Sådan lyder det i en beretning, som et flertal i Folketingets Udenrigsudvalg bestående af partierne i rød blok samt Konservative ventes at vedtage tirsdag, skriver flere nyhedskilder.
Beslutningsforslaget før jul ville have betydet, at kun ca. halvdelen af de budgetterede besparelser i 2015 ville være gennemført.
Folketingsflertallet ønskede nemlig at tilbageføre 1,4 milliarder kr. af u-landsmidlerne, så niveauet for udviklingsbistanden i fjor kom til at ligge på 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i stedet for 0,7 pct.
Det er mange penge og ville have nedslibet nogle af de værste knaster i de nærmest hovedkulds besparelser, der kom som lyn fra en klar himmel og vakte bestyrtelse og fortvivlelse i de danske u-landsorganisationer.
For de kom OVENI andre og endnu mere omfattende besparelser på u-landsbudgettet, der falder i år, fordi de er indeholdt i den blå finanslov for 2016.
Nogle af besparelserne i 2015 var tilsagn om penge til internationale organisationer afgivet af SR-regeringen. Men de var juridisk set endnu ikke skrevet under fra dansk side – hvorfor Venstre-regeringen ganske enkelt valgte at ignorere løfterne (tilsagnene).
Alvorlig påtale til Kristian Jensen
Næsen – eller den alvorlige påtale – til Kristian Jensen (V) og regeringen kommer i forlængelse af, at udenrigsministeren efter vedtagelsen af beslutningsforslaget meddelte, at regeringen ikke havde tænkt sig at følge flertallets beslutning, men fortsat gennemfører besparelser for i alt omkring 2,7 milliarder kr. i 2015.
Alt andet lige et enormt hug i bistandsmidlerne, som f.eks. går til at nedbringe afgifterne på luksusbiler med flere hundrede tusinde kroner pr. bil. En Porsche anslås således at blive 400.000 kr. billigere.
“Det er en grundsten i det danske demokrati, at regeringens handlinger skal være i overensstemmelse med folketingsflertallet – også selv om den måtte være uenig”, hedder det bl.a. i forslaget til udenrigsudvalgets beretning.
Den formelle og relativt usædvanlige kritik af regeringen bliver vedtaget med De Konservatives stemmer, og dermed er der flertal for beretningen.
Ikke noget mistillidsvotum
Den konservative udenrigsordfører Naser Khader vil dog ikke strække sig længere end de kritiske ord om regeringens prioriteringer i sagen.
“Det er ikke et mistillidsvotum eller et kabinetsspørgsmål, for vores vedkommende er det en løftet pegefinger til regeringen og udenrigsministeren om, at man fremover respekterer flertallet i Folketinget”, siger han til DR online.
Regeringen sænkede i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for i år den danske udviklingsbistand fra et niveau på 0,87 procent af BNI til 0,71 procent.
Det var en beslutning, som De Konservative nikkede ja til, men uden at vide, at der i 2015 også ville blive skåret i udviklingsbistanden, siger Khader.
Udenrigsminister Kristian Jensen har tidligere forklaret, at det 'ikke er et brud på juridisk bindende tilsagn', når regeringen vil give hele 2,7 milliarder mindre, end der var afsat sidste år.
Klare ord fra Christian Juhl
Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, siger i en presseudtalelse mandag aften:
“Regeringens afvisning betyder, at en række bistandsprojekter har måttet aflyses og dermed efterlader fattige mennesker uden den hjælp, de har behov for samtidig med, at Danmarks ry lider et alvorligt knæk”.
Se også Mogens Lykketofts vurdering af Danmarks omdømme
Christian Juhl fortsætter:
“Det er efter min mening helt uacceptabelt, og derfor er en alvorlig påtale til regeringen på plads. Desuden er det vigtigt, at vi fortsætter indsatsen for igen at komme tilbage på det visionære spor med en høj og professionel udviklingsbistand, som Danmark i årtier har været kendt og respekteret for”.
SF: ”Uhørt og ikke en regering værdigt”
Et flertal i Folketinget på 54 mod 51 stemte d. 21 december for at annullere 1,4 milliarder kroner af regeringens omfattende besparelser på udviklingsbistanden allerede i år. Men regeringen gennemfører besparelserne i deres fulde omfang alligevel.
Det skyldes, at mens regeringen er tvunget til at følge et lovforslag, der samler flertal, kan den godt ignorere et beslutningsforslag, som går den imod.
Og det var et sådant Socialistisk Folkeparti stillede med opbakning fra Socialdemokraterne, Enhedslisten, de radikale og Alternativet.
De udgjorde et flertal, fordi de konservative, der er tungen på vægtskålen mellem rød og blå blok, undlod at stemme.
“Det er fuldstændig uhørt og udtryk for en arrogance, som er uværdig for en regering, når udenrigsministeren siger, at han er totalt ligeglad med et folketingsflertal”, sagde SFs udenrigsordfører Holger K. Nielsen dengang efter afstemningen.
Den radikale partileder Martin Lidegaard lå på samme linje:
“Det er magtarrogance og uhørt at behandle et folketingsflertal på den måde uden nogen grund til at gøre det. Og også et udtryk for, at dansk udenrigspolitik er ved at ligge i ruiner”. Læs mere om den sag her
Mere om Venstres"dødsliste" for 2015 her
Og om milliardbesparelserne i 2016 her
DOKUMENT
Beretning afgivet af Udenrigsudvalget den [xx. januar 2016]
Udkast til Beretning om regeringens manglende efterlevelse af beslutningsforslag nr. B 21 [af Mette Gjerskov (S), Christian Juhl (EL), Ulla Sandbæk (ALT), Holger K. Nielsen (SF), Martin Lidegaard (R) og Naser Khader (K)]
Et flertal i Folketinget vedtog den 21. december 2015 beslutningsforslag
nr. B 21 (stillet af Socialistisk Folkeparti) om at gennemføre budgetterede udbetalinger af udviklingsbistanden for 2015.
Baggrunden var, at regeringen havde besluttet at fjerne en række af de tilsagn om udviklingsbistand, der var vedtaget på finansloven for 2015.
På et samråd i Udenrigsudvalget den samme dag tilkendegav udenrigsministeren, at regeringen ikke har til hensigt at rette sig efter det vedtagne beslutningsforslag.
Udenrigsudvalget finder det særdeles kritisabelt, at regeringen
ikke agter at følge folketingsflertallet.
Det er en grundsten i det danske demokrati, at regeringens handlinger
skal være i overensstemmelse med folketingsflertallet – også selv om den måtte være uenig.
I modsat fald eroderer det parlamentariske demokrati, og det bliver umuligt at skabe et tillidsfuldt samarbejde mellem regeringen og Folketinget.
Regeringens afvisning af at rette sig efter folketingsflertallet betyder i det konkrete tilfælde, at en række bistandsprojekter har måttet aflyses og dermed efterlader mennesker uden den hjælp, de har behov for samtidig med, at Danmarks ry som en troværdig samarbejdspartner i forhold til
udviklingslandene kan lide et knæk.
Dette finder Udenrigsudvalget helt uacceptabelt, og udvalget finder det vigtigt, at regeringen fremover accepterer de parlamentariske spilleregler
og lever op til de beslutninger, der vedtages i Folketinget.
På udvalgets vegne
Nick Hækkerup (S)
Udvalgsformand