Storslået Popart-samling ser dagens lys for første gang i Teheran

Popart i Teheran
Forfatter billede

Mere end 30 år efter den islamiske revolution udstilles flere end 100 værker af bl.a. Popartbevægelsens mest indflydelsesrige kunstnere.

Da hun flygtede fra Iran i 1979, efterlod den tidligere dronning Farah Pahlavi en storslået kunstsamling, som hun selv havde stået for. Samlingen indeholder værker af Picasso, Van Gogh, Monet, Pissarro, Renoir, Gauguin, Toulouse-Lautrec, Munch og Chagall og andre store navne i kunsthistorien, hvor også popart-bevægelsen repræsenteres med Warhol, Hockney, Lichtenstein, Bacon og Pollack. Det skriver den amerikanske kunstblog Always Sometimes Anytime.

Samlede støv

De fleste af værkerne havde været skjult væk i kælderen af Tehrans museum for samtidskunst i flere årtier, da de ansås for at være seksuelt provokerende, venligsindet over for homoseksualitet og ellers generelt upassende for det iranske samfunds skikke. Kun enkelte værker var tidligere blevet udstillet i en kort periode i 2005, under en midlertidig lempelse af censurering, til ærgrelse for det islamiske regimes mest konservative fortalere.

Den imponerende samling begyndte at tage form i starten af 70’erne, da landets olieindtægter var steget kraftigt. Dronningen, som længe havde en interesse i både iransk og vestlig moderne og samtidskunst, overbeviste sin mand (den nu afdøde shah Mohammed Reza Pahlavi) om at købe nogle betydningsfulde kunstværker, både fra ind- og udlandet.

En god investering

Det viste sig, at det var en gunstig investering. Samlingen anses for at være den mest værdifulde samling af vestlig kunst uden for USA og Europa, og værdisættes til omkring 15 milliarder kroner. Et enkelt maleri af Jackson Pollock, anset som et af hans mest vigtige, er blevet vurderet til omkring 1,5 milliarder kroner.

Overlevede revolutionen
Under revolutionen beskyttede museets personale værkerne i kælderen på museet, som Farah Pahlavi grundlagde i 1977, og som er tegnet og bygget af hendes fætter, arkitekten Kamran Diba.

Bortset fra en skulptur, som blev smadret og et portræt af Farah Pahlavi malet af Andy Warhol, som blev skåret med en kniv under revolutionens oprør, er samlingen blevet konserveret af museet.

Samlingen blev udstillet i Teheran under titlen ”Pop Art & Op Art” indtil d. 16 august.