Udenrigsministeriet var den 16. december vært for et bistandsfagligt møde om støtte til erhvervssektoren i udviklingslandene.
Mødet er led i rækken af bistandsfaglige møder og seminarer, der holdes inden for relevante bistandsfaglige områder. Omkring 70 personer var mødt op fra konsulentbranchen, interesseorganisationer og NGOer, skriver Udenrigsministeriet torsdag på sin hjemmeside www.um.dk
Deltagerne fik et indtryk af, hvordan Danida i praksis i stigende grad samarbejder med og støtter den private sektor i u-landene, og af god praksis, som efterhånden er dokumenteret i internationale faglige netværk, for støtte til små virksomheder.
I Tanzania, Ghana og Vietnam fokuseres støtten direkte på erhvervssektoren.
Udfordringen er bl.a. i samarbejde med andre donorer at gøre rammebetingelserne for små virksomheder bedre, så de f.eks. ikke bliver bremset af urimeligt bureaukrati, men tværtimod får adgang til forretningsmæssig rådgivning, kredit og markeder.
Fokus er på de små virksomheder for det er dem, der først og fremmest skal give arbejde til de fattige og sikre den nødvendige økonomiske vækst. Der ydes også støtte til at virksomheder og ansatte kan få større indflydelse på udviklingen.
Som led i støtten til transportsektoren og vandsektoren støttes f.eks. små lokale entreprenører, så de kan byde ind på de opgaver, som Danida og landenes egne regeringer selv finansierer. Det bidrager til beskæftigelse og vækst i lokalområderne.
Landbrugssektoren er den største private sektor i udviklingslandene. I al dansk støtte til landbrugsudvikling er der stigende samarbejde med private virksomheder og landboforeninger.
Det stod klart på mødet, at den stigende grad af partnerskab med samarbejdspartnere i Syd stiller krav til den danske ressourcebase.
Partnerskabet indebærer nemlig, at Danmark og andre donorer støtter partnernes kapacitet og udviklingsplaner og bruger partnernes procedurer for indkøb og gennemførelse af bistanden. Der blev peget på, at trenden er i højere grad at købe ind lokalt i u-landene til gavn for den lokale udvikling.
Partnerskaber mellem den danske ressourcebase og ressourcebasen i udviklingslandene bliver derfor vigtige redskaber. Det forudses dog fortsat, at der bliver udbudt ganske store rådgivningskontrakter inden for erhvervssektorstøtten, som ofte er rådgivningstung.
Yderligere oplysninger hos Hans Henrik Madsen på e-mail [email protected]