KOMMENTAR
Hjerternes fest blev hjerteløs for nogle af verdens fattigste. Midt i den glade danske juletid sendte udviklingsministeren i al hast et forslag om fravalg af partnerlande i høring. Fristen for at svare var uhørt kort, og der fulgte ikke noget strategisk oplæg med.
Af Henrik Stubkjær
generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Så er der sat navn på de 3 første lande, som Danmark stopper u-landsbistanden til.
Argumenterne for, hvorfor det lige var de 3 lande, det ramte, har vi ikke fået. Men 3 u-lande får om 3 år ikke længere direkte dansk stat til stat udviklingsbistand.
Det drejer sig om Benin, Zambia og Cambodja. Udfasningen af de 3 lande er led i en større øvelse, hvor den danske regering har besluttet at fokusere på 15 udviklingslande i stedet for de 26 lande, Danmark støtter i dag.
Målet er at skære i antallet af donorlande og fokusere og gennemføre en mere koncentreret og effektiv indsats i de lande, der er tilbage. Det kan der være gode begrundelser for, men vi har ikke fået dem.
Der findes ikke en overordnet strategisk plan for, hvilke lande, der skal fravælges, og hvorfor. Processen omkring beslutningerne foregår ikke demokratisk, men som en forjaget skueproces.
Når udviklingsministeren udsender et forslag til høring midt i december, og giver os en frist på 14 dage til at svare, kan han ikke forvente at få et grundigt, gennemarbejdet og velovervejet svar fra os.
Hastværket skyldes, at regeringen har fastfrosset reguleringerne af u-landsbistanden. Dermed har regeringen brudt sin hidtidige garanti om, at bistanden ikke vil falde til under 0,8 procent af Danmarks brutto-nationalindkomst (BNI); frem mod 2014 vil bistanden tværtimod falde til 0,76 procent af vores BNI.
Så udviklingsminister Søren Pind (V) har travlt, realbesparelsen på bistanden begynder allerede i år.
Et af de lande, der blev strøget af listen, er Zambia. Vi savner en begrundelse, nu da Afrika ellers er udnævnt til et prioritetsområde. Det er vigtigt, at vi bidrager til at opbygge stærke civilsamfund i verdens fattigste lande som eksempelvis Zambia.
Det fremmer den demokratiske proces i et land, hvor menneskerettig-hederne ikke overholdes, retssystemet er svagt, hvor flere omfattende korruptionsskandaler er kommet frem, og de sidste 10 års økonomiske vækst ikke har reduceret fattigdommen. Forventningen til Zambias vækst i økonomien er reduceret fra 6 til 4 procent.
Så udvælgelsen af hvilke lande, der skal frasorteres, virker mere eller mindre tilfældig.
Vi savner en overordnet strategisk masterplan, så de enkelte lande frasorteres af gode velargumenterede årsager i stedet for af drypvise tilfældigheder. Processen bør foregå demokratisk og ordenligt.
Bag hver eneste beslutning er der konsekvenser, der rækker dybt ned i levevilkårene for verdens fattigste mennesker. Så det bør sikres, at vi folkelige organisationer kan fortsætte arbejde i landene, selv om Danida trækker den officielle støtte.
Vi arbejder i langvarige partnerskaber, hvor målet er at opbygge demokratiske strukturer fra neden. Det tager tid, og selv om Danida nu trækker sig fra Zambia og Cambodja, er behovet for demokrati ikke blevet mindre i de lande. Tværtimod.
Lad os få en ordentlig plan, Søren Pind, der sikrer, at vi vælger rigtigt. Og giv os, der arbejder for og med verdens fattigste, reel mulighed for at spille kvalificeret ind i processen. Vi er her for at hjælpe.
Debatindlægget er tilsendt u-landsnyt til fri afbenyttelse af forfatteren. Det bringes tillige i dagbladet Politiken tirsdag.
