Det er 40 år siden Alma Ata- deklaration knæsatte begrebet Primary Health Care (PHC), en milepæl i sundhedshistorien. PHC har siden været pejlemærke for udviklingen af primær sundhedstjeneste i den tredje verden, og har – ikke mindst – være den foretrukne strategi for de fleste donorer i sundhedssektoren i den tredje verden.
Her havde man defineret – om end mange fortolkede det meget forskelligt – nøglen til at nå alle med basale sundhedsydelser. Det var en ambitiøs dagsorden, men den var retfærdig og i tråd med sundhed som en menneskeret. Alligevel er det kikset og store uligheder i adgangen til basale sundhedsydelser består for millioner af mennesker.
Alma Ata, eller Almaty som byen hedder i dag, var hovedstad i sovjetrepublikken og senere landet Kasakhstan. Den status mistede byen dog i 1997, da landets nye hovedstad Astana blev indviet.
I oktober mødtes man så i Astana for endnu engang at puste live i PHC fordi man stadig anser PHC som den højeste prioritet i et retfærdigt sundhedsvæsen. Titlen på konferencen var:” From Alma-Ata towards universal health coverage and the Sustainable Development Goals”. Konferencen mundede ud i vedtagelse af “Astana Declaration”. En forkromet erklæring der har mange ligheder med den 40-år gamle forgænger.
Med man i foregående afsnit menes her primært WHO og UNICEF, der også stod fadder til Alma Ata-deklarationen og de havde sammen med Kasakhstan organiseret konferencen, der havde deltagelse af regeringer fra de fleste af verdens lande, mange NGO’er, filantropiske institutioner og sundhedsforskere.
En ny PHC erklæring
Man enedes her om den nye erklæring der bekræfter at alle mennnesker bør have adgang til sundhedsydelser af: ” high quality, safe, comprehensive, integrated, accessible, available, and affordable for everyone and everywhere”.
Den nye erklæring er funderet af tre søjler: “community empowerment, working with non-health sectors to improve health, and integrating health services and disciplines around primary care and public health.”
Håbet om at Astana- deklarationen vil blive en succes hvor Alma-Ata fejlede, bygger primært på den tese at PHC er den eneste realistiske vej til at nå verdensmålet for sundhed. Men at sikre at regeringer påtager sig den førertrøje, der er brug for, sørger for uddannelse af det nødvendige antal sundhedsarbejdere og sikrer finansiering er en forudsætning for at man ikke får en halvlunken gentagelse af de seneste 40 års PHC.
Og udfordringen skal ikke kun placeres I lavindkomst-lande. I høj-indkomstlande ser man stadig HIV, TB og hepatitis C især blandt de dårligt stillede del af befolkningerne. En underskrift på Astana-erklæringen er derfor også en underskrift på at man vil gøre noget ved disse uligheder.
Kernen I PHC er at varetage menneskers sundhed, ikke kun at behandle deres sygdomme, men at se sundhed I et helheds- og livsforløb perspektiv.
Deklarationen bekendtgør at: ”We will prioritize disease prevention and health promotion and will aim to meet all people’s health needs across the life course through comprehensive preventive, promotive, curative, rehabilitative services and palliative care. PHC will also be accessible, equitable, safe, of high quality, comprehensive, efficient,acceptable, available and affordable, and will deliver continuous, integrated services that are people-centred and gender-sensitive”.
Om ikke andet på man konstatere at deklarationen er (sundheds) politisk korrekt og pumpet op med optimistiske mål.
En observatør har karakteriseret konferenceforløbet med et glimt i øjet: ”Kazakhstan hosted with aplomb. National pride, touchingly sincere commitment to primary health care and a celebratory spirit created a petrodollar-fuelled US$3m sensory overload that combined soviet-era imperialism with high-kitsch. Attendees enjoyed specially commissioned city transport, free food (heavily featuring horsemeat), an opulent reception at the mayor’s residence, and even an opera.”
Nu begynder et nyt kapitel
Hvad nu? Konferencen præsenterede mange af de tiltag, der skal gøres for at implementere PHC så som: multidisiciplinære teams, øget finansiering, inddragelse af og mobilisering af befolkningen, en bred sektortilgang og et fuldt engageret WHO. Supplerende tekniske dokumenter og case stories skulle underbygge nye initiativer. Men vejen frem er fyldt med forhindringer.
Tekniske dokumenter, case stories og et engageret WHO skal støtte nye PHC initiativer, men det bliver ikke en nem opgave. Det meste er gammel vin på nye flasker, og man må håbe at vinen ikke ”er gået over”.
