Samtidig betyder forliget om Danmarks nye udviklingsstrategi, at staten, private virksomheder og NGOer i langt højere grad skal samarbejde om dansk udviklingsbistand, skriver dagbladet Politiken tirsdag. Kun Enhedslisten står udenfor.
Den nye strategi omtaler for første gang direkte størrelsen af bistanden, som p.t. er på ca. 15 milliarder kr. årligt.
I forliget indgår nemlig en politisk bindende formulering om, at Danmark vil leve op til FN's mål om, at alle rige lande yder "minimum" 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i udviklingsbistand.
Et flertal i Folketinget, herunder de konservative, har imidlertid i 29 år (1986-2014) sørget for, at bistandsmidlerne aldrig havnede under 0,8 pct. af BNI.
Forskellen mellem de to procent-tal kan forekomme tilforladelig og underordnet, men det er den langtfra. Der er en verden til forskel, som løber op i over en milliard kroner i u-landsmidler, da procenten beregnes af et meget stort beløb, nemlig Danmarks samlede nationalhusholdning.
Stor sejr for Venstre
Alligevel har de partier – der udgør et flertal i Folketinget – og som ønsker en større bistand, ikke sat sig igennem her. Således er der f.eks. ikke indsat en formulering om, at man "vil arbejde henimod at yde 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i udviklingsbistand".
Sådan som Danmark har gjort – mindst – i henved tre årtier.
I stedet bekræftes 0,7 procent-målet, som Danmark tilsluttede sig som minimum helt tilbage i 1970.
Det er en stor sejr for Venstre, som dermed får kanoniseret sine uhørt drastiske milliardbesparelser på u-landsmidlerne. Så at sige mejslet dem i sten.
Socialdemokratiet og de radikale er til gengæld gået tilbage til "den sidste skyttegrav", hvor de nøjes med at satse på at undgå yderligere drakoniske sparehug. Ikke ligefrem en offensiv satsning; man kunne fristes til at mene, at de to tidl. regeringspartier har nedlagt våbnene.
Det var de samme to partier, som i 1985 stod bag en beslutning i Folketinget om at hæve bistanden med en fast stigningstakt om året, så den fra 1992 nåede op på den så længe efterstræbte fulde ene procent.
Ikke så mærkeligt, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er begejstret, ganske vist fra et noget andet udgangspunkt:
"Det her betyder, at Danmark bidrager med minimum 0,7 procent i udviklingsbistand de kommende fem år, siger hun til Politiken og fortsætter:
"Det vil ikke være til politisk diskussion, hvorvidt vi gør det. Et politisk forlig betyder, at det (bistandens omfang) ikke har udsigt til at blive ændret i nedadgående retning". Se også artiklen "Kristian J. vil forligsbelægge u-landspolitikken".
Skyggeboksning- striden stod om noget helt andet
Der er imidlertid ingen partier, som til dato (det skulle da lige være Nye Borgerlige) har krævet en u-landsbistand på under de 0,7 pct. Hele striden – procentslaget om man vil – har stået om, hvor meget over dette tal bistanden skulle ligge på.
Danmark har levet op til FN's anbefaling siden 1978 og ydede i ni år fra 1992 til 2001 en hel procent af BNI i bistand, hvilket forlenede os med bistandens gule førertrøje.
En hel procent i stedet for 0,7 løb på de ni år op i talrige milliarder ekstra i håndslag til verdens fattige nationer. Størrelsen kan også illustreres i de aktuelle Venstre-besparelser. De indebærer på blot to år (2015 og 2016) bortskæring af rundt regnet seks milliarder fra den såkaldte u-landsramme på finansloven.
Sparekniven har ramt stort set alle i både det danske og internationale bistandsmiljø. Således er bistanden til flere FN-organisationer enten skamskåret eller helt fjernet og herhjemme er det folkelige u-landsarbejde i NGOerne – store som små – også hårdt ramt.
Se mere i "Venstre: Ingen NGO kan føle sig sikker på at være inde i varmen fra 2018"
Erhvervslivet i central rolle
Den nye strategi handler desuden om at opruste samarbejdet med den private sektor, hvor virksomheder, fonde og andre i endnu højere grad end hidtil skal involveres i konkrete projekter.
Alt fra virksomheder over finansielle institutioner til arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationer skal bringe deres viden, kompetencer og teknologi i spil inden for områder som klima, energi, vand, fødevarer og sundhed, så bistanden udgør en katalysator for andre finansieringskilder og understøtter danske kommercielle interesser.
Dermed lægger udviklingsminister Ulla Tørnæs op til at omfavne et af de grundlæggende principper om en "interessebaseret" udenrigspolitik, som regeringens udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, anbefalede i sin udredning om dansk udenrigspolitik fra maj sidste år.
Som et eksempel fremhæver Tørnæs Danida Market Development Partnerships, som hun tidligere på måneden præsenterede sammen med finansminister Kristian Jensen (V) – se mere i "Stor interesse for nyt Danida-program"
Inddragelse af erhvervslivet i bistandsrarbejdet
Erfaringerne med at inddrage erhvervslivet i bistandsarbejdet er dog ikke entydigt positive.
I 2014 udsendte Danida en evaluering af det såkaldte business-to-business program for 2006 til 2011, hvor formålet var langsigtede og kommercielt bæredygtige partnerskaber mellem danske virksomheder og lokale virksomheder.
Det hed her bl.a.: "Der er langt imellem succeshistorierne, og evalueringen vurderer, at resultaterne samlet set ikke står mål med indsatsen, særligt i forhold til de overordnede udviklingsmålsætninger".
Tørnæs var også udviklingsminister 2005-10.
Den nye strategi betyder, at virksomheder og andre private aktører i højere grad skal bringe deres viden, kompetencer og teknologi i spil på områder som klima, energi, vand, fødevarer og sundhed.
Enhedslisten frygter, at et stigende samarbejde med private virksomheder vil betyde, at udviklingsbistanden i fremtiden vil blive brugt på Danmarks egne interesser om vækst og frihandel.
DOKUMENT
Fra anmærkningerne til finansloven for 2017
Fra at have været et 'randområde' i udviklingspolitikken gøres inddragelse af den private sektor og fremme af offentligt-private partnerskaber i udviklingssamarbejdet til et fuldtonet fokusområde i udviklingspolitikken.
I 2017 er indsatser, der understøtter vækst og beskæftigelse i udviklingslandene, blevet samlet på et nyt aktivitetsområde. Det skaber synlighed og sammenhæng om Danmarks indsats for at understøtte udviklingslandenes overgang til bæredygtig vækst.
En hovedprioritet er at øge indsatsen for at katalysere finansiering og investeringer gennem offentligt-private partnerskaber i takt med, at samarbejdslande udvikler sig fra fattige, stabile lande med lavindkomstøkonomier til transitions- og vækstøkonomier med mellemindkomster.
Det vil også kræve styrkelse af rammebetingelserne for erhvervsliv, bæredygtige investeringer og handel.
Engagementet med Investeringsfonden for Udviklingslandene (IFU) øges med 300 mio. kr. Heraf afsættes 100 mio. kr. til en ny fond i IFU, der skal mobilisere privat finansiering til at fremme verdensmålene.
Der afsættes også 200 mio. kr. til at kapitalisere (optanke/genopfylde) IFU yderligere, så IFU kan udvide investeringerne og derigennem mobilisere endnu mere privat kapital til at understøtte udviklingen i u-lande.