Dansk erhvervsliv, politiske partier og repræsentanter for de humanitære og udviklingsorienterede organisationer i Danmark mødes på torsdag for at samle erfaringer og udforme et fælles sæt anbefalinger til den danske regering forud for FN-topmødet ”Millennium plus 5” 14.-16. september i New York.
Formålet er at få danskernes støtte til at sætte turbo på at nå 2015 Målene
Torsdag den 28. april slår FNs Udviklingsprogram (UNDP) og UNICEF Danmark dørene op for konferencen: ”Udryd Fattigdom Nu”. Dermed indledes en dansk 3-dages kampagne for at halvere verdens fattigdom, som er organiseret af mere end 60 danske interesseorganisationer og UNDP.
På konferencen, som åbnes af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), fortæller Bjørn Førde, UNDPs landechef i Botswana, og Christian Balslev-Olesen, leder af UNICEFs arbejde i Eritrea om, hvad 2015 Målene betyder for verdens fattige ulande og hvordan det går med at nå målene.
Efter indlæggene vil alle deltagere udveksle erfaringer i mindre grupper om, hvordan målene kan nås med hjælp fra den danske befolkning, organisationerne og politikerne og sammensætte et katalog over fælles anbefalinger. Anbefalingerne overrækkes til Udviklingsministeren umiddelbart efter konferencens afslutning.
Tid: Torsdag den 28. april, kl. 9:30-17:00
Sted: Gl. Vartov, Farvergade 27, opgang H, 1. sal i København
NB: Anbefalingerne fra konferencen overleveres til Udviklingsministeren på ministerkontoret kl. 18:30, udenrigsministeriet, hvor pressen er velkommen efter tilmelding til UNDP eller UNICEF Danmark.
Danskerne skal blive klogere
En ny undersøgelse fra Eurobarometer viser, at 91 procent af alle danskere ikke ved, hvad 2015 Målene er, eller hvad de går ud på.
2015 Målene, som på engelsk kaldes Millennium Development Goals, er 8 konkrete, tidsbestemte og målbare udviklingsmål, som alle sigter på at halvere den globale fattigdom inden 2015. De blev vedtaget af verdens statsledere i 2000 og skal være opfyldt i 2015, og i år holder FN statusmøde for at sætte mere turbo på opfyldelsen af målene.
– Netop 2005 er året, da vi skal handle og se en ende på fattigdommen, siger direktør for UNDPs nordiske kontor, Poul Grosen, og fortsætter: – Vi skal gøre den danske befolkning opmærksom på de løfter, verdens ledere har afsagt, så de kan være garanter for, at vi faktisk når målene.
Han bakkes op af UNICEF Danmarks generalsekretær:
– Vi har den nødvendige viden og de ressourcer, der skal til for at ændre betingelserne for verdens fattige, sikre Jordens børn en fremtid og skabe en bedre verden med mindre fattigdom, siger Steen M. Andersen og lægger til:
– Derfor håber vi på stor opbakning i den danske befolkning og på, at de danske politikere kan komme hjem med de rigtige resultater fra det forestående topmøde. Konferencen skal være med til at skabe grundlag for dette.
Hele Danmark har mulighed for at bakke op omkring 2015 Målene i den landsdækkende kampagne. Den nationale konference 28. april efterfølges af lokale arrangementer 29. april og fælles aktiviteter den 30. april – herunder opsendingen af balloner fra 10 steder i landet.
Den 30. april er Rådhuspladsen lejet til fodboldkampen “Scor et 2015 Mål,” ligesom Skt. Hans torv er stedet, hvor du gennem kunst og musik kan blive klogere på 2015 Målene.
For mere information og program for konferencen, se:www.undp.dk/
For mere information om kampagnen Udryd Fattigdom Nu, se: www.udrydfattigdom.nu
For tilmelding og yderligere information kontakt:
UNDPs nordiske kontor Lotte Dahlmann på tlf: 35 46 71 58 eller mail [email protected] eller UNICEF Danmark, Susanne Neertoft på tlf: 35 27 38 00 eller mail: [email protected]