgørelse om Fidels politiske fremtid d. 24. februar 2008.