Sudanmissionens bestyrelse har i tæt samarbejde med medarbejdere og bagland sat et større arbejde i gang med at formulere og tydeliggøre organisationens visionsplan.
Profilen skærpes, og det udtrykkes nu meget klart, at Sudanmissionens prioritet nr. 1 er mission blandt muslimer i Afrika, skriver det folkekirkelige missionsselskab i en pressemelding torsdag.
Den vision deler vi med vore partnerkirker, hedder det.
I dag støtter Sudanmissionen 111 afrikanske missionærfamilier i de overvejende muslimske områder i den nordlige del af Cameroun, Nigeria og Mali, fortæller generalsekretær Jens Møller Pedersen. For at tydeliggøre den satsning og rette fokus på islammission, har man omstruktureret i medarbejderstaben.
Fra 1. september har Sudanmissionen oprettet en projektafdeling med projektsekretær Carsten Bruhn-Lauritsen som leder.
Projektafdelingen skal styrke missionsindsatsen i Afrika ved at søge støtte til diakonale projekter som sundhed, landbrug, plantagedrift, rent drikkevand og kapacitetsopbygning. Det sker primært gennem Danida, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Projektrådgivningen i Århus.
Sudanmissionen gennemfører projekterne i samarbejde med kirker i Afrika og kun der, hvor det naturligt falder sammen med Sudanmissionens støtte til kirkernes eget missionsarbejde.
Der er overført flere ressourcer til missionssekretær Aage N. Ernstsen for at give Sudanmissionens vision om at støtte partnerkirkerne i Afrika i at nå længere nordpå i de overvejende muslimske områder højeste prioritet.
Aage Ernstsen skal også afsætte flere ressourcer til besøg i Afrika og hos internationale netværk og have større fokus på missionærrekruttering og kontakt til hjemvendte missionærer.
Korrespondent Dorthe Orbesen bliver tilknyttet både projektafdelingen og missionssekretariatet.
Yderligere oplysninger hos Jens Møller Pedersen, generalsekretær i Sudanmissionen, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, Tlf. 7356 1251/2346 8692, [email protected]
Sudanmissionen om Sudanmissionen:
Arbejder i Afrika, Mellemøsten og Danmark. Støtter en bred vifte af kirkelige og sociale projekter i den tredje verden inden for sundhed, undervisning, gadebørn, kapacitetsopbygning, freds- og forsoningskurser, plantageopbygning og radio/TV-udsendelser.
Budget: 14,5 millioner kr., 28 ansatte, 200 sudankredse og 78 genbrugsbutikker med over 2.000 frivillige medarbejdere.
Se mere på www.sudanmissionen.dk